MAXI 909 BARDIN’s SOMMERTOGT 2008, 2. del

 

Vi er nu hurtigt på vej til at indlede sejlersæson 2009. I efteråret sendte jeg beretningen om vores sommertogt – 1. del – til HSC webmaster, som efterfølgende lagde beretningen på HSC hjemmeside.

 

Som en lille appetitvækker til den kommende sæson vil jeg nu berette, hvor planlægning – og tilfældigheder – bragte det gode skib Bardin hen i en god del af den resterende sejlersæson.

 

Læs, hvis I har lyst.

 

Den 2. juli returnerede vi til Haderslev for en kort bemærkning. Vi kunne med tilfredshed konstatere, at gode venner, naboer og familie i skøn samdrægtighed havde holdt hus og have i fin stand, og den 5. juli tøffede vi af sted igen i meget varmt vejr og total havblik. Vi havde sat os for at sejle til Endelave, som vi sætter stor pris på som en af vore favorithavne. Vi anduvede Endelave syd for Møllegrunden, som er et sæl reservoir nordvest for Endelave. Vi kender en del sejlere, som synes, at der er for lidt vanddybde og for snævert mellem Endelave og Møllegrunden, men hvis man planlægger grundigt, studerer søkortet grundigt og ikke sejler for tæt på Endelave, så kan det godt lade sig gøre uden at få sommerfugle i maven. Loddet kan godt vise omkring 2,0 mtr., men der er lys sandbund, og hvis man ikke bruser af sted med 6 knob, så kan det lade sig gøre uden at ”kysse” bunden.

Tidligere på sæsonen besøgte vi Endelave lige før den nye marina skulle indvies. Der manglede lidt hist og her, men selve havneanlægget var klar til brug. Denne aften ankom vi kl. 1945. Det var ferietid, det var søndag og havnen var fyldt til randen. Sådan så det ud. Men da vi langsomt sejler ind i den nye marina, bliver vi mødt med energisk vinken af en vores gode venner Vagn fra Horsens, som vinker os ind i bunden af marinaen. Lige inden for en større motorsejler, og lige ved siden af Vagns båd var der lige plads til en Maxi 909. Pladsen og aftenen var reddet. Utroligt, som en dåse konserves og et par glas rødvin kan smage lækkert efter 10 timers havblik for motor.

Dagen derpå kom cyklerne frem, og Endelave skulle genopleves. Der var nu ikke de store ændringer på selve øen. Det var lidt deprimerende at se, at den tidligere livlige og velbesøgte kro og gæstgiveri så forfalden ud. Ukrudt trivedes godt omkring kroen, men værst af alt: værtsparret, som ikke havde været i stand til at drive kroen, havde efterladt plakatstandere uden for kroen med menukort og tillokkende fadølsfristelser. Der havde plakatstanderne tilsyneladende stået, siden vi sidst besøgte Endelave først på sæsonen. Falsk og skuffende reklame for tørstige sejlere og andre turister. Til gengæld havde grill kiosken på havnen lukreret på den lukkede kro, og service og menu var helt i top. Det kan nævnes, at man i grill kiosken for kr. 10 kan købe en adgangskode til trådløst netværk, som virker 24 timer. Man kan også købe til længere perioder, så bliver det billigere.

Den nu ”gamle” havn ved siden af færgelejet er ikke længere tiltrækkende for lystfartøjer. For os – som er kommet jævnligt til Endelave – mangler der i den nye marina den intime hygge, som fandtes i den gamle havn, men så’n er det!

Til frokost blev vi inviteret på en delikatesse af de helt sjældne. Vagn er inkarneret reje stryger – hedder det sådan? I hvert fald er det et næsten dagligt syn, månedsvis, årevis – hvis man kan komme så tidligt op - at se Vagn i vaders og med sin rejeketsjer stryge rejer i det lavvandede område vest for marinaen. Og når Vagn og Inga går i lag med at pille dagens høst, så kan de grønlandske rejekællingerne godt gå hjem og lægge sig. Det foregår i et forrygende tempo. Ved 2-tiden blev vi inviteret på den største rejemad af friskpillede fjordrejer, som Kirsten og jeg i vores liv har sat til livs. Suppleret af kølig hvidvin og perfekt sommervejr var det bare lækkert, lækkert, lækkert. Jeg behøver ikke sige mere!

Efter endnu en slapperdag på Endelave satte vi kursen mod Ballen, nord om Endelave og syd om Samsø. Vejret var skyet – næsten en lettelse til en afveksling – men ingen vind. Jerngenua endnu en gang. Ingen vind - det har vi virkelig oplevet mange gange.  Vi forlod Endelave kl. 0730 og ankom til Ballen kl. 1115. Vi vidste fra tidligere, at Ballen i feriesæsonen kan være meget fyldt, men vi håbede, at valgmulighederne ville være bedre omkring middagstid. Det var ikke rigtigt. Tilsyneladende havde kun meget få både haft lyst til at forlade Ballen, så plads jagten gik ind. Efter en del plasken rundt søgte jeg uden de større forhåbninger ind i det fjerneste hjørne af havnen – og bingo!! – der var lige plads mellem to både, en plads, som ikke kunne ses, før vi havde rundet den næst inderste båd. Så var vi på plads mellem venlige sejlere. Ballen er en hyggelig havn, og det mest markante siden vi sidst besøgte Ballen for en del år siden, er, at man ikke længere ligger lag på lag ved den sydlige havnemole. Jeg tror, at vi har prøvet at ligge i ca. 10. position, og der er nu ikke lige det mest spændende. Der er nu anlagt en del flydebroer vinkelret på den sydlige havnemole, og det ser ud som om, at det har givet noget større kapacitet. Man er i hvert fald sluppet for vandreturen over stakkevis af andre både.

Dagen derpå havde vi besluttet os for den helt lange vandretur, så vi iførte os vandresko, rygsæk med vand og tog turen fra Ballen til Brundby, til Tranebjerg, til Holmsborg og tilbage langs kysten til Ballen. Ved kysten passerede vi flere imponerende bygninger, angiveligt bygget på grunde, hvor den gamle bebyggelse er fjernet, og nyt og stort bygget op. Historierne går på, at Finn Nørbygaard er ejer af et af ”slottene”, og at hans medie plejede joviale fremtoning ikke helt kan genkendes af hans umiddelbare naboer. Så vil jeg ikke uddybe dette nærmere.

I Ballen tog jeg mig sammen til at efterkomme et i årevis udtrykt ønske fra fru kaptajnen. Vi havde i hele vores sejler tilværelse i cockpittet anvendt et campingbord, som blev hentet op fra kistebænken til brug, og pakket ned i kistebænken igen efter brug. Jeg ville da gerne indrømme, at det ind i mellem var bøvlet og træls, men sådan er der jo visse ting i livet. Men da vi hos Inga og Vagn spiste rejemadder blev jeg overbevist om design og stabilitet på deres cockpitbord, som monteres på en drejelig arm, og som er let at montere og pakke væk igen efter brug. I Ballen ringede jeg til Marineshoppen i Ebeltoft og forhørte mig, om de havde det på lager. Det havde de, jeg bad dem reservere det til mig, og jeg lovede at det ville blive afhentet inden for 2 dage. Så den 10. juli satte vi kursen mod Ebeltoft i fint vejr – men nul vind, og om eftermiddagen afhentede vi det nye cockpit bord og efter kort tid var det monteret: en boremaskine, de rigtige bor, et par topnøgler og en skruetrækker. Det er noget af det bedste, vi har gjort de senere år. Det er fantastisk og fungerer perfekt. Ikke mere om det.

Ebeltoft by er jo altid en god spadseretur værd, og det fik vi også denne gang bekræftet. Vi benyttede besøget i Ebeltoft til at besøge Glasmuseet, som ligger ved havnen i nærheden af Fregatten Jylland. Det var en meget interessant oplevelse. Vi havde nok forventet – henset til at ordet ”museum” indgår i navnet – at der til dels var tale om en udstilling af anvendelsen af glas gennem tiderne, men det var slet ikke tilfældet. Det var stort set udelukkende en udstilling af glas anvendt til kunst i et utal af variationer, lige fra fade med bladguld indlæg til store skulpturer udformet som isbjerge fra Antarktis, priser helt op til kr. 80.000. Det var ikke lige her, man skulle tumle rundt som en elefant i en glasbutik!! For det skal understreges, at stort set alt var til salg, og intet var billigt. Vi så et hollandsk ægtepar, som lige kastede kr. 6.000 på bordet ved kassen for et lille stykke glasskulptur.

Havnemiljøet i den gamle havn er totalt ændret, idet der er bygget et større antal dyre ejerlejligheder på havnearealet, men kun et fåtal med direkte udsigt over havnen. De tidligere beskedne toilet- og badefaciliteter var helt væk, og vi kunne ikke umiddelbart få øje på andre faciliteter ved den gamle havn.

Besøget i Ebeltoft blev rundet af med et besøg hos fiskehandleren med alskens lækkerier, ikke mindst friskrøgede delikatesser fra deres eget røgeri.

Den 11. juli forlod vi Ebeltoft for at sejle den korte tur til Øer Maritime Ferieby. Det var blæst temmelig meget op, og vi vidste fra tidligere besøg, at man i Øer altid kan finde helt læ for vinden, uanset hvilken retning den måtte komme fra. Men først skulle vi anduve sluseanlægget via den smalle gravede rende med 15-18 m/s og bølgerne fra Århus bugten lige i rumpetten. Det kræver stor koncentration og en kraftig motor. Heldigvis var vi den eneste båd på vej ind i slusen, og lige så snart vi var inde i selve slusebassinet, lukkede slusemesteren porten i, fuld kraft bak for at stoppe skuden, og så var der fred og ro. Vi havde dog et par ”hovsa” oplevelser før vi fandt en plads. To gange oplevede vi nemlig, at båden gik på grund – blidt, men alligevel – lige før vi nåede ind til molen. Vi stikker 1,65 mtr., og havnelodsen angiver, at der ved alle moler skal være minimum 2,5 mtr. Vi kunne konstatere, at dette ikke alle steder er tilfældet. Vi fandt dog en god plads totalt i læ af en række af feriehusene, og på trods af heftig vind kunne der alligevel grilles med COBB-grill om aftenen, i molehøjde var der nemlig helt lunt og læ. Selve det store kompleks med ferieboliger er under grundig renovering, det trængte det bestemt også til, men resultatet er blevet temmelig flot. Lige ved indkørslen til ferieområdet fra landevejen er der åbnet en restaurant. Menukortet mere end antydede gastronomi på et lidt ekstravagant niveau, og priserne var derefter. Godt at vi havde gjort vore indkøb i Ebeltoft. Den 13. juli var vinden løjet en del af, og vi forlod Øer for at sejle til Grenaa. Efter nogle få sømil passerede vi Gåsehage, og derfra gik det bare med kurs mod Grenaa med vinden mellem halvvind og agten for tværs 10-12 m/s og nogenlunde i læ af kysten, så bølgerne var ret moderate. Det var en rigtig dejlig tur for sejl, det trængte vi også til efter de mange timer for motor på blankt vand. Det sås tydeligt, at det var knap så interessant for de sydgående både. Selve marinaen har egentlig haft en underlig udvikling. Selve moleanlæggene er perfekte, men alle handelsmulighederne i marinaen er gradvist lukket ned. Der er ingen handel med dagligvarer mere, ikke en gang et rundstykke kan man købe midt i feriesæsonen. Når man kommer til hen på eftermiddagen, er marinaen næsten fyldt til randen. Alle pælepladser er væk, og både, som er fortøjet på langs, har ofte 3-4 både uden på. Men hvis man skal handle dagligvarer, skal man vandre mod Grenaa, og der finder man efter 1,5 km vandretur en Dagligbrugs. Det er underligt, at der i så velbesøgt en marina ikke er basis for en havnebutik. Men så får man selvfølgelig lidt motion på gangvorterne.

Ved Kattegatcentret er der en bybusholdeplads, som har en rute til Grenaa centrum, som ligger ca. 3 km fra marinaen. Tidligere var taksten meget billig. Et opslag i bybussen hævdede, at det var Danmarks billigste takst: kr. 5,00. Det er sikkert rigtigt, og niveauet var stadigvæk deromkring. Grenaa er en hyggelig by at slentre rundt i, men efter en enkelt dag havde vi fået en passende dosering Grenaa.

Vi satte kursen mod Anholt i dejligt vejr, solskin, moderat temperatur og 10-12 m/s for plat læns og 100 % rullegenua. Det var egentlig en dejlig, men noget anstrengende 4½ timers tur. Med store overhalende Kattegat bølger bagfra skulle der styres ret meget og koncentreret. Men der skal ingen klager lyder. Vi ankom til Anholt kl. 1230, og så skulle vi på udkik efter en plads. Hækankeret var klargjort, inden vi forlod Grenaa, så det var lige til at løsne og dumpe i havnebassinet. For enden af de 4 broer ligger bådene i vifteform med hækankeret ude. Der var en ledig plads mellem en stor motorbåd på styrbord side og en temmelig lang ældre to master sejlbåd på bagbord side. Besætningen på sejlbåden så lidt ”hippi-agtige” ud, men var meget hjælpsomme, og så kom der en forklaring: de var nødt til at sejle inden for et par timer, idet de havde tilbudt at slæbe nabobåden på deres bagbord side til Grenaa. Nabobåden var en Hallberg-Rassy 52, som i forbindelse med tillægningen giver momentan fuld hammer på motoren – og det er jo et betragteligt antal hestekræfter i sådan en skude – og…..fanger tovværket på et hækanker. Der lyder angiveligt et brag som en veritabel eksplosion, og så gik motoren i stå. Resultat: Motoren blev rykket ca. 20 cm bagud af motorfundamentet, skrueakslen var bøjet som en flitsbue, og det pissede ind med vand ved stævnrøret. Det havde de dog fået tætnet. Det tyske ægtepar sad og spiste frokost i cockpittet, og de så ret upåvirkede ud, men sket var sket, og sådan var det!! Den danske sejler var i fuld gang med at koordinere optagning af båden, når de kom til Grenaa, bådkran, leje af stativ, motorreparatør, etc., etc. Det har nok været en kostbar oplevelse for tyskerne, og ikke noget, som lige kunne ordnes fra dag til dag. Hen på eftermiddagen sejlede de af sted, og det har sikkert været en noget barsk tur til Grenaa med en heftig vind lige i næsten og en defekt Hallberg-Rassy 52 på slæb gennem høje bølger.

Mon ikke den danske slæbebåd har taget sig betalt for sin indsats?

Men nu var der jo blevet plads på vores styrbord side, og ind kom en LM27 med et ældre ægtepar. Vinden var nu drejet til NW og tiltaget yderligere, men de kastede hækanker ud, et lille beskedent ”frokost anker” med en ankerline på tykkelse med en tørresnor. For en sikkerhedsskyld gjorde de en fortøjning fast til naboen på deres bagbord side, han lavede ikke vrøvl, men jeg var noget betænkelig, men OK, de hang da fast. Næste morgen tidligt vågnede vi ved nogle underlige lyde. Vinden var drejet om til nord og var kraftig, og LM27 hækanker holdt ikke fast, og da han havde fastgjort fortøjning til sin bagbord nabo, så drev han med naboen på slæb over i vores båd og trak vores hækanker løs i havnen, og vi endte alle 3 på siden af motorbåden på min styrbord side. Jeg måtte have motoren i gang i bakgear for ikke at ramle ind i broen. Vi blev viklet fri af diverse fortøjninger og bakkede ud og væk. Vi fik kvejlet ankertovet op og ankeret på plads på badeplatformen, og så gik vi på pladsjagt. Heldigvis var en ledig plads på indersiden af den inderste bro, og med forsigtighed og hjælpende hænder, så lå vi snart på plads med vinden stort set lige i næsen. Ret lækkert.

Dagen på Anholt blev brugt på en lang, lang vandretur i solskin og blæsevejr, en rigtig slapperdag. På turens slutning ved havnen så vi et større opbud af festligt klædte cyklister i mangeartede kostumer. Vi fandt ud af, at vi overværede starten på den årlige ”Tour de Anholdt”, som vistnok afvikles samme dag, som ”Tour de France” løber af stabelen. Der var gang i flere budcykler, Longjohns, o.s.v., dels belæsset med ølkasser, dels med en kraftig harmonikaspiller på Longjohn’en – det har været hårdt at træde den cykel i Anholts stærkt kuperede terræn. Alle var i højt humør, og feltet drog af under høj latter, højrøstet sang og mange: Skål alle sammen!! Det har uden tvivl været meget hyggeligt.

I øvrigt kan jeg berette, at der på havnen på Anholt er bygget spritnye faciliteter og havnekontor, meget flot.

Dagen derpå ville vi egentlig have været af sted tidligt, men det blæste stadigvæk en frisk vind til kuling fra vest, så vi slappede af og så dagen an. Sidst på eftermiddagen løjede vinden meget af, og mange sejlere tog af sted. Vi besluttede, at det også var vores tur, så vi forlod Anholt ca. kl. 1730 og satte kurs mod Bønnerup. Der var ikke meget vind tilbage, svag til jævn fra vest, men der var mange store dønninger tilbage fra 2 dages frisk til kuling vind. Det blev noget af en rulletur, og vi ankom til Bønnerup lige før midnat. Vi var glade for bare at kaste nogle fortøjninger på et par pæle bag ved nogle både, få os et glas godnat rødvin, og så vælte omkuld. Næste morgen efter morgenmaden var der almindelig opbrud, og vi fandt hurtigt en rigtig god plads.

Bønnerup er en dejlig og rolig havn. Det er hyggeligt blot at slentre rundt i den lille by og på havnen. Men først og fremmest er Bønnerup et fantastisk sted, hvis man kan lide fisk. Der er på havnen to fiskeudsalg med alt godt fra havet, og det største problem er ikke at forkøbe sig. Bønnerup er en meget aktiv fiskerihavn, og der landes konstant masser af fisk fra Kattegat. Meget køres væk af lastbiler, men udvalget af friskfangede fisk er stort i udsalgene. Friskfangede rødtunger, som fileteres, mens man ser på, er altid et stort hit for vores smagsløg, og priserne er meget rimelige, ja, faktisk billige. Vi har mulighed for at indfryse en begrænset mængde fisk, og det benytter vi os altid af i Bønnerup.

Dagen derpå den 20. juli tøffede vi med nul vind til Grenaa, og dagen efter til Tunø i frisk vind, hvor vi lige kunne holde højden hele vejen. Vi blev på Tunø til den 27. juli, Tunø er bare simpelthen vores favorit ø. Dagene flyder af sted med afslappet havneliv, vandreture, læsning, planlægning af dagens måltider med påfølgende indkøb, det tager meget af ens kostbare tid. Om aftenen optænding af grill, måske lidt musik, og så er dagen pludselig slut. Vores gode venner fra Horsens – Mogens og Elsebeth – er mindst lige så glade for Tunø, som vi er, og selskabet blev snart forstærket af Finn og Annette Schaumann, som også blev på Tunø i mange dage. Det var en rigtig dejlig uge på Tunø.

Tiden begyndte at nærme sig, hvor vi ville sydpå igen. Vi ville nemlig deltage i Middelfart Jazzfestival, som altid har et meget interessant program med også udenlandske kendte navne, og ikke mindst det årlige clou: Ib Glindemanns Bigband. Vi sejlede til Kongebrogården via Juelsminde og Fredericia. Vi foretrækker at ligge i Kongebrogårdens Marina til jazzfestivalen, så kan man trække sig tilbage til fred og ro, når ørerne har fået deres bekomst.

 

Og her slutter jeg så beretningens 2. del om Bardins færden i de danske farvande i 2008. Resten af sæsonen sejlede vi rundt i de mere hjemlige farvande, som de fleste kender lige så godt som os, og af særlige begivenheder vil jeg kunne lige nævne en tur til Flensborg. Vi havde besluttet os for at sejle en tur til Flensborg via Sønderborg og Graasten. Vi har kun været i Flensborg en enkelt gang tidligere for mange år siden, men nu skulle det være. Det viste sig – hvilket vi ikke på forhånd vidste – at der var træf af gamle skibe i Flensborg, såvel mindre skibe som meget, meget store 3-4 master skoleskibe fra såvel Venezuela, Rusland, Spanien og andre Langtbortistan nationer. Vi fandt en plads helt inde i bunden af havnen ved siden af restauranten, så vi kunne ikke komme tættere på. Der var også havnefest i Flensborg, og det var rigtig festligt og med større disciplin end vi ser i Danmark. Der var både optræden, fadøl, grillpølser, vin, forlystelser, og meget mere. Men vi så ingen højrøstede fulderikker slingre rundt, og ved 23-tiden var det nærmest, som om der blev slukket for en hovedafbryder. Der faldt helt ro over havnen – det var ikke sket i Danmark. Næste morgen blev havnen renset af mænd med løvsugere, og først på formiddagen var hele havnen og festivalområdet igen rent og ryddeligt. Good Show!!

Aftenens højdepunkt – som vi heller ikke var forberedt på – var et lysshow i havnen. Finn Bram og Gitte Hangaard var også sejlet til Flensborg, og vi tilbragte det meste af tiden sammen, og sad fredag aften på deres båd. Pludselig ser vi den ene sejlbåd efter den anden rigget til med lyskæder fra stævn over mastetop til hækken sejle forbi i en lang næsten endeløs række. De sejlede fra havnens indsejling til havnens bund, hvor vi lå, i det meste af en times tid – måske længere. Flot og imponerende.

Søndag kunne vi forlade Flensborg en dejlig og uventet oplevelse rigere.

 

Det var så det. Måske får jeg lyst til at fortsætte beretningen i 2009. Og det er især stimulerende, hvis nogen gider læse mine beretninger.

 

Så jeg slutter med ønsket til jer alle om en rigtig god 2009 sejlersæson:

 

Som Vera Lynn sang: ”We’ll meet again, don’t know where, don’t know when, but I know we’ll meet again some sunny day….”

 

Kaj og Kirsten Thomsen

Det gode skib BARDIN af HSC

 

 

_Startside_