Fortsættelsen af beretningen om Bardins sommertogt 2009.

 

Når jeg nu sidder her ved min PC og ser ud af vinduet, så ser jeg vejrforhold, som næsten kan sammenlignes med en typisk april dag: Temperaturen er ca. 12 grader, der blæser en stiv kuling fra sydvest, og regnen veksler mellem vedvarende regn og kraftige byger med kun sjældne solstrejf ind imellem.

 

Men det er ikke april, det er lige før december, og Bardin står ikke foran søsætning foreløbig.

 

Det er vist det rigtige tidspunkt at genopfriske, hvad vi har oplevet i fortsættelse af første del af ”Beretningen om Bardins sommertogt 2009”.

 

Den kommer her, og den indeholder lidt af hvert – som det snart vil kunne læses.

 

Tirsdag d. 7. juli var det slut med Tunø for denne gang. Vi planlagde, at vores rute skulle gå sydpå gennem Storebælt, men først med en afstikker fra Tunø til Endelave. Efter at have nærstuderet vejrudsigten for de næste dage blev vi imidlertid enige om, at vi ville sejle til Kerteminde i stedet for. Vejr-menuen for de næste 2-3 dage truede med meget kraftigt blæsevejr fra sydvest og byger med torden. Vi havde ikke lyst til at strande 3, måske 4, dage på Endelave, og det var ikke fordi, vi havde fået ø-kuller efter 3 uger på Tunø, vi havde blot lyst til at komme videre sydpå.

Vi forlod Tunø med udsigt til en frisk vind fra sydvest til vest, masser af blå himmel og risiko for byger senere på dagen. Vi skøjtede sydpå for halvvind med vores rullegenua rullet helt ud, det var slet ikke nødvendigt med storsejl.

 

En times tid efter at vi havde forladt Tunø hører vi pludselig et panisk: Mayday, mayday, mayday på vores UHF. En cool Lyngby operatør svarer med forespørgsel om, hvad problemet er, og hvad positionen er.

En ophidset stemme forklarer, at de befinder sig i en sejlbåd nordvest for Tunø på vej fra Århus til Tunø. De er sejlende sammen med en anden sejlbåd, hvor skipper er gået på dæk for at ordne noget ved genuaen, og han er faldet omkuld ude ved genuaen og han ser helt livløs ud, og første gang bliver det uhyggelige sagt: han ser nærmest ud, som om han er død. Det beskrives, at bølgerne er meget store, og konen står alene ved roret og kan intet stille op.

Samtalen fortsætter på UHFen, og operatøren gør sit bedste for at tale den kaldende båd til ro, men det lykkes ikke særlig godt. Skipper på den kaldende båd kan intet gøre for at komme den nødstedte til hjælp, bølgerne er for høje, han kan ikke lægge til ved den nødstedte båd, og han kan slet ikke forlade sin egen båd og overlade båden til sin kone. Lyngby forstår hurtigt situationens alvor, og de får alarmeret en redningshelikopter, som i forvejen er i luften, men ca. 20 minutters flyvetid væk, og samtidig får de alarmeret en lodsbåd fra Århus, som sendes til assistance.

Vi følger med i forløbet på vores båd, og vi synes, at de 20 minutter til helikopteren når frem føles meget lange, hvordan må det ikke føles på den nødstedte båd og ledsagebåden?

Endelig når helikopteren frem og får med en del besvær sat en redningsmand ned på den nødstedte båd, det har ikke været det rene spøgeværk med store bølger, kraftig blæst og en mast som svajer fra side til side med en blafrende genua. Men efter 7-8 minutter er både den livløse mand og hans kone blevet hejst op i helikopteren, og den sætter kurs mod Skejby Sygehus. Kort efter når lodsbåden frem og tager den nu forladte båd på slæb tilbage til Århus.

Historie slut – puha!!

Vi fortsætter turen sydpå, forbi Samsø, forbi vindmølleparken syd for Samsø og nord om Fynshoved. Det har været god sejlads, og nu er vi endda i læ af Fyn. Efter at have passeret Romsø startes motoren, da kursen skal sættes ind mod Kerteminde med vinden lige i næsen. Men kort efter kommer der en hyle advarsel fra motorpanelet og der er lys i lampen, der viser for høj kølevandstemperatur. Jeg reducerer omdrejningerne, men det hjælper kun kortvarigt, så komme lys og lyd på igen. Der er kun en løsning: genuaen ud igen og sluk for motoren.

Når sandheden skal frem, så er det sket et par gange før på turen fra Sjælland til Tunø, men da var forholdende en del mere udfordrende for motoren, nemlig 12-15 sekundmeter lige i næsen i Kattegatvandet nord for Sjælland og ret høje omdrejninger. Lidt færre omdrejninger havde dengang kureret lys og lyd, men man bliver jo noget utilpas ved fænomenet. Jeg havde gjort de ting, som jeg i situationen kunne gøre: jeg konstaterede, at der stadigvæk kom kølevand i normale mængder ud ved udstødningen, jeg stoppede motoren og konstaterede, at kølevandsfiltret ingen forureninger indeholdt og at motorblokken ikke var varmere, end at jeg kunne holde håndfladen på blokken, hvor temperaturføleren for kølevandet er monteret. Jeg begyndte at lure på, om det ikke var mest sandsynligt, at det var temperaturføler, som var defekt. Kort før Kerteminde startede jeg motoren igen, og vi kommer i havn og bliver fortøjet uden mislyde.

Vi havde planlagt at blive i Kerteminde nogle dage, idet der også var nogle andre småting, som skulle indkøbes ved Bådkommissæren og monteres. De har ved Bådkommissæren i butikken også en decideret ekspedition for motor ting og sager. Jeg beskrev mit kølevandsproblem for motormanden, og hans konklusion var klar: det kan kun skyldes en defekt temperaturføler – så langt, så godt, inden dramatiske og dyre problemer. Men så kom et uventet problem. Til min 3-cylindrede Volvo Penta 2020 fandtes i datalageret et større antal temperaturfølere med forskellige type- og serienumre. Jeg skulle medbringe motorens serienummer, før den rigtige temperaturføler kunne bestilles. Jeg fik beskrevet, hvor på motoren den lille plade med motor informationer er placeret. Det sidder selvfølgelig i mit lille motorrum på et yderst utilgængeligt sted, så jeg måtte i gang med spejl og en lille lygte, men så havde jeg også de nødvendige data. Så kom der gang i sagerne, og kort efter var temperaturføleren bestilt, og næste morgen kunne den hentes ved Bådkommissæren. Temperaturføleren var helt uproblematisk at skifte, og det var så det. Der har ikke senere været uønskede mislyde, men man er jo lidt spændt, de første gang motoren herefter kører i mange timer.

Vi kunne herefter indlede vores mission i Kerteminde: at være afslappede turister, vi gennemtrawlede byen på kryds og tværs, vi besøgte Johannes Larsens Museum, som ligger lige uden for marinaens nordvestlige hjørne. Det var en meget spændende og interessant oplevelse at besøge den kendte fynske malers bolig, som nu er museum, det kan anbefales. Vi gik lange ture, og udforskede – som sædvanligt – de kulinariske udfordringer i Kerteminde. Som jeg plejer at sige: fordi man lever i en båd, behøver det jo ikke at være simpelt. Faktisk bruges der nok mere tid på at tilberede måltider på Bardin, end der gøres på vores hjemmeadresse, men det synes vi, er en del af fornøjelsen ved vores bådliv.

Mandag d. 13. juli sluttede vores ophold i Kerteminde, og vi satte kursen mod Nyborg. Vejret var godt, vinden antydede, at vi kunne komme fremad med fuld sejlføring, så vi så frem til en god sejltur. Men vinden snød. Efter en halv times tid var vinden væk, og motoren blev startet. Vi kunne se det samme mønster på de mange andre sejlbåde, som var på vej sydpå som os. Men så kom vinden igen, så kom sejlene op, så gik vinden igen, så kom motoren på, så kom vinden igen, så kom sejlene op, og så gik vinden igen – og så opgav jeg og beholdt motoren på og sejlene nede.

I Nyborg kan vi godt lide at søge helt, helt ind i den gamle havn og fortøje lige nedenfor Cafe Rembrandt. Der er stille og roligt og 110 % læ. Vi slentrede en stille tur i byens butiksgader, vi handlede lidt fourage i Kvickly, og så måtte vi selvfølgelig besøge den lokale marineshop – og tænk: der var udsalg med nogle beklædningsting, som de havde haft på en udstilling. Jeg købte et par ”maritime” livremme, men fandt også i butikken nogle ”må-ha’-dimser”, det løber man jo næsten altid over, og et ikke tidligere erkendt behov opstår pludselig ud af den blå luft. Men i den sammenhæng er vi vist ikke værre eller bedre end så mange andre sejlere.

Næste dag tirsdag d. 14. juli begav vi os ud på en længere rejse, nemlig helt til Lundeborg, ca. 11 sømil. Vi ankom omkring middagstid, og vi blev af en meget aktiv og nærværende kvindelig havnefoged vinket ind i bunden af den gamle havn, og vi blev godt fortøjet med stævnen mod kajen ved siden af en anden sejlbåd, og så lå vi godt. Den kvindelige havnefoged har haft jobbet i mange år, og hun har afløst sin mor, som var den tidligere havnefoged, men samme stil, aktiv og nærværende.

Vi tilbragte dagen med en god frokost, en langsom og afslappende gang moleræs, og ikke mindst udsigten fra cockpittet til eftermiddagens ”hafen-zirkus”, som gradvist efterhånden fyldte den gamle havn op godt og grundigt. Om aftenen kom COBB-grillen i gang, og snart var en god dag brugt op. Godnat.

Næste morgen skulle turen fortsættes til Rudkøbing. Den stopfyldte gamle havn gik hurtigt i opløsning, og efter en gang langsom morgenmad kunne vi også komme ud. Vi tøffede mod Rudkøbing uden vind, men ellers godt vejr. Vi ankom til Rudkøbing lidt over middag, og vi var forberedte på, at vi skulle på plads jagt. Vi er tit ankommet til Rudkøbing – hvor vi har været mange gange – og haft store problemer med at finde et sted at fortøje, men denne gang så vi en anderledes marina. Der var masser af tomme grønne pladser, og vi søgte ind imod vores favoritplads helt inde i bunden af marinaen ved broen. Og minsandten, pladsen langs med kajen ved broen til inderhavnen ved restauranten var ledig, heldet var med os. Vi funderede lidt over, om de usædvanligt mange ledige grønne pladser skyldtes, at Rudkøbing sejlere i stort antal var væk og gæstesejlere endnu ikke ankommet.

Vi gjorde lidt frokost indkøb ved fiskehandleren på havnen, og derefter blev Rudkøbing slentret igennem på kryds og tværs.

De næste par dage gik med alt og ingenting. Der er en god grillplads ved havnekontoret og der fik vi os bænket to aftner med COBB-grill.

Den ene aften så vejret lidt truende ud sydpå, men skyerne kom aldrig for alvor til Rudkøbing. Så det var rigtig hyggeligt – bortset fra én enkelt ting.

På grillpladsen er det klart skiltet, at hunde skal tøjres. Men tre familier havde hunde, små uophørligt gæffende bæster, som selvfølgelig ikke var i snor eller tøjret. De styrtede støjende rundt mellem borde og ben og havde det vældigt fornøjeligt. Ind i mellem skulle snuden lige stikkes ned i vores klapkasse, og det var ikke hele tiden nok blot at vifte dem væk. Jeg brokkede mig over ståhejet, og så blev hundene tøjret i måske 10 minutter, og så blev de blot løsnet igen. Det var klart, at hundenes familier ikke havde særlig forståelse for min irritation. Jeg ville naturligvis ikke acceptere, at jeg måtte forføje mig til min båd på grund af bæsterne, så jeg og Kirsten gjorde vores bedste for at ignorere dyrene. Ret irriterende. Det har nok ikke hjulpet på sagerne, at jeg blankt vedkender mig, at jeg ikke er hundeelsker. Især små udresserede ustyrlige støjende hunde irriterer mig, og det gør det så ikke bedre, når deres familier nærmest ser lykkelige ud og kikker forelskede på deres fornøjelige små kæledækker.

Lørdag så vejret ikke lovende ud, skyet, blæsende og med udsigt til heftige byger. Vi ville have været op i Rudkøbing by, hvor der skulle være musik i byen med den – af nogen – kendte skotsk/irske folkemusik duo Harness, som vi i Haderslev og andre steder har lyttet til flere gange, og de er rigtig gode. Men vejrudsigten gjorde, at vi holdt os i nærheden af Bardin i stedet for. Og godt det samme, for regnen kom i stride strømme. Over middag så vi pludselig på kajen i nærheden af vores båd et par kendte ansigter, Hanne og Christian Bruhn, som i deres båd Zafari lå i Svendborg. De havde taget rutebilen til Rudkøbing for at høre musik, men de kunne berette, at regnen havde kortsluttet musikernes musikanlæg, så alt var gået i kage, og de havde opgivet at spille videre. Så vi var ikke gået glip af noget.

Søndag d. 19. juli forlod vi Rudkøbing for at sejle til Svendborg. Turen igennem Svendborg Sund forbi Troense er altid en køn tur og en afslappende oplevelse.

Vi var spændte på at se den gamle havn i Svendborg. Vi vidste, at den havde gennemgået en total ombygning, men vi havde ikke besøgt Svendborg efter at havnen var færdig – eller næsten færdig. Jeg skal ikke forfalde til at beskrive, hvorledes havnen nu tager sig ud, for det skal ses og opleves. Jeg må dog udtrykke, at det var en imponerende oplevelse at se alt det nye med perfekte fortøjningsmuligheder og virkelig gode faciliteter. Byggeriet var knap nok færdigt, men der manglede ikke meget. Alt i alt virkede det for os, som om det var meget nemmere at finde en plads og uproblematisk lægge til kajs. Positiv oplevelse!!

Svendborg kan ikke besøges uden at vi skal aflægge Bendixens Fiskehandel for enden af molen et besøg, og således også denne gang. Der er altid basis for at arrangere en lækker frokost. Og det gjorde vi så. Vore gode venner Hanne og Svend Vogt var nemlig ankommet i Mjølner, deres MAXI 95, og vi har en fælles interesse: mad, mad og mere mad. Vi er rigtig gode til at hygge os med en god frokost i hinandens selskab, og ved andre lejligheder og i andre havne med god gang i COBB-grillerne. Velbekomme.

Lige over for Bendixens Fiskehandel ligger der en pizza restaurant som kan stærkt anbefales, hvis man en dag ikke gider stå på hovedet i kødgryderne. Pizzaerne er af høj kvalitet, de fremstilles lynhurtigt til Take Away, også selvom restauranten er godt fyldt op, og så er afhentede pizzaer noget billigere end pizzaer serveret i restauranten. Det kan også anbefales. Det er muligt, at læseren synes, at beskrivelsen af mad, indkøbsmuligheder og andre relaterede emner optager meget plads i turbeskrivelsen. Men det går vi altså en del op i, og det er nu også min erfaring, at en hel del andre sejlere vedkender sig samme last.

En slentretur gennem Svendborg afslørede ingen iøjnefaldende ændringer. Byen var som sædvanligt i feriesæsonen fyldt med mange turister af mange nationaliteter.

Næste morgen onsdag d. 21. juli satte vi kurs mod Faaborg, dejlig sejltur for fuld sejlføring. Det har vi ikke oplevet for meget af på vores tur, så det nød vi meget.

Vi tilbragte en enkelt dag og nat i Faaborg, og derefter sejlede vi til Haderslev.

Vi havde inviteret et par børnebørn – to teenager piger – til at sejle med os en lille uges tid, og det foregik i de nære havne, Assens, Baagø, Kolding og Skærbæk. Det var nogle dejlige dage med vore søde gæster, og det er utroligt, hvad en oppustet Zodiac gummibåd kan bidrage med af underholdning. Det var vores første besøg på Baagø efter havneombygningen, og det var en positiv og god oplevelse. Havnen var knap færdig, og der var stadigvæk store maskiner og håndværkere i gang, men det vil helt klart blive et attraktivt sejlermål fremover.

Vi afleverede pigerne i Middelfart lige før Middelfart Jazzfestival skulle startes op, og de returnerede til Allerød med tog. Vi forlagde båden til Kongebrogårdens marina, og så kastede vi os ellers ud i jazzfestivalens fornøjelser: jazz i mange gode stilarter, fadøl og fastfood som den dominerende menu. Når hovedet havde fået nok musik, så fortrak vi til båden, og COBB-grillen kom i gang. Vejret var godt, ren fornøjelse.

Efter Middelfart Jazzfestival tøffede vi rundt til Bogense, Endelave og derefter ville vi prøve noget, som vi ikke tidligere har prøvet, nemlig at sejle til Odense. Hele den lange indsejling til Odense gennem Gabet ved Enebærodde og til sidst gennem den gravede Odense Kanal er meget, meget grundigt afmærket. Alligevel synes jeg, at turen i vores 30 fods sejlbåd krævede meget koncentration i meget favorable vejrforhold med næsten ubegrænset sigtbarhed. Der sejler store skibe til Odense, og det er tankevækkende, at man først ved 70 meter anbefaler lods, og dernæst først ved 100 meter skibe har lods tvang. Det er endnu mere utroligt, at man fra Lindøværftet kan få bugseret deres mega, mega store containerskibe ud gennem Gabet ved hjælp af 7-8 bugserbåde. Jeg havde for efterhånden en del år siden helt tilfældigt den oplevelse – en dag jeg var ude at flyve – fra luften at se Lindøværftets allerstørste containerskib blive bugseret ud gennem Gabet, det virkede fuldstændig naturstridigt. Jeg har senere hen på Discovery set seancen gentaget fra hav-niveau, de må jo have haft et filmhold på plads.

Men jeg syntes på vej til Odense, at jeg havde nok at se til, selv med en meget state-of-the-art Garmin kortplotter. Men turen er bestemt en oplevelse værd. Odense kommune har iværksat et projekt ved havnen i Odense. Projektet hedder simpelthen ”Havnen”, og der er en ret grundig omtale af det hele på internettet. Det ser for gæstesejlere ret lovende og tiltrækkende ud på internettet, men de må have haft et ret dygtigt reklamefirma til at udforme linket. Der var da gode fortøjningsmuligheder, men ellers var havneområdet en lidt kold affære – efter vores opfattelse. Men vi tog turist tøjet på og begav os op i Odense by, og der kan man godt få flere timer til at gå. Vi gik på museum, nemlig Jernbanemuseet, som sjovt nok ligger lige ved jernbanestationen. Det var en meget interessant oplevelse. Jeg tror, at det er særlig interessant for besøgende i vores aldersgruppe, idet man ser mange typer tog og lokomotiver, etc., som vækker en del erindringer til live. God oplevelse.

Dagen efter ankom vores datter fra Allerød med tog. Vi havde inviteret datteren og endnu et barnebarn – femårige Alma – på besøg på Bardin, og vi turistede den igen i Odense og lavede – til en afveksling – en god middag i båden.

Tiden kom til at vi skulle forlade Odense. Det havde været temmelig blæsende i Odense, og det var ikke nogen undtagelse på afgangsdagen. Men ud igennem kanalen og det afmærkede løb er man jo i høj grad i læ af det omgivende land. Jeg var dog fuldstændig klar over – hvad jeg delvist havde undladt at briefe besætning , fru Thomsen, om – at det ville blive en ret urolig seance, at sejle ud gennem Gabet med 12-14 sekundmeter fra nordvest, altså lige ind i Gabet og lige ind i stævnen. Interessant nok, og noget uventet, så var der forholdsvist roligt lige på højde med Enebærodde, og derfra måske en halv sømil ud. Alt vandet fra nordvest skulle igennem det smalle løb, og det så ud, som om at dette fænomen glattede bølgerne temmelig meget ud. Men efter det forholdsvis rolige vand lige i Gabet kunne vi se ud i bølger, som ville have gjort selv en garvet surfer rigtig glad. Vi havde planlagt at sejle til Korshavn ved Fyns Hoved, så der var ikke andet at gøre, end at lade motoren køre for fuld power lige ind i og op i bølgerne, indtil vi var så langt ude, at vi kunne dreje til styrbord og få vind i den smule genua, som jeg rullede ud. Da det vilde rodeoridt var overstået gik virkelig fint mod indsejlingen til Korshavn med vinden foran for tværs, og vi kom til Korshavn i god form, og lidt glade for, at turen var overstået. I Korshavn er der bygget nyt broanlæg, siden vi sidst var der – en del år siden – og man skal ikke længere forsøge at kapre en bøje til en agterfortøjning. Der er pæle til agterfortøjningerne, der var adskillige ledige pladser, og vi løb ind i plads langs med en mole, hvor der stod 5-6 venlige mænd og hjalp os med at lægge til, det blæste nu omkring 15 sekundmeter direkte fra siden, så det var en yderst velkommen assistance.

Vi fik ryddet op og åbnet en flaske kølig hvidvin, det havde vi vist fortjent.

Vi gik i land og udforskede nærområdet. Det er uden tvivl et yderst attraktivt sted at opholde sig som gæstesejler, der er masser af grill-pladser og gode badeforhold.

Men så var der jo lige blæsten, da vi var i Korshavn, så vi fortrak til båden og hyggede os og lod os underholde af alt den tilgående trafik af mere eller mindre rutinerede gæstesejlere. Det er utroligt, så indlysende det er, når der kommer en tysk lejebåd ind med 5-6 mænner ombord, hvor det er lige så indlysende, at selv ikke manden ved styregrejerne er i besiddelse af monumental rutine. Det lykkedes også flere at ramle ind i sidebådene i forbindelse med tillægningen. Vi lå heldigvis helt beskyttede på vores plads.

Om natten døde vinden helt ud, og næste morgen var vandet blikstille, og vi beredte os på at sejle til Juelsminde, og herfra ville vi endnu en gang prøve Rosenvold af. Vi havde for år tilbage forsøgt at sejle til Rosenvold havn. ”Forsøgt” er et bevidst valgt ord, idet vi aldrig kom ind forbi molehovedet og ind i havnen, der var simpelthen ikke dybt nok. Jeg måtte efter 3-4 forsøg opgive og sætte kursen mod Juelsminde med 10-12 sekundmeter fra nordøst, lige det vi havde brug for i halvanden time – og Kirsten havde fødselsdag, som skulle have været fejret stille og roligt i Rosenvold.

Vi ankom i dejligt vejr, og jeg får båden sejlet ind midt i den korte med markerede indsejling og holder vejret, da vi passerer molehovedet. Men jeg så ikke under 1,8 meter, og vi stikker 1,65 meter, så det var jo OK. Ret fremme var der en ledig grøn plads, som vi sætter kurs mod. Ved siden af pladsen til venstre lå en Comfortina 32 med besætning ombord. Jeg spurgte skipper, om han vidste, om pladsen reelt var ledig, og han bekræftede, at ejeren var på ferie. Dernæst spurgte jeg til vanddybden, idet mit ekkolod viste 1,6 meter, da vi var fortøjet. Min føler til ekkoloddet sidder ca. 30 cm. foran kølen, så jeg var ikke alt for urolig. Men sidemanden meddelte, at han stak 1,75 meter, og han havde sjældent problemer med at komme ind og ud. Somme tider måtte han ganske vist vente lidt på højere vandstand, men det var angiveligt ikke ret tit. Vi slog os til ro og havde en dejlig eftermiddag og aften i Rosenvold havn, som ligger lige ved en større campingplads og med fin, fin badestrand på begge sider af havnen. Så vidt så godt.

Næste morgen kunne jeg se på pælene, at vandstanden var faldet 20-30 cm, og det fremkaldte en del panderynker. Nå – vi afsluttede stille og roligt vores morgenmad og gjorde klar til afgang. De forreste fortøjning blev inddraget, motoren blev sat i bakgear – og der skete ikke en dyt. Jeg forsøgte med mere power, med fuld power, men uden resultat. Vores torpedo-køl er helt fladbundet og slutter bagtil i en spids, så jeg var godt klar over, at fuld power i bakgear med båden stående på grund i mudder blot ville få bagkanten af kølen til at grave sig dybere ned og fast. Tænke, tænke, tænke. Nu var agterpælene ikke langt ude, så jeg fik fastgjort fortøjningerne i begge sider helt i top, lagde fortøjningerne rundt om agterklamperne, hen til skødespillene, og så var det bare i gang med langsomt at hejse hækken ud af vandet ved hjælp spillene. Det lykkedes at hæve agterpartiet ca. 15 cm, og så blev det igen forsøgt med fuld power i bakgear. Båden bakkede nu ganske, ganske langsom, centimeter for centimeter. Jeg kunne gradvist løsne agterfortøjningerne, og efter knap 10 minutter fik jeg båden igennem pælene. Puha. Men først da vi lå midt i havnebassinet, følte jeg, at båden flød frit. Vi fik sat kursen mod udsejlingen for fulde hammer, holdt vejret – og sad fast ud for molehovedet. Jeg gik ud til stævnen og inspicerede forholdene, og jeg syntes, at jeg kunne se, at vandet var lidt mere mørkt til bagbord. Jeg fik båden vrikket fri med fuld power i bakgear, sejlede så langt tilbage som muligt, og så fuld fart frem igen imod det lidt mørkere vand. Jeg så på ekkoloddet 1,8 – 1,7 og så 1,6. Kølen fik fat i bunden – men så pludselig gled vi forbi molehovedet og båden var på 2,3 meter vand.

Og så kan vi synge som Eddy Skoller: ”What did you learn in school today….”

Vi lærte, at vi har været 2 gange i Rosenvold – første gang og sidste gang.

Det cirkus gider vi ikke opleve igen. Vores båd er jo ikke en af de største, så jeg må jo tro, at andre oplever noget lignende, når de besøger Rosenvold havn. Den nævnes ofte som en tiltrækkende gæstehavn, men vore eksperimenter med Rosenvold er slut. Punktum.

Efter denne oplevelse begyndte vi at sætte kursen mod Haderslev. Vi havde kalenderen godt overtegnet med diverse fester, og vi ville også til Haderslev Jazzfestival.

Efter jazzfestivalen sejlede vi nogle få ture i nærområdet, og under en vandretur på Aarø mandag d. 14. september spurgte jeg fruen, hvad hun ville sige til, at vi nu returnerede til Haderslev og dermed satte punktum for vores sejlersæson.

Så ville jeg benytte resten af efteråret til at lakere apteringen i båden, således at lakken var gennemhærdet til foråret, og lugten af lak var fordampet fra båden.

Det blev vi enige om, var en god ide.

Vi fik tømt båden helt og aldeles, jeg fik skruet dele af apteringen fra hinanden, slebet og dækket af i båden, og så fik båden 5 lag silkemat lak med passende afhærdning imellem lagene.

Det er nu afsluttet, det ser ret godt ud, apteringen er samlet igen, og som en sideeffekt blev jeg nødt til at hovedrenovere el-system og el-panel, som var begyndt at lide af forskellige skader,og det er også afsluttet.

Båden står på land i stativet, den har tjent os som flydende bolig i næsten 4½ måned, så den kan godt holde fyraften.

Jeg kan nu godt holde sejler-genet i ro til foråret.

Men jeg ved, at medio marts begynder havneplads klaustrofobien at melde sig, og så må jeg have arbejdstøj og arbejdshandsker på igen. Sådan er det år efter år efter år, og sådan bliver det nok ved i mange år endnu – håber Kirsten og jeg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

_Startside_