Beretning om Bardins sommertogt 2010.

 

 

Det er 2010.

Det er marts.

Det er møghamrende koldt, og der er stadigvæk sne næsten overalt.

 

Jeg plejer at sige, at jeg får ”havneklaustrofobi”, når datoen passerer d. 1. marts, og i mange år har vejrguderne været venligt stemte, og det har været muligt at begynde at smånusse lidt med båden sådan cirka midt i marts.

 

Men ikke i år.

 

Min medfødte utålmodighed blev sat på en hård prøve, men jeg var vist ikke den eneste HSC bådejer, som fik prøvet tålmodighedens grænser af. Når man luskede utålmodigt rundt på vinterpladsen, så skete det, at man mødte ligesindede og i mangel af bedre fik Peter Tanev og Michael Jarnvig et fur – for nogen skulle jo have skylden.

 

Men så blev det april, og endelig kravlede temperaturen opad, arbejdstøjet blev fundet frem, bundmaling og diverse bådplejemidler blev mønstret, og så kunne musklerne og skulderleddene endelig komme i gang med den årlige prøvelse – men det var jo det, jeg havde ventet på.

 

Jeg var klar til søsætning samme dag, som de store både blev søsat med en stationær kran, og ved middagstid satte Børge Lange min båd i vandet – sæsonen var næsten startet!

 

Snart var båden færdigrigget og sejlklar, så vi kunne deltage i HSC pinsetur til Årø. Det blev en rigtig dejlig tur med næsten sommerligt vejr om lørdagen, med jazz på kajen og køligt fadøl inden for bekvem afstand. Aftenens grill arrangement i HSC teltet var som sædvanlig også en hyggelig oplevelse – sæsonen var nu i gang!

 

Vores egen sommerplanlægning for 2010 var ved at være på plads, og efter at diverse familie festivitas – konfirmation og 60-års fødselsdag – var overstået, kunne vi tirsdag d. 1. juni sejle ud ad Haderslev fjord med forventningerne skruet en hel del op til en god sejlersæson.

Vi havde besluttet, at sommerens togt skulle gå til Limfjorden, hvor vi også i 2005 havde sejlet farvandene tynde, og hvor vi havde haft en masse gode oplevelser. Ligesom i 2005 ville vi deltage i Livø Jazzfestival, og billetterne var allerede købt på internettet i maj måned.

 

Vi tøffede stille og roligt ud af fjorden med dejligt lunt vejr, ingen skyer men heller ingen vind. Vores mål for denne første dag var Kongebrogårdens marina. Vi var så heldige, at være i besiddelse af et pænt stort gavekort til Hotel Kongebrogården, og vi havde besluttet, at gavekortet skulle spenderes på et godt måltid på turens første aften. Vi fandt i marinaen den plads, vi helst vil ligge på, nemlig langskibs helt inde i bunden af marinaen med udsigt lige ud over Lillebælt. Hotel Kongebrogården har i foråret foretaget en større udbygning ud i mod Lillebælt på det område, hvor der uden for det store restaurationslokale tidligere var en større terrasse – med servering. Nu er den nye udbygning og det store restaurationslokale integreret i et stort lokale, og denne del af Hotel Kongebrogården kaldes nu NemMad.Nu – det ligner jo næsten et internetlink, og det er det faktisk også. Ambitionen er at fremstille Danmarks bedste pizzaer – men også andre retter – og det meget anderledes menukort kan besigtiges på det nævnte link. Vi bestilte to pizzaer og en god flaske rødvin, og så havde vi formøblet vores gavekort. Men vi blev ikke skuffede. Betjeningen var hurtig, opmærksom og med en frisk bemærkning, men først og fremmest var pizzaerne rigtig gode. Vi kan bestemt anbefale NemMad.Nu.

Alt i alt kunne vi med stor glæde og tilfredshed afslutte vores første dag på turen.

 

Næste dag – onsdag d. 2. juni - ville vi egentlig have sejlet til Bogense, men et studie af vejrudsigten for de næste dage fik os til at ændre planer. Vi havde aftalt at mødes med nogle gode sejlervenner fra Horsens på Endelave i weekenden, og torsdagens vejr truede med kraftig blæst og dagregn, så vi sejlede derfor i stedet for til Endelave på blankt vand og skyfri himmel. Det var næsten ikke til at forestille sig, at det næste dag skulle blive et rigtigt møgvejr, men det skulle vise sig at holde stik.

Vi fandt os en god plads i Endelaves nye marina, og så gik vi på vandretur. Vi blev egentlig blot bekræftet i, at der ikke er de store ændringer på øen. Øens købmandsbutik var - næsten som sædvanligt – genstand for en del snak blandt sejlere, og ikke med rosende ord. Øens beboere kan åbenbart nu ved Superbrugsen i Glud ved Snaptun bestille varer til levering ved Snaptun/Endelave færgen, og det benytter øboerne sig åbenbart en del af, da købmandens varesortiment er mere og mere mangelfuldt af almindelige dagligvarer. Han reagerer tilsyneladende – sådan virker det i hvert fald – med at have endnu færre varer i butikken. Man kan næsten forestille sig, at han ræsonnerer: ”Så ka’ de lære det, ka’ de!!” Vi har i hvert fald oplevet, at ganske almindelige ting som tandpasta, køkkenruller, toiletpapir og lignende almindeligheder ikke var til stede. Fersk kød er næsten totalt fraværende. Alt i alt virker det som om, at han er i færd med at grave sin egen købmandsgrav. Nå, nok om dette særprægede fænomen. Man skal bare sørge for at have nok forsyninger med til Endelave.

Der er dog en pæn grill- og is shop ved marinaen, man kan leje cykler, spille minigolf og bestille friskbagte rundstykker, så man kan sagtens overleve.

Den nye marina har nu været i brug i et par år, og man er nu endelig i gang med at opføre den nye servicebygning. Fundamentet var opført, og tre polske håndværkere var i gang med at udlægge bundisoleringen før støbningen af betongulvet. De begyndte meget tidligt om morgenen, og de arbejdede til solnedgang med en del maskinlarm. Det var godt, at de ikke arbejdede i weekenden. Prognosen sagde, at indvielsen af servicebygningen skulle finde sted omkring d. 1. august, men vi lærte senere, at det ikke holdt helt stik. I skrivende stund er den vist nok taget i brug.

 

Den næste dag måtte vi konstatere, at DMI’s trusler holdt stik. Masser af dagregn, kraftig kølig blæst. Det er godt med et velforsynet bådbibliotek, et fladskærms TV og mobilt bredbånd og bedst af alt: et dejligt stort cockpit telt, som skærmer os fra de eksterne trusler. Skippers kone satte trumf på bådhyggen med en god frokost.

 

Vi har i mange år været de eneste udenbys medlemmer af en lille selskabelig fraktion i Horsens Sejlklub: Autodidakte Analfabeters Laug – i daglig tale almindeligvis blot kaldt AAL. AAL har både vedtægter og ritualer, jo, jo, vi føler os skam meget beæret over, at vi har kunnet kvalificere til optagelse i AAL. Udover at vi er nogle flinke mennesker, spiller det måske en rolle, at jeg kan traktere min harmonika i timevis, når vi er sammen, og laugets medlemmer synger fantastisk, i hvert fald højt. Laugets medlemmer tildeles alle en fornem titel, og jeg er laugets ”laugsmusikdirektør”. Oldermanden og oldfruen havde kaldt til AAL-træf på Endelave, og de ærværdige medlemmer begyndte at ankomme fredag, og lørdag ved middagstid var alle ankommet.

Fredag og lørdag forløb med megen hygge, kolde øl og koldt hvidvin, fælles spisning, og

mange COBB-griller i gang. Vi var heldige med, at vejret havde raset ud om torsdagen. Jeg nåede også både fredag og lørdag at få cyklet øen igennem på kryds og tværs på min foldecykel, så weekendens udskejelser kunne til en vis grad forsvares.

AAL fællesspisningen lørdag aften indledtes med et glas champagne og nogle lækre canapeer – skipperpigerne havde rigtig været i gang med håndarbejde. Derefter grillede vi hver især vores medbragte lækkerier.

Jeg er sikker på, at min beskrivelse af vores AAL-træf viser, at vi tilbragte en hyggelig weekend på Endelave.

 

Søndag d. 6. juni forlader vi Endelave ved 11-tiden med kurs mod Tunø. Jeg er lige ved at kalde vejret ”standard-vejr”, når vi flytter os: ingen vind, ingen skyer, dejlig lunt – men en rigtig møgudsigt for den næste dag, li’som på Endelave.

Vi ankom til Tunø, fandt en god plads ved nordmolen og så var vi ”hjemme igen” på vores absolut favorit-ø. Der var ikke mange både i havnen – ca. en 20 stykker -, men vi hørte af havnefoged Vagn, at der havde været 144 både i weekenden.

Vi ankom for sent til at kunne handle ved den meget velforsynede købmand, som lukker kl. 1200 om søndagen, men der var rigelige forsyninger af Tunø kartofler i grønsagsvognen ved havnen. Vi opfatter Tunø kartofler som en udsøgt delikatesse, så en dåse Beauvais dåsebøffer var helt OK til de lækre kartofler.

Mandagens vejr levede helt op til truslerne: regn hele dagen, til tider næsten skybrudsagtigt, og kraftig blæst. Vi hyggede os atter med en gemmedag i Bardin.

Der var på øen sket to væsentlige ting. En større containerplads sydvest for færgelejet blev færdig, mens vi lå i havnen, og alle havnens containere blev flyttet til pladsen, så sejlernes sarte næser skulle ikke længere plages af stank fra affaldscontainerne. På broerne var monteret nye el-standere af samme type, som man efterhånden ser i mange havne, nemlig standere, som kræver et chipkort til både el og vand. Vand og el har i de mange år, vi har besøgt Tunø, været inkluderet i havneafgiften, og i den uge, hvor vi lå i havnen, blev standerne ikke tilsluttet, men få dage senere blev standerne aktiveret.

Der er et specielt fænomen på Tunø, som ikke lige er havnefogedens og mange beboeres top the: fra omliggende marinaer bliver et større antal store motorbåde sejlet til Tunø op til 14 dage før Tunø Festivalen, som løber af stabelen i begyndelsen af juli, og så tager bådejerne færgen hjem og returnerer ikke før festivalens start. De er koblet til gratis strøm under hele deres fravær, og de har også et betragteligt vandforbrug, mens bådene er beboede. De betaler selvfølgelig havneafgift, men de lægger ingen handel på øen og blokerer en hel del pladser for andre gæstesejlere. De gør intet, som de ikke har ret til, men fremgangsmåden har været en torn i øjet på en del øboere, herunder havnefogeden. Nu skal de dog i det mindste betale for el og vand. Havneafgiften for vores 30 fods båd var sat op til kr. 140, og jeg mener, at næste trin var kr. 170. Det er absolut i den dyre ende af de havne, som vi har besøgt i 2010, og vi har måttet lytte til mange beklagelser fra bådfolket med både, som er længere end 30 fod.

 

Vejrforudsigelserne viser sig nu at varsle næsten efterårsagtigt vejr resten af ugen: kraftig blæst, regn (meget kraftige byger ind imellem) og byger, kun lidt sol. Vores gode venner Mogens og Elsebeth fra Horsens ankommer onsdag fra Endelave for at blive på Tunø i en måneds tid, og vi hygger os med et par gode frokoster i ”gemme-vejret”. Kirsten har på Tunø fundet ud af, at købmanden er leveringsdygtig i et større udvalg af strikke garn, og der bliver købt ind til, hvad der skulle vise sig at blive Kirstens store passion på sommerturen: strikning af ”footies” og ”jordbærhuer” til børn og især børnebørn. De blev strikket i et større antal, og så skulle de senere ”filtes” i vaskemaskinen, en proces jeg ikke har megen forstand på, men jeg må sige, at resultaterne er blevet rigtig fine. Der har været mange meget glade familiemodtagere.

Der bliver også tid til nogle gode vandreture mellem bygerne, og i selskab med diverse litteratur, så drysser dagene af sted.

Hverken restaurant ”Det Gamle Mejeri” eller Tunø kro havde åbnet for servering af mad, men Tunø grøntsager og købmandens velforsynede køledisk medvirkede til, at vi overlevede i fin form.

Lørdag havde vi set på et opslag, at der var koncert i kirken med Fortuna koret fra Silkeborg, et dame- og mandskor i den mere modne aldersgruppe. Vi drog til kirken og fik en rigtig dejlig musikoplevelse. Koret var i virkeligheden kommet til Tunø for at synge i kirken til et bryllup kl. 1500 om eftermiddagen. Historien vi hørte var, at brudens mor sang med i koret, og således havde kunnet formå koret til at komme til Tunø, det var da meget romantisk. Vi ventede uden for kirken, da brudeparret kom ud. Det var et yngre lægepar fra Århus, og de var meget kvalificerede til at kunne optræde på siderne i Billedbladet, meget elegant og flot par.

 

Søndag d. 13. juni begynder jeg at klargøre Bardin til afgang om mandagen, vand på, brændstof på, vejrudsigten var god.

 

Jeg står op mandag morgen kl. 0650 og begynder at gøre klar til afgang. Kirsten laver kaffe, og jeg gør klar til at sætte sejl, når vi er ude af havnen, og så er vi af sted 0800. Ude af havnen sætter jeg sejl, og så går det stille og roligt mod Grenå. Vinden er lidt agten for tværs 5-7 m/s, så vi sætter ingen hastighedsrekorden, men det er OK. På trods af den moderate vind, så ligner Århus bugten sig selv med bølger og dønninger fra alle sider. Da vi kommer i læ af Djursland er der kun små bølger tilbage, og det går nordøst på med 5-6,5 knob. Vi er tæt på det, jeg kalder ”brochuresejlads” med sol, efterhånden ret lunt og moderat vind og god sejlføring. Ca. 45 minutter før Grenå dør vinden ud, motoren kommer på, og båden bliver ryddet op. Vi finder den mest sublime læplads i bunden af marinaen, får godt fortøjet og så kommer vinden igen, men nu er vi på plads. Vi tilbringer dagen med at genudforske havn og faciliteter, og vi må igen konstatere, at havnen ikke en gang er halvfuld af både. Det bærer aktiviteterne i diverse shops også præg af. Vi får en pølse i grillshoppen, og grilldamen oplyser på forespørgsel, at aktivitetsniveauet i år hidtil har været langt under det sædvanlige. Vi handler lidt ind i ”Dagli’Brugsen”, som bestemt ikke er imponerende velforsynet, men vi får købt orange juice og diverse andre husholdningsartikler.

 

Tirsdag d. 15. juni. Vi tager bybussen til Grenå 1040 og får en hurtig tur til Grenå. Bybussen kører kl. XX40 hele dagen, og det kan kun nås, hvis chaufføren kører rigtig stærkt, og det gør han så. Selv i tæt beboede villakvarterer med områder med 30 km/t begrænsning kører han hurtigt, jeg skønner ca. 60 km/t, og der er kun behov for at stoppe ved få af stoppestederne. Det må være helt umuligt at holde køreplanen, hvis ikke han kører langt over det lovlige, og det gør han så. Men det må jo være hverdagen, som passagerne har vænnet sig til. Vi kom dog sikkert til Grenå og slaskede langsom rundt i byens hyggelige strøggader. Kirsten fik købt et par ”må-ha” shorts, som hun selv meddelte, at hun trængte voldsomt til – så det skal nok passe, men de sidder meget klædeligt. Jeg faldt også for fristelsen og købte et par poloshirts, og så var vi begge to glade. Vi sluttede af med at handle godt ind i Superbest med henblik på 4 dages ophold på Anholt samt diverse andre fornødenheder. Vi luntede til busterminalen for at tage vores racerbus tilbage til marinaen, men nogle vandaler havde revet køreplanen ned, så vi anede ikke, hvornår næste bybus ville fare af sted. En venlig rutebil chauffør dame fortalte os, at næste rutebil til Ebeltoft om ca. 10 minutter kørte forbi marinaen, og så var tilbageturen reddet. Da varerne var læsset af, gik vi retur til havnen, hvor en ny fiskehandler havde åbnet 1. april. Vi købte en stak rødtunge fileter, så aftenmenuen stod på stegte rødtunger, Tunø kartofler, persille og citron skyllet ned med kold hvidvin – ka’ det blive bedre? Vi besøgte også marineshoppen i nærheden af havnen for at købe Hempels imprægneringsvæske til cockpitteltet, og det fik vi også. Men samtidig fik vi en lang snak med damen (på ca. vores egen alder), som betjente os, og det gav os en masse gode råd mht. vedligehold af kalechestof og vinylvinduer. Det viste sig, at forretningen mere eller mindre er ansigtet udadtil for et stort saddelmagerfirma, som laver alt muligt i presenningmateriale, og visse af hendes gode råd skal i hvert fald prøves af ved lejlighed.

 

Vi har nu onsdag d. 16. juni, og vi forlod Grenå 0805 og begav os mod Anholt med 3-4 m/s agten for tværs og 2300 omdrejninger på motoren. Det kunne lige give os ca. 5,7 knob, men ca. 1½ time før Anholt rullede jeg genuaen ind, idet den ikke længere indeholdt vind. Men turen var alligevel temmelig anstrengende, idet Kattegat var fyldt med store dønninger fra de sidste dages kraftige blæsevejr, og måske blæste det stadigvæk i det nordlige Kattegat, jeg hørte i hvert fald flere gange ”gale warning” (kuling varsel) med svensk accent, men jeg forstod ikke, hvor det var i Kattegat, i hvert fald ikke mellem Grenå og Anholt. 4 sømil før Anholt ringede jeg til havnekontoret og spurgte til havnen belægningsgrad, og jeg fik det svar, at der var masser af plads. Jeg spurgte også til muligheden for at fortøje langskibs til broerne, idet det normalt er et krav, at man fortøjer med stævnen mod broen med hækanker langt ude agter i havnebassinet. Svaret var, at det ikke var noget problem – og det var det ikke! Da vi rullede ind forbi molen havde ryg, lænden og ballerne fået mere end rigelig motion for nogle dage, og lykken var en havn med fladt vand. Der var vel ca. 25 både i havnen, da vi ankom, og vi fandt en plads på læsiden af en af flydebroerne, så lang inde mod land, som vi kunne komme. Vi stolede på DMI forudsigelser om kraftig vind torsdag nat og fredag, så vi lå perfekt med vinden bærende os væk fra broen uden gnavende fendere.

Vi inspicerede havnen om eftermiddagen og konstaterede, at den lignede sig selv. Der er en meget velforsynet fiskehandler og en fornuftig forsynet købmand – og så en frygtelig udendørs strikvare shop med en meget sød ældre dame, som Kirsten både denne dag og flere efterfølgende dage desværre faldt meget i snak med. Samtalerne gik ikke gratis af!

 

Om torsdagen skulle Anholt inspiceres. Vi fik vores foldecykler hentet frem, iførte os vore cykelhjelme, og af sted det gik. Vi kørte i starten på den asfalterede vej, som fører hele vejen fra havnen til Anholt by, og vejen hedder sjovt nok ”Gennem Landet”. Turen er temmelig kuperet og naturen på Anholt er meget særpræget, i hvert fald i forhold til hvad man ser mange andre steder i landet. Faunaen ser meget oprindelig og uforstyrret ud, gran, fyr, enebærbuske og meget andet. Væltede træer fjernes ikke og hele ruten dufter dejligt og kraftigt af skov. Vi handlede nogle få ting i Lokal Brugsen, som er forbavsende velforsynet. Der er ca. 3 km fra havnen, så det er en god vandretur for at handle. Det skal siges, at der også ligger en ret godt udrustet købmandshandel ved havnen. Vi fortsatte på cyklerne ad grusvejen til Ørehage ved Sønderstrand og nød den fabelagtige udsigt fra toppen af den stejle klint. På vejen tilbage måtte jeg lige forbi Anholt flyveplads og se på. Der var parkeret to fly, det var det. Vi returnerede via Nordstrandvej til havnen, hvor vi ved fiskehandleren købte et bæger fuldstændig fantastisk rejesalat, som i båden blev anrettet med en øl og en dram. Dagens motion gav 12 km på saddel og en herlig naturoplevelse. Sidst på eftermiddagen cyklede Kirsten til Lokalbrugsen igen for at købe Billedbladet, og med Billedbladet fulgte også to krimi DVD med Miss Marble. Den ene DVD blev sat på hen på aftenen, hvor vejret blev ugemytligt med hurtigt faldende temperatur og tiltagende blæst, som DMI havde varslet – ingen overraskelse. I vor ”højteknologiske båd” har vi også et fladskærms TV, som skulle kunne modtage danske digitale TV stationer, men tilsyneladende ikke på Anholt. Jeg kunne kun autotune et par svagelige svenske kanaler, så vi have slået os til tåls med, at vi måtte ”nøjes” med vore bøger og så Miss Marble. Bøger har jo også tidligere været vores underholdning, og jeg har mange bøger med, og Kirsten har mange lydbøger med, det foretrækker hun, så vi skulle nok klare os. Men lidt irriterende var det jo ikke at kunne modtage digital TV signal, analog TV er jo afgået ved døden. Vi faldt i søvn omkring midnat med blæsten på kulingstyrke, men vi lå godt fortøjet på læsiden af flydebroen, næsten uden skvulp i hækken og kun lidt ruskeri i båden, som vuggede os i søvn. Jeg sover fint under disse forhold, når jeg ved, at båden er solidt og sikkert fortøjet, så det gjorde jeg også denne nat. Kirsten sover ikke så fast og vågner flere gange i løbet af natten. Vi vågnede op til en vestlig vind på ca. 15 m/s i middelvinden, og det har holdt sig det meste af fredagen – forklaring følger.

 

Fredag morgen blæste det stadigvæk meget kraftigt. Det var en god disposition at ligge i læsiden af flydebroen, så fenderne ikke gnavede og larmede. Solen skinnede, og det var ikke koldt, og vi iførte os vandreskoene og drog af sted ind på øen. Der ligger et stykke vej inde på øen et sted, som benævner sig Anholt Grøntsagshandel. Jeg havde ringet og spurgt, hvornår de åbnede, for dagen før havde vi passeret på cykler, og da så det meget lukket ud. Den venlige dame – Dorte – svarede, at vi jo bare kunne være gået ind, men at hun i hvert fald åbnede kl. 1400, så det afpassede vi turen efter. Hun havde så sat et skilt ud, hvor der stod, at man bare skulle gå ind, selvom porten var lukket. Det viste sig nu, at ”grøntsagshandel” var et lidt misvisende udtryk. Det meste af varesortimentet var strikvarer, forskellige marmelader, sandaler og andre typer fritidssko samt et stort udvalg af krydderurter i potter til udplantning. Venlige Dorte spurgte, om der var noget, hun kunne hjælpe os med, og jeg efterspurgte frisk persille til aftenens fiskeret. Jamen, jamen, det går jeg straks ud og plukker, var svaret. Og fluks returnerede hun med et stort bundt frisk persille lige fra haven. Vi fortsatte vandreturen rundt på øen, og fascineredes endnu en gang af den særprægede fauna, som virker oprindelig og uberørt. Ved radarstationen på Anholts top har man en forrygende udsigt over havn og hav, og havet så ikke særlig gemytligt ud, store bølger med masser af hvidt skum så langt øjet rakte. Godt at vi lå hyggeligt i havn. På havnen havde – som tidligere nævnt - en dame etableret sig med en udendørs shop med diverse ”tingeltangel”, bl.a. strikvarer. Jeg er sikker på, at ingen kvinder vil acceptere udtrykket ”tingeltangel”, men nærmest vil få shopping lys i øjnene ved at besigtige hendes udvalg af bl.a. smykker. Hendes forklaring var, at en kvindelig sølvsmed på Anholt havde forelsket sig i en nordmand og var flyttet med ham til Norge, og hun havde i den forbindelse realiseret sit smykkelager til ”havne-damen” til en nærmest ”lad-mig-slippe-af-med-det” pris. Kirsten blev en daglig – og meget værdsat – kunde, men jeg må indrømme, at Kirsten fik meget ”value-for-money” i sine køb, og ikke mindst nogle hyggelige snakkestunder med damen. Jeg var irriteret over den manglende mulighed for at se TV, og jeg begravede mig i internettet for at lede efter en løsning. Efter en del tid fandt jeg en anvisning på nogle manuelle frekvenser, som skulle programmeres i TVet. Det viste sig, at det kunne jeg godt, og ”bingo”, pludselig havde vi DR1 og TV2, og det var ret godt, at det blev fikset før den svenske kronprinsesses bryllup i Sverige startede om lørdagen. Det var Kirsten ret glad for. Vejret var stadigvæk præget af mange byger og kraftig blæst, og sjovt nok flimrede TV skærmen hver gang en kraftig byge passerede, mærkeligt.

Kun to sejlbåde forlod Anholt i løbet af dagen, og det så noget hårrejsende ud. Masser af sejlere stod nysgerrige på molen og fulgte bådene på deres færd, men de forsvandt efterhånden i horisonten, og TV rapporterede ikke om redningsaktioner, så de har vel klaret sig igennem, men sjovt så det ikke ud.

 

Om lørdagen begyndte jeg at forberede søndagens afgang fra Anholt, cyklerne blev pakket væk, vandtanken blev fyldt op, vinden løjede af og bygerne før brylluppet forsvandt, og Kirsten besøgte til en afveksling smykkedamen. Vi gik tidligt til køjs for at være klar til at afsejle fra Anholt søndag morgen.

 

Det er nu søndag d. 20. juni, Kirstens fødselsdag – sikken dag at blive hevet ud af køjen kl. 0550 om morgenen, men 0700 dampede vi af fra Anholt mod Bønnerup i absolut nul vind, sikke en kontrast til de foregående dages vejr. En absolut begivenhedsløs tur for motor i ca. 6 timer. Vi fandt en god plads i Bønnerup marina, og så vandrede vi målbevidste op til havnens grillshop og købte to store burgermenuer – og de var store, men vi var helt vildt sultne, og det var lige før vi rystede på fingrene på grund af lavt blodsukker. Vi blev rigtig dejligt mætte. Jeg havde faktisk lovet Kirsten, at jeg ville invitere hende på fødselsdagsmiddag i Bønnerup, men ingen spisesteder var sæsonåbnede endnu. Vi havde på dette tidspunkt af vores tur lært, at der mange, mange steder i havnene er skilte med teksten ”Åbner ved skoleferiens start”, og således også i Bønnerup. Vi købte i stedet nyopgravede kartofler ved et privat udsalgssted, og så besøgte vi Bønnerup havns fiskehandel. Vi vidste i forvejen, at dette sted er stedet for fiskefreaks. Vi købte en stor havkat filet og persille, og så var fødselsdagsmiddagen alligevel hjemme. Kirsten fik et hav af fødselsdagslykønskninger på mobilen, så alt i alt var det vel en god dag.

 

Vi sov ikke længe, men dagen blev startet med morgenbad og afhentning af friskbagte rundstykker og 2 stk. kylling/bacon sandwiches til vores tur til Øster Hurup. Vi gik igen til fiskemanden og købte fire store friskflåede rødtunger, som i poser med to i hver kom i fryseren, og så forlod vi Bønnerup. Foran os lå 5 timer motor sejlads, igen med nul vind, men hellere det end stiv kuling eller vinden lige i næsen ude i Kattegat. Vi fandt den perfekte plads i Øster Hurup med bænke og borde lige ud for stævnen, skyfri himmel og svag vind. Vi etablerede os med hynder og diverse, så det kunne ses, at vi ”ejede” stedet. Vi handlede i den lokale Dagli’Brugs – koteletter, tomater, orange juice og andre fornødenheder. Eftermiddagen tilbragtes på bænken under en parasol, det blev meget varmt, temperaturkontrasten var næsten for meget af det gode! COBB grillen blev tændt, og vi glædede os over, at vi langt om længe havde vejr til en hyggelig aften på molen. Vi kunne krybe til køjs efter en rigtig dejlig dag.

 

Morgenmaden blev afhentet ved bageren i Øster Hurup, en temmelig flot bagerbutik med et stort udvalg af lækkert brød. Lidt supplerende indkøb blev gjort i den lokale Fakta, og så var indkøbene afsluttet i Øster Hurup. Byen giver stadigvæk det samme indtryk, som da vi for 5 år siden også lagde til i Øster Hurup. Der går en temmelig trafikeret vej fra syd til nord gennem byen.  Vejen er på begge sider flankeret af stribevis af bodegaer, diskoteker, fast food restauranter, butikker som sælger strandlegetøj – så har jeg vist antydet butik repertoiret. Det er helt klart en by, som er baseret på sommerturister og sommerliv. Der var kun ganske få af de ovennævnte butikker, m.m., som var åbnet endnu, lidt overraskende at se, for datoen er trods alt 22. juni. Men de fleste steder var der skilte i dørene: åbner ved skoleferiens start. Vi fik fat i en lokal Øster Hurup avis, og der kunne man læse et temmelig brysk indlæg fra en lokal turistchef, som i utvetydige vendinger brokkede sig over erhvervslivets sene åbningsdatoer. Han beskrev, at Øster Hurup – som har langt den største del af sin omsætning fra turister - er ved at lukke sig selv ned delvist på grund af de senere og senere åbningsdatoer. Han beskrev, at de erhvervsdrivende brokker sig over faldende turist tal, og turisterne brokker sig over, at intet er åbnet i maj og juni før skolerne holder ferie. Det er en slange, som bider sig selv i halen, og det går år efter år den gale vej. Han rettede en stærk opfordring til de erhvervsdrivende om at ændrede kursen, så byen igen vågner til live tidligere på sæsonen. For os var det i hvert fald klart, at byen endnu ikke var vågnet af sit vinterhi 22. juni.

Dagen forløb med indendørssysler i båden, da vejret var skiftet markant fra dagen før, kraftigt temperaturfald og hård vind fra vest. Det er utroligt, hvad vi har oplevet af kraftige vejrskift, og det er nok ikke det sidste.

 

Det er nu onsdag d. 23. juni. Vi fik en hurtig gang morgenmad, og så forlod vi Øster Hurup og satte kursen mod indsejlingen til Limfjorden og planen var, at vi ville nå til Ålborg – og det gjorde vi også om eftermiddagen. Kursen var ca. 020 grader, og vinden var moderate fra vest, så vi cruisede NNE med rullegenua på en pæn halvvind. Da vi sejler ind i sejlrenden, var det sket med at sejle for sejl. Vinden i næsen og kursen vestlig det meste af strækningen til Ålborg. Men det var nu et hyggeligt gensyn med ruten ad Limfjorden ind til Limfjordsbroen og Jernbanebroen. Her måtte vi pænt vente til tiden viste 1500, som var næste broåbningstid. Vi vidste godt, at broen blev åbnet en enkelt gang i timen hele timetal, så vi var forberedt. Efter passage af Limfjordsbroen er næste spændende emne, hvornår Jernbanebroen åbner. Det er helt afpasset efter jernbanetrafikken, og der kører tog ret ofte. Men vi kan se, at de lokale sejlere har et ret afslappet forhold til ventetiden, og så måtte vi jo bare følge trop. Ca. 15 minutter senere åbnede broklappen, og vi kom igennem. Indsejlingen til Vestre Bådehavn lå kun nogle få minutters sejlads fra broen, og snart havde vi fundet en god langskibsplads i havnen. Vi havde et akut problem, som vi hastede til Ålborg med. Kirsten havde uheldigvis sat sig på sine briller på divaneseren, og glassene var faldet ud. De er fastgjort med nylontråde til stellet, og det er ikke noget, som jeg kunne ordne med en lille skruetrækker. Jeg havde konsulteret Profil Optik i Haderslev, og vi blev anbefalet at opsøge en optiker i Ålborg, som skulle kunne fikse problemet på 5-10 minutter. Det var sandt, servicen var gratis, og Kirsten var glad og kunne nu se ordentligt igen. Vi slentrede lidt rundt, men satte snart kursen tilbage til båden. Jeg havde dummet mig: Jeg var vandret til Ålborg iført nogle nye sejlersko, som var købt i vinterens løb, og som nu kom på for første gang, men med bare tæer. Jeg nåede at få en blodig hudafskrabning på den venstre hæl, inden vi var returneret til båden. Så ka’ du lær’ det, ka’ du!! Resten af turen tilbage til båden foregik med hælkappen trådt ned. Menuen stod på panerede rødtunger – indkøbt i Bønnerup – med nye kartofler, masser af persille og citron, kold hvidvin går fint til dette måltid. Kan det blive bedre?

Det skulle lige være havneafgiften. Det er generelt billigere pr. døgn i Limfjords havnene end i vores sydlige del af sejlerfarvandet. Kr. 120 – og i mange havne faktisk ned til kr. 90-100 - er faktisk det generelle niveau med gratis el, vand, vaskemaskine/tumbler og brusebad. Og det er jo ik’ så ring’ endda!

 

Vi vågner op til torsdag d. 24. juni. Vi havde besluttet, at blive i Ålborg 3-4 dage – afhængig af blæsevejret, som tilsyneladende ingen ende ville tage – og om morgenen luftede fruen lysten til shopping i Ålborg Storcenter. Et hurtigt kik på Kraks vejviser afslørede, at storcentret ligger ca. 6 km syd for Ålborg, så jeg måtte i gang med at undersøge mulighederne for bybus transport. Det skulle vise sig, at det ikke var helt let at finde rundt i køreplanerne i en by af Ålborgs størrelse. Men efter lidt osen rundt i havnens marineshop spurgte jeg ekspedienten, om kunne bidrage med lidt viden. Han kunne fortælle, at vi blot skulle vandre hen til Limfjordsbroen, og derefter til Netto, som ligger et par hundrede meter syd for broen, og her er der et stoppested. Det viste sig at være rigtigt. Vi steg ombord på bussen, men nåede at spørge en dame, som også ventede på bussen, om vi var på rette spor. Det bekræftede hun, men hun oplyste også, at vi skulle skifte bybus ved busterminalen. Så fint så godt. Jeg spurgte dog for en sikkerheds skyld også chaufføren – en særdeles ældre mand -, som igangsatte en længere redegørelse, mens han kørte bussen. Han oplyste, at han nok skulle advisere os, når vi skulle skifte – det lød lidt kompliceret, men vi satte os ned i bussen og ventede. Damen, som havde rådgivet os ved stoppestedet, sad lige foran os, og hun sagde, at vi ikke skulle lytte til chaufføren, hun skulle nok fortælle os, når vi skulle skifte – betryggende. Chaufføren viste sig stadigvæk villig til at underholde passagerer med køreplaner, mens han førte bussen. Men ved en lysregulering, hvor han skulle dreje til venstre, glemte han at køre langt nok frem, inden han begyndte at dreje bussen. Det resulterede i, at bussens bagparti ramlede ind i lysreguleringens signalmast med et ordentligt brag. Det lod ikke til at anfægte chaufføren, som tilsyneladende slet ikke observerede påkørslen, selvom bagenden blev kastet et stykke ud på vejbanen igen, han fortsatte blot ivrigt konverserende. Jeg tror, at han har skullet stå til regnskab for nogle gevaldige skrammer, når han til fyraften har skullet forlade bussen.

Men tilbage til bus omstigningen: ved et stoppested – hvor der manglede en længere tur efter chaufførens anvisninger – pegede damen over på et andet stoppested og sagde: I skal stige ud her og tage bussen derovre med den røde bagende! Vi fulgte anvisningen, og et par minutter senere var vi på vej mod storcentret – sådan!

For os, som kender Kolding Storcenter, må det siges at være en ”kold afvaskning”. Selve centret er i sit layout meget lig med Kolding Storcenter med et centertorv og en gul, en rød, en blå og en grøn forretningsgade, men størrelsen kan slet ikke sammenlignes med Kolding Storcenter. Vi slentrede rundt, men fik egentlig hurtigt afsluttet denne del af udflugten. Til gengæld ligger der et Bilka supermarked placeret ca. samme sted, som i Kolding Storcenter. Det siges, at være Danmarks største Bilka, og det er stort. Vi skulle nu kun handle lidt til aftenmåltidet. I storcentret var vi imidlertid gået målrettet i elektronikforretningerne for at finde en afspiller til lydbøger, lydbøger er blevet Kirstens måde at ”læse” bøger på, og tiden var inde til at finde en afløser til hendes første lydbogsafspiller. Og i Bilka fandt vi minsandten den iPod Nano – som den hedder – til en billigere pris, end andre steder. Så gav storcenter besøget alligevel lidt bonus.

Om aftenen – en dejlig stille og lun aften – begav vi os op til Vestre Bådlaugs restaurant, som lå ca. 50 mtr. fra båden. Der var fyldt op ved næsten alle borde, men der blev da også en plads til os med en dejlig udsigt over Limfjorden. Menukortet gav mange muligheder, men vi blev fristet af stegt flæsk med persillesovs – hvem kan ikke lade sig friste af dette? Man kunne bestille med 5, 7, 10 eller 15 stykker flæsk til hver sin pris. Vi bestilte med 5 til Kirsten og 7 til undertegnede, og det var rigeligt og rigtig godt. Der må skulle en monumental appetit til for at konsumere 15 stykker stegt flæsk.

Jeg tror nok, at der lige røg en enkelt irish coffee indenbords i båden, inden lyset blev slukket for natten.

 

Vi besluttede, at fredagen skulle stå i kulturens tegn, vi ville besøge Aalborg kunstmuseum. Det hedder noget så mærkeligt som ”Kunsten Museeum of Modern Art Aalborg”. Det er så nyt, at det ikke figurerer på bykortet over Ålborg, som udleveres gratis flere steder. Men det ligger ikke længere væk, end at vi valgte at vandre til museet. Men det var nu heller ikke bare ”modern art”. Museet er indrettet med en kronologisk udstilling, hvor man starter med danske malere fra omkring 1850-tallet, og så bevæger udstillingen sig igennem årenes udvikling af stilarter til nudansk kunst. Der er kun ganske få udlændinge repræsenteret på udstillingen. Det var nu alligevel en interessant oplevelse. Museets indre er slet ikke færdigt, og mange store lokaler stod tomme eller var under færdiggørelse, så der er muligheder for en væsentlig udbygning af udstillingen ad åre. Det var en meget varm dag, og i museets kælder kunne man i en cafe købe en sandwich og en iskold kildevand – vi fik kræfter igen.

Billetten til museet gav også adgang til det meget nye Utzon Museum, som ligger ved havnefronten. Gangvorterne fik lidt ekstra motion til busterminalen, og derfra med bybus til havnen. Museet er bygget i meget moderne stil, som ikke ligner operaen i Sidney, men man kan godt ane den type kreative hjerne, som kan lægge navn til byggeriet. Udstillingen var meget interessant, men ikke let at beskrive. Det er selvfølgelig fokuseret på Jørn Utzon karriere, men faktisk også en del på hans fars karriere. Faderen var en prominent direktør for Ålborg Skibsværft, og vand, sejlads og hav har haft en meget dominerende indflydelse på Utzon familien. Vandreturen tilbage til Vestre Bådehavn – ca. 2 km – fortalte tydeligt, at de sidste dages kilometer til fods – vel omkring 20 km. – gjorde krav på hviletid for futteralerne. I øvrigt bar hele havnefronten i høj grad præg af forberedelserne til værtskabet for ”Tall Ships Race”, som skulle anløbe Aalborg i slutningen af juli.

 

Vi ville egentlig sejle til Gjøl om lørdagen, men det blæste godt og vel en halv pelikan, så vi valgte at blive en ekstra dag i Ålborg med afslapning, læsning, etc. Vi tog en seriøs indkøbstur til Kvickly, som ligger meget tæt på havnen, og genforsynede båden med almindelige husholdningsting, men derudover ingen specielle projekter. 

 

Søndag d. 27. juni forlod vi så Vestre Bådehavn med kurs mod Gjøl, hvor vi ikke tidligere havde været. Gjøl Lystbådehavn er bygget i 1984 og er faktisk en pæn lystbådehavn med alle faciliteter og pladser til omkring 150 både. Der er en meget lang mole ud til Limfjorden, hvor de fleste gæstesejlere lægger til, og det gjorde vi også. Der er en formidabel udsigt til Limfjorden og fjordens aktiviteter, og vejret var flot og varmt, varmt – lidt på den høje side af temperaturskalaen efter vores smag, men vi afskærmede os fra solen med vores nyerhvervede trekantede solsejl, som Kirsten havde indkøbt i Fakta i Haderslev for kr. 100 – det er utroligt, hvad man må ofre på komfortens alter. Nibe Lystbådehavn ligger som Ålborg ca. 10 sømil fra Gjøl, og søndagens sejlertrafik var stærkt præget af søndags besøgende fra både Nibe og Ålborg. Om aftenen var næsten alle gæstesejlere væk igen, og havnen var meget rolig og fredelig.

Det var lige en aften til COBB grilleri – en god hakkebøf med fritter fra havnegrillen og bearnaise – lidt rødvin gled vist også ned.

 

Vi havde besluttet at blive i Gjøl om mandagen, ikke kun fordi det er en hyggelig havn, men også fordi vi ville holde store logistik dag. Jeg kunne fylde båden med diesel, men først og fremmest var både vaskemaskine og tørretumbler helt gratis – det har vi dog ikke set tidligere nogen steder. Vi fik simpelthen udleveret en nøgle til et strømskab af havnefogeden, og den skulle blot smides i postkassen på havnekontoret, når vi var færdige. Kirsten spillede vaskekone fra morgen til aften og alt, som kunne vaskes fik en tur – 4 maskinfulde med alt fra kogevask til kulørt ditto. Om aftenen røg de sidste rødtunger fra Bønnerup på COBB’en – køligt hvidvin dulmede tørsten. Lever vi ikke dejligt?

 

Det er nu tirsdag d. 29. juni. Vi fik en stille og rolig gang morgenmad, og så forlod vi Gjøl med kurs mod Løgstør. Vejret: totalt skyfrit, absolut nul vind og meget varmt. Sejlrenden til Løgstør fra Gjøl er temmelig smal og meget snoet, så navigationen krævede opmærksomhed. Jeg måtte simpelthen have en parasol over hovedet på turen for ikke at smelte helt ned. Kortplotteren var også blevet så varm, at jeg stort set ikke kunne røre ved den. Jeg gad vide, hvad den kan tåle af direkte sol, den var meget, meget varm, så den skulle i skygge under parasollen. Vi så ikke ret mange lystfartøjer i samme retning som os selv, men derimod en masse østgående både fra Skive, Nibe, Struer, Lemvig, o.s.v. Vi blev enige om, at det var både på vej ud af Limfjorden for at drage på ferie. Ved Aggersundbroen måtte vi vente ca. 15 minutter til kl. 1300, før den åbnede. Vi overhørte en samtale med brovagten og en sejler, som nærmede sig broen fra samme retning som os, men stadigvæk ret langt ude. Sejlerens spørgsmål gik på, om de kunne håbe på at nå med i forbindelse med kl. 1300 åbningen. Brovagtens svar var, at broen i forbindelse med næste åbning skulle have nogle tagrender under broen højtryksrenset, så den ville være åben temmelig længe. Og det var ikke nogen løgn. Umiddelbart efter åbningen kom en orangeklædt arbejder til syne under broen og begyndte at højtryksrense på livet løs. Da vi var nået til Løgstør et par sømil senere var broen stadigvæk åben. Jeg er glad for, at jeg ikke har siddet i kø ved broen uden at vide, hvorfor den har været åben i mindst 20 minutter. Vi nåede i vores ventetid at se, at der er virkelig meget trafik over broen, så køerne på begge sider må have været megalange. Vi fandt en rigtig god og beskyttet plads i Løgstør Kanalhavn – som den hedder – med DMI’s vejrudsigt i baghovedet: regn om aftenen og natten, skyet og op til 15-18 m/s næste dag. Det har indtil videre været helt utroligt, som vejret har skiftet drastisk fra dag til dag adskillige gange, fra tropisk vindstille til køligt kulingsvejr den næste dag.

 

Vi vågnede op til en dag, hvor DMI som fortalt havde varslet meget kraftig vind over hele Danmark, men især i Nordjylland – og der befandt vi os jo. Og DMI fik ret. Om aftenen, hvor vinden begyndte at løje af, overhørte jeg noget af en samtale mellem to både, som lå lige ved siden af vores båd, og deraf fremgik det, at de havde aflæst 17 m/s fra vest som gennemsnits vind. Temperaturen lå på ca. 20 grader, så det føltes ret køligt, men det kan påklædning jo gøre noget ved.

Vi drog af sted på Løgstør inspektion.

Da vi sidst var i Løgstør i juli 2005 var byen og især havnefronten og den nære havnebebyggelse stærkt præget af den voldsomme stormflod, som havde ramt Limfjorden og især Løgstør i februar 2005. Gaderne havde været oversvømmede et godt stykke op i byen, og de havnenære huse havde haft vandet 50-75 cm oppe af husmurene. På havnen, hvor en stor del af moleanlægget var skyllet væk, var en omfattende genopbygning i gang. Det er nu afsluttet, og molerne er meget højere og sikrere. Flere af de havnenære huse er revet ned, og nye huse er skudt op på de gamle fundamenter og flere var under opførelse. Byen giver et pænt og ”velsoigneret” indtryk, og det er en fornøjelse at gå tur i byen og omkring havnen, og handlemulighederne er fine. På havnefronten var også opført et nyt flot klubhus kombineret med en restaurant af den lidt mere eksklusive slags. Faciliteterne var flotte og velplejede.

Og så er der lige det med maden. Løgstør har fremstillet en del meget, meget flotte brochurer, som er meget fokuseret på Løgstørs gastronomiske muligheder. Brochurerne kan næsten sammenlignes med diverse tilgængelige mad magasiner. I det hele taget ses det tydeligt, at Løgstør gør meget ud af at promovere sig som et paradis. Og der er også en del flotte restauranter, så der må jo være en kundekreds, som kan holde omsætningen i gang. Løgstør kalder sig ”Muslingebyen” ved Limfjorden. Vi ville gerne købe muslinger, men kunne ikke uden videre finde salgssteder for muslinger, så projektet blev indtil videre gemt væk.

Om eftermiddagen besøgte vi Limfjordsmuseet, som ligger tæt ved havnen. Det var en interessant oplevelse, hvor livet ved Limfjorden blev beskrevet ca. 500 år baglæns. Før 1845 var Limfjorden lukket af ved Agger ud mod Vesterhavet, så vandet var næsten ferskvand. Limfjorden var Nordeuropas hovedleverandør af sild, og befolkningen, som hovedsagelig var beskæftiget med fiskeri og relateret beskæftigelse, f.eks. bådebyggeri, fremstilling af fiskegarn og fangstredskaber, blev beskrevet som ret velhavende. Situationen vendte sig til Limfjordens fordel, da sildefiskeriet i Øresund aftog drastisk i 1400-1500 tallet. Byer som Lemvig, Nibe, Løgstør og Gjøl var velhavende fiskerbyer. I 1845 sket der noget dramatisk. Vesterhavet brød igennem Agger tange, og Limfjorden blev gradvis en saltvandsfjord, og det ændrede ”havfaunaen” dramatisk, så sildene, ålene og hornfiskene ikke længere kunne leve i Limfjorden. Det har jeg så ikke helt forstået, for alle mulige andre steder lever disse fisk jo i saltvand, men således er det forklaret i museet. Fiskeriet uddøde, og efterhånden kunne der kun fanges fisk til at holde sig selv i live. De velhavende fiskerbyer blev fattige og efterhånden foregik der næsten ingen fiskeri mere i Limfjorden, og således forholder det sig vist også i dag. Muslinger og østers kan stadigvæk høstes i Limfjorden, men det må vel betegnes som en – ganske vist væsentlig - niche produktion sammenlignet med tidligere tiders fiskeri. Dagen gik på hæld, og vi glædede os over DMI’s udsigt for næste dag: let til jævn vestlig vind og ingen skyer.

 

Torsdag d. 1. juli stod vi op til en næsten vindstille og solrig dag, DMI fik lige et plus i karakterbogen. Efter morgenmaden skulle vi lige have gjort nogle få indkøb i Løgstør inden vi dampede videre, næste destination Fur. På vejen op til byen fik jeg den ide, at forespørge på turistbureauet, om de kunne fortælle, hvor man i Løgstør kunne købe muslinger. Jeg fik anvist en delikatesseforretning på strøget, hvor vi allerede dagen før havde været inde i og handle lidt, men ingen muslinger set. Men sandelig – på min forespørgsel fik jeg i forretningen at vide, at man lige havde en bil ovre ved muslingefabrikken og hente dagens forsyning af muslinger, og bilen ville være retur om ca. 15 minutter. Vi slog tiden ihjel på strøget og returnerede til forretningen. Muslingerne var ankommet, og de var emballeret i nogle lukkede bakker med 1,5 kg. i en bakke. De var vaskede og lige klar til at dampe. Glade returnerede vi til båden, kastede los og satte kursen mod Fur. Vi havde efterhånden helt fladt vand og undrede os igen over de vejrkontraster, man kan opleve i løbet af kort tid i Danmark.

I Fur havn håbede vi, at vi kunne finde en pæleplads ved en mole, men det viste sig bare, at alt var optaget. Vi måtte lægge os på langs uden på en stor hollandsk sejlbåd, og det var sådan set OK. Det viste sig imidlertid, at der ved den samme mole var placeret en motorbåd og en LM27 med temmelig støjende besætninger, og især en af mændene var meget højrøstet, meget larmende og ret beruset. Vi besluttede hurtigt, at vi ikke gad slæbe COBB’en op på molen til dette selskab, og at vi næste morgen ville stå tidligt op for at overtage en pæleplads, såfremt der ville være tidlig afsejling fra nogle af pladserne.

Vi fik vandret en lille tur på havn og mole, vi fik handlet lidt i den lokale brugs til aftenens muslingegilde, og så tilbragte vi en stille dag på båden.

Om aftenen skulle vi spise Løgstør muslinger. De blev tilberedt således: jeg finsnittede en masse gulerødder, løg, hvidløg og fennikel og smed det hele i en stor gryde med ½ liter hvidvin og 1 dl piskefløde, salt og peber. Fonden blev simrekogt i ½ time, grønsagerne blev siet fra, og så blev muslingerne dampet/kogt i suppen. Resultatet var fuldstændig fantastisk. Prøv det!!

 

Fredag morgen vågnede jeg ved lyden af færgens afgang kl. 0500. Det var da godt nok tidligt. Da jeg senere på dagen nysgerrigt studere færgens fartplan ved færgelejet blev jeg noget overrasket, da jeg fandt ud af, at den sejler døgnet rundt alle årets dage. 0500-1900 hver 15. minut, 1900-0100 hver halve time, 0100-0500 en gang i timen. Selve overfarten tager kun ca. 4 minutter og taksterne er også overraskende billige. Jeg har et godt sovehjerte, så jeg har simpelthen sovet fint på trods af den uophørlige støj forbundet med færgens ankomst og afgang, som selvsagt også kan høres i dagtimerne, men da lægger man måske knap så meget mærke til støjen. Men jeg hørte flere sejlere, som ytrede, at de havde svært ved at ignorere færgestøjen, men da Fur har sådan en hyggelig havn, så…….

Om morgenen fik vi vore forventninger opfyldt, idet adskillige sejlere lidt før kl. 0800 forlod havnen, og flere af de attraktive pælepladser blev ledige. Vi fik hurtigt forladt vores hollandske vært og sejlede tværs over havnen og blev godt fortøjet på en pæleplads. Efter morgenmaden blev vore foldecykler båret i land og ”foldet ud”, og så var vi klar til vores planlagte cykeltur ud til Fur Bryghus. Vejret var solrigt, skyfrit og varmt, så vi drog tidligt af sted. 6,5 km senere nåede vi til Fur Bryghus, som vi besøgte første gang i 2005. Det lignede sig selv, og det er stadigvæk en formidabel succes både som bryggeri og restaurant. Det er overraskende for mig og Kirsten, at en så relativt afsides placeret restaurant kan være så massivt besøgt året rundt. Restauranten har et godt spisekort, men den er også temmelig dyr. Da vi ankom, var noget personale i færd med den sidste indretning af et stort telt uden for restauranten. Der skulle om aftenen være levende musik og spisning i teltet, jeg vil tro, at der var plads til ca. 100 gæster. Pladsreservation er normalt nødvendigt, hvis man vil væres sikker på at kunne få bordplads. Så det går fantastisk godt for Fur Bryghus og restaurant – mere derom senere. Men vi fik nu blot en læskende fadøl på terrassen under en skyggende parasol, hvorefter vi besteg cyklerne igen for at returnere til havnen ad en anden rute. Furs natur er virkelig fascinerende og en oplevelse værd. På vejen passerede vi en gårdbutik, som vi kunne huske fra vores tidligere besøg på Fur. Vi investerede i et par gode Hereford bøffer til COBB grillen senere. På vejen – tæt ved havnen med udsigt lige ud over Fursund – passerede vi et imponerende moderne ”palæ” som var under opførelse. Arkitekturen faldt måske lige en anelse ved siden af de øvrige Fur huse, men imponerende så det ud. Jeg stoppede cyklen for at være lidt nysgerrig. En ret ung håndværkerpige var på vej til sin bil for at hente noget værktøj, og jeg spurgte hende om det var en privat bolig - - eller hvad? Ja, svarede hun, det er en privat bolig. Det er den kvindelige ejer af Fur Bryghus – hun kaldte hende ”Dronningen af Fur Bryghus” -, som er ved at opføre huset. Sådan!! Men succes skal man ikke være misundelig på, Fur Bryghus åbnede i oktober 2004, og det har uden tvivl kostet meget arbejde og investering at nå og vedligeholde succes’en.

 

Næste morgen kunne vi se frem til endnu en dag med trykkende varme i nærheden af 30 grader. Vi cyklede sidste på formiddagen til Fur Museum og fik igen en interessant oplevelse. Museet er fokuseret på Furs forekomst af moler og alle de fossile fund af forstenede fortidsdyr og plantevækster, som udvindingen af moler har afsløret, ca. 60 millioner år baglæns i historien. Man lærer også, at moler kun på kloden findes på Fur og Mols.

Vi brugte meget mere tid på museumsbesøget, end jeg havde regnet med. Meget interessant.  Vi ville om aftenen have grillet bøffer på COBB’en, men vejrudsigten så ret truende ud med både regn, blæst og torden. DMI’s hjemmeside blev konsulteret mange gange i eftermiddagens løb, temperaturen var omkring 30 grader, og det var ulækker lummert. Torden og skybrud havde allerede plaget en del af resten af Danmark, men var indtil videre løbet forbi Fur. Sidst på efter middagen syntes vi at de truende sorte skybanker kom

nærmere og nærmere til Fur, så vi besluttede at COBB’en var ude af billedet. Vi hentede mad på havnens grill-shop, som hedder ”Skuret”. Jeg gjorde cockpit teltet klar til opsætning og dækkede bord, mens Kirsten ventede på maden. Jeg havde allerede pakket cyklerne sammen og stuvet dem af vejen. Vi fik gang i tyggeriet, og pludselig kom dråberne. Store, store tunge dråber, først én – plask – så to – plask, plask – og så fik jeg travlt med at få cockpit teltet op. Jeg vandt kapløbet i sidste sekund, og pludselige tonsede det bare ned med et veritabelt skybrud, lyn og torden kunne ses og høres rundt om Fur, men ikke lige over. Regnen fortsatte med mellemrum helt frem til næste morgen, og så var båden også skyllet grundigt ren. Men det er nu også helt hyggeligt at ligge i sin køje med en god bog og bare have skybruddet tonsende ned på båden, det slumrer jeg fint ind til.

 

Det er nu søndag d. 4. juli. Tiden var inde til at forlade Fur. Vi havde i løbet af vores 3-dages ophold kunnet se, at der hele tiden er en livlig trafik af lystbåde til og fra Fur, ledige pladser bliver hurtigt besat, og bådene ligger langskibs i lag uden på hinanden, men således er forholdene altså på Fur. Vi havde haft tre gode – og meget varme – dage på Fur, og vi ville videre. Næste destination skulle være Nykøbing Mors. Vejret? Temperaturen var faldet til et par og tyve grader, skyfrit og nul vind, men vi skulle kun tilbagelægge 6,5 sømil, så det var en hel lettelse at komme på vandet igen og få lidt rigtig frisk luft.

I Nykøbing Mors fandt vi en fin pæleplads inderst i marinaen. Vi gik på rekognoscering for at orientere os om faciliteterne. Der skulle bruges en kode for at komme ind af døren, og den havde vi jo ikke endnu. Jeg kontaktede en ældre sejler, som sad uden for klubbygningen, og jeg fik koden og en interessant historie. Marinaen så temmelig meget anderledes, større og nyere ud, end da vi besøgte den i 2005. Vi fik fortalt, at havnen havde været kommunal, men for et par år siden købte klubben marinaen, udskiftede alle slidte broer, pæle og installationer og installerede 3-4 nye flydebroer. Hele baduljen er finansieret ved at klubbens medlemmer alle har indskudt ca. kr. 25.000, og derefter er klubkontingentet sat lidt op. Det er jo flot gået. Vi fik at vide, at det hele nu hviler i sig selv med indkomster fra gæstesejlere. Vi snakkede lidt om havnetaksterne i Limfjorden, som generelt er kr. 30-40 lavere end de fleste havne uden for Limfjorden. Og ikke blot er taksterne lavere, men de fleste stedet er – som tidligere nævnt - el, vand, bruser og brug af vaskemaskine og tumbler også inkluderet i havneafgifterne. Så det kan lige gå an. Vores ven kom også med denne lune bemærkning: ”ja, alt er jo billigere i Nordjylland, brød, el, kød, og så videre, men lønningerne er også møj lavere i Nordjylland”

Lige ved siden af vores plads var der et læsted med bænke og grill muligheder. Så endelig kunne COBB’en komme frem og bøfferne fra Fur komme på grillen. Dejlig lun aften med godt kød, grillede kartofler og rødvin i glassene. Jamen – kan det være bedre?  

 

Mandagen startede med rundstykker fra en lokal bager tæt ved havnen. Det var lidt overraskende at komme ind i butikken, for butik og bageri var helt åben og integreret. Bagerne stod helt oppe ved salgsdisken og bankede dej. Jeg købte to Vesterhavsstykker og to Skagenstykker, som så sprøde og lækre ud. Ved morgenmaden mumlede Kirsten noget om, at Vesterhavsstykket godt nok var meget salt. En nærmere inspektion afslørede, at Vesterhavsstykkets overside var godt og grundigt fyldt med hele saltkorn i den størrelse, man bruger til en saltkværn. Det var bestemt et anderledes rundstykke, som man sikkert skal vænne sig til – og det når vi ikke. Dagen gik ellers med at inspicere butiksstrøgene i Nykøbing Mors. Verden er jo fyldt med fristelser, og også Nykøbing Mors. Men da vi er i besiddelse af stålsatte karakterer, så modstår vi de fleste fristelser. Vi har dog en tendens til at falde for fristelser, som kan spises og drikkes.

Og lad mig med det samme komme med en kommentar: Hvis visse læsere skulle mene, at jeg bruger meget tid på at beskrive, hvilke midler vi bruger for at opretholde livet, jamen, så har de da fuldstændig ret. Vi sætter rigtig meget pris på livets kulinariske muligheder, og vi bruger en del tankevirksomhed på at gennemtænke, hvad vi skal putte i indkøbsposen, når vi falder for diverse fristelser rundt omkring i de forskellige havne og byer, som vi besøger, og det indgår ofte i min beskrivelse at berette om diverse kulinariske oplevelser. Men indrømmet: det sker, at dovenskaben vinder over lysten til at tilberede mad i båden eller på COBB’en, og så bliver nødrationerne leveret af pizzeriaer, havnegrill eller lignende. Men under de rigtige forhold – når man er sulten og træt – så smager fastfood faktisk rigtig godt. Så: om aftenen blev et pizzeria tæt på havnen leverandør af aftensmåltidet på en temmelig lun sommeraften. Sov godt!

 

Dagen var dømt til store vaskeri dag. Kirsten havde ganske vist vasket ”storvask” i Gjøl havn, men meddelte hurtigt, at hun ikke syntes, at de gamle maskiner vaskede effektivt rent. I Nykøbing Mors var der to spritnye Miele vaske- og tumblemaskiner, og det var gratis at bruge dem. Og det var en stor fornøjelse, at besigtige det vaskede resultat, så alt, hvad vi kunne finde på at stoppe i maskinerne, fik en tur. Jeg marcherede en tur ud til et byggemarked syd for Nykøbing Mors for at købe nogle få ”dimser”, men jeg fandt ikke rigtig, hvad jeg ledte efter. På vejen tilbage mødtes vi ved Aldi, idet vi havde set et virkeligt godt vin tilbud i Aldi, så 8 styks blev indkøbt og transporteret tilbage til båden i rygsækken.

Ved samme bro, som vi var fortøjet ved, lå næsten lige ved siden af os en båd, hvor min kommentar til Kirsten – da jeg så båden – var, at det ligner godt nok en båd, som har været på langfart. Båden var en Ballade, med en masse udstyr, som indikerede langfart: vindror, el-panel, vindmøllegenerator, trin op af masten, to meget store ankre på dækket med lange ankertove plus et stævn- og hækanker – og mange flere detaljer. Båden så noget slidt ud, den trængte til mere end den berømte ”kærlige hånd”, og ejeren – en mand på ca. 60 år – gik og nussede lidt med at spule på den. Men vi fandt ved at lytte lidt til samtalen mellem ham og forskellige forbipasserende, at han havde været på sejlads jorden rundt alene i ca. 4 år. Da han så er hjemkommet og lige har sundet sig lidt, så smutter han lige singlehanded en tur til Svalbard og tilbage igen. Jeg ved dette, fordi vi – som de nysgerrige personer vi er – søgte på internettet, hvad vi kunne finde på ”Joy” af Nykøbing Mors. Og der er mange oplysninger. Ejeren hedder Hans Kokholm, er gift og har 3 børn. Hans familie må vist nok tilhøre den mere tolerante af slagsen, når husbond og farmand er udrejst og i perioder uden for kontakt rækkevidde flere år af gangen. Så hvis nysgerrigheden skal yderligere tilfredsstilles vedrørende denne globetrotter, så bare gå i lag med internettet. 

Vi snakkede i det gode skib Bardin i løbet af eftermiddagen om, hvor vi skulle drage hen efter Nykøbing Mors, og beslutningen blev, at vi tidligt næste morgen ville sejle mod Lemvig.

 

Som sagt så gjort, vi stod op denne onsdag morgen kl. 0600, bryggede en termokande kaffe, smed lidt koldt vand i hovedet, og så drog vi af sted. Vi var lige ved at synes, at vi var lidt specielle ved at kunne tage os sammen til at afsejle så tidligt, men det viste sig, at adskillige af havnens gæstesejlere havde fået samme ide, så det specielle fordampede hurtigt. Vi havde – vanen tro – vinden lige i næsen. Det var ikke, fordi der var så meget vind, men vinden synes at kunne forudse gang på gang, i hvilken retning vi ville sejle, og det indretter den sig så efter – lige i snotten. Så vi fik en rolig motor tur gennem Sallingsund forbi Glyngøre og under Sallingsund broen. Det var en ganske begivenhedsløs tur, og næste interessante punkt var passagen af Oddesundbroen. I Havnelodsen kan man læse, at brovagten er bemandet døgnet rundt, og den åbnes kvartover og kvarti for lystfartøjer hver time fra omkring solopgang til solnedgang og i øvrigt ellers efter behov for større skibe. Vi kom som bare en enkelt båd, men – Bingo – kl. 1445, lige efter passage af et tog, gik broen op for Bardin. Derefter blev kursen sat mod indsejlingen til Lemvig fjord, vinden var frisket noget op – hvorfra? Lige i snotten, selvfølgelig – så det blev en lidt livlig tur over Nissum Bredning. Vi har ikke tidligere været i Lemvig, men vi havde hørt, at vi burde sejle ind til byens havn, hvor båden kunne blive parkeret næsten oppe ved strøget. Havnen er ret stor, og der var en del gæstesejlere, men der var stadigvæk mange ledige pladser ved molerne.

Vi fik øje på en langskibsplads helt inde i havnens bund og fik hjælp af besætningen på en LM 28, som vi parkerede lige foran. Vi lå fint, og strøm var lige ved siden af båden, vand var ikke lige tilgængelig, men skidt med det, vi havde lige fyldt på i Nykøbing Mors. Efter at oprydningen var afsluttet, fik vi en sludder med besætningen på LM 28’veren. Og det var en trist historie. På vej ind ad Lemvig Fjord for et par dage siden i et kraftigt blæsevejr, gik motoren pludselig i stå. Alle forsøg på genstart mislykkedes, og snart var eneste mulighed at sejle ind i havnen for rulleforsejlet. Det lykkedes at lægge til, hvor de nu lå uden ubehagelige hændelser. En undersøgelse af motoren afslørede, at gearkassen var stået helt af, båden var hjemmehørende i Skærbæk ved Fredericia, og de havde bestilt en vognmand fra Fredericia til at komme og transportere båden tilbage til Skærbæk. Det er bare en rigtig ulækker måde at afbryde sin ferie på. Det eneste positive var, at der ingen skader var sket i forbindelse med havnemanøvren i hård vind.

Sidst på eftermiddagen dukkede vognmanden op, båden blev afrigget og hejst på plads på lastbilen, og en god times tid senere var de væk. Surt show.

Vi havde om eftermiddagen været på en slentretur på strøget uden at blive fristet til at tage pungen frem, og vi blev enige om, at vi havde diverse rester, pølser, etc. til at fabrikere en god gang biksemad, så det var far her, som gik i gang, da vi kom tilbage til båden.

Og så var dagen næsten slut.

For der var jo stort set intet interessant i TV’et. Vi har et 22” fladskærms TV på båden, som kan tage de danske digitale gratiskanaler, men når man nu ikke interesserer sig for hverken fodbold eller Tour de France, så er man Tv-handicappet i denne sommer.

Det er godt, at vi havde medbragt et omfattende bibliotek hjemmefra, og desuden undervejs kan finde gode bøger på tilbud mange steder. Så vi kommer ikke på kulturelt lavvande på grund af den massive sportsdækning på TV.

 

Vi havde besluttet, at vi denne torsdag morgen ville benytte os af et tilbud, som vi havde set ved en cafe i nærheden af havnen, nemlig at købe brunch til kr. 30. Det var virkelig godt, og næsten ikke til at forstå, at det kunne sælges til denne pris. Vi fik yoghurt med et tykt lag müesli, en omelet med bacon, to store appelsin både, en masse vindruer og en hel varm parisertoast. Vi var meget mætte, da vi forlod cafeen.

Vi bevægede os tilbage til båden, gjorde klar til afgang, og sejlede derefter ud til Lemvig Marina, ca. en sømil uden for byen. Vi fandt en god langskibsplads lige ved siden af vand og strøm, og så blev en større gang bådvask og rengøring sat i gang. Båden var blevet godt og grundigt snavset af snavset fodtøj fra havn og gader, og sand og smuds var føget gennem luften, så det knirkede ubehageligt, når vi gik på båden. Et par timer senere var båden som en velplejet baby, og sjælen havde ro igen.

Vi slappede af resten af dagen med at besigtige aktiviteterne i havnen, og vi morede os især over en ”båd-pakning”, som foregik lige foran vores stævn. Det var muligt at køre bil helt ned til kajen, og sidst på eftermiddagen ankom først førnævnte båd og lagde til, og så ankom en større stationcar, som var pakket til randen med udstyr, og ikke mindst med flydende remedier i lange baner. Der var en mand og en kone, som skulle læsse fra bil til båd og stuve det væk, helt klart en ferieforberedelse. De havde kun lige åbnet bagsmækken til bilen, da de første sejlervenner kom slentrende forbi, og snart var samtalen i gang, altså mellem konen og de skiftende forbipasserende. Vi så faktisk ikke konen bidrage med andet end konversation i deres pakke seance, men vi så egentlig heller ikke manden gøre synligt og hørligt vrøvl. Måske er det bare måden, de gør tingene på. Da jeg var i cockpittet ved 22-tiden for at tage flaget, var bilen endnu ikke tømt, men da stod både mand og kone på kajen og snakkede. Men både bil og båd var da væk, da vi stod op næste morgen.

 

Fredag morgen forlod vi så Lemvig Marina med en velsoigneret båd og en overskuelig tur på ca. 12 sømil til Thyborøn, som vi ikke tidligere havde besøgt i vores båd, ingen vind overhovedet og ret lummervarmt – vi havde snart vænnet os til forholdene. På vejen til Thyborøn er man i sejlrenden omgivet af meget lavt vand og smågrunde, som lige bryder overfladen. Og vi så mange sæler både i vandet og på specielt en af grundene. Vi havde set adskillige sæler i vandet fra Ålborg og vestover, men specielt mange i Nissum Bredning. Flere steder i de havne, som vi har besøgt, tilbydes sælsafari med fartøjer af varierende størrelse. Vi var efterhånden blevet klar over, at Thyborøn er en meget populær og godt besøgt havn. I den temmelig store havn er mange af havnens bassiner præget af meget store fiskefartøjer, helt klart fartøjer, som ikke lige forlader Thyborøn og returnerer efter en dags tid på havet. Det sås, at mange er indrettet til forarbejdning af fangsten, så fangsten losses i mange tilfælde i dybfrossen tilstand. Men vi skulle til lystbådehavnen, som ligger helt inde i bunden af havnen, næsten lige ud til Nordsøen. Der var nu meget få lystfartøjer i havnen, da vi ankom, måske 10-15 stykker i den store havn, så vi fik en fin pæleplads med stævnen lige ud mod Nordsøen. Vi hørte også fra vores naboer, at havnen sidste weekend havde været totalt fyldt, på grænsen til kaos, så vi glædede os over vores fine pæleplads og så frem til at beskue fredag eftermiddagens ”Hafenzirkus”. Så galt gik det dog slet ikke i løbet af weekenden. Der kom en hel del gæstesejlere, men der var plads til alle mellem pæle eller langskibs. Så gik vi på opdagelse. I min bevidsthed havde jeg ikke forbundet Thyborøn med at være et decideret turistmål, men der er lige på den anden side af havnen en meget stor og velbeskyttet strand med hvidt, hvidt sand. Stranden blev fyldt godt op med turister og weekend gæster og også selve havnen myldrede af liv. Der er adskillige spisesteder og fastfood restauranter på havnen og i nærheden af havnen, både for den moderate og den mere svulmende økonomi. Vi havde specielt lagt mærke til omtalen af to steder: De Røde Barakker og Mallemukken, ikke mindst fordi der i løbet af weekenden ville være jazz – lige noget for os. Det viste sig, at De Røde Barakker – et lidt ydmygt navn, syntes vi – var en noget dyr restaurant, og Mallemukken var bygget sammen med De Røde Barakker, men Mallemukken var meget speciel. Det var nemlig navnet på og skroget af et temmelig stort fiskefartøj af træ, som var vendt på hovedet, og indeni indrettet som en del af de to restauranter. Fartøjet var udefra pænt stort at se på, men det var overraskende at se, hvor rummeligt der var indeni i restauranten. Vi var naturligvis nysgerrige og vi ville gerne se komplekset indefra. Vi blev allerede i receptionen mødt af et venligt: ”Goddag og velkommen – hvad er jeres reservation?” Sådan…., det var ikke sådan uden videre til at komme ind og måske få en forfriskning. Jeg spurgte, om ikke vi kunne få lov til lige at besigtige specielt Mallemukken. Og det fik venligt lov til. Overalt var bordene besat enten af gæster eller af skilte med ”Reserveret”. Vi må jo antage, at gæsterne har nydt deres måltider, men hvis det var varmt udenfor – ca. 29-30 grader -, så var det drønhamrende varmt inde i Mallemukken, solen skinnede jo direkte fra en skyfri himmel ned på det omvendte skrog. Men de mange fint klædte spisegæster så ikke ud til at lade sig anfægte af de saunaagtige forhold i Mallemukken. Puha, vi ville ikke have nydt at spise i Mallemukken, og som måske teksten antyder, så var det også temmelig dyrt. For lige at afslutte historien om Mallemukken, så havde vi læst, at der om lørdagen ville være live jazz i Mallemukken, så vi sjoskede forhåbningsfulde op til Mallemukken, blot for at konstatere, at adgangsbilletten var en reservation til frokostbuffeten, som med musik kostede omkring kr. 285. Alt var besat, og vi ville alligevel ikke have betalt denne pris for at sidde i saunaen og spise buffet. Så vi sjoskede tilbage til havnen. Jeg havde sat mig for, at jeg lige efter ankomsten til Thyborøn ville have dieselbeholdningen toppet op. Jeg havde læst et sted, at der var en tankstation ca. 500 mtr. fra havnen, og at man på havnekontoret kunne låne en trækvogn. Så jeg toppede bådens tank op til randen fra mine 3 reservedunke, jeg lånte en trækvogn og så travede Kirsten og jeg mod Uno-X tanken på trods af det hede sommervejr. Det skulle vise sig, at de oplyste 500 mtr. var en voldsom underdrivelse, vores gæt var, at der nærmere var tale om en kilometer. Men nå, nu havde vi kastet os ud i det, og tilbage skulle vi jo igen. Da jeg var returneret med trækvognen til båden med mine 3 reservedunke, var gangvorterne ret trætte, gæt lige på, hvad ganen trængte til!!

Vi havde allerede inden ankomsten til Thyborøn besluttet, at vi ville leve af købemad under opholdet i Thyborøn, og heldigvis var der flere mere ydmyge steder på havnen til mere overkommelige priser, så vi led ingen nød.

 

Lørdagen gik med at vandre ture, kikke på byen, shoppe lidt, skylle ganen, holde sig i skyggen en del af tiden, vente på næste måltid og skylle ganen igen. Efter aftensmaden – en rigelig ”sprød” grillkylling med fritter fra havnegrillen – var der live musik kl. 2100 i en beværtning lige ved siden af vores båd. Vi ville da lige høre, hvad musikken kunne byde på, orkestret kaldte sig ”The Grand Fætters”, og deres kontrafej kunne ses på en plakat flere steder i Thyborøn. De lignede på billedet nærmest 3 drenge i konfirmationsalderen. Da vi så dem live, stod det klart, at dette billede var blevet taget for mange år siden. Musikken var kopi-pop fra ende til anden, og de sang højt, spillede højt og svedte meget. Men publikum i beværtningen var vildt begejstrede og hujede og klappede. Vi sad uden for og fik en fadøl og et glas rødvin, og så kunne vi da retirere til vores båd. Heldigvis spillede de ikke længere end til midnat. DMI havde meget vedholdende truet med skybrud og torden natten mellem lørdag og søndag, så båden blev gjort natklar, alt elektrisk taget fra, cockpitteltet sat op, men det kom først ved 6-tiden om morgenen, og det var ikke så slemt over Thyborøn.

 

Efter morgenmad og tordenvejr blev båden gjort klar til afgang, og kl. 1115 blev fortøjningerne kastet, og vi forlod Thyborøn efter en god weekend. Og gæt så lige en gang hvordan vejret var: nul vind til vi næsten nåede Oddesundbroen, og så skulle vi ikke meget længere. Efter passage af broen ville vi have sejlet til Jegindø, men vi besluttede at overnatte på Venø nord for Struer. Vi havde været på Venø i 2005, men vi ville gerne lige gense forholdene. Der var kommet lidt vind, men vi blev hjulpet ind til en langskibs moleplads, og så var vi glade. Mange af havnens både var åbenbart weekend gæster, og snart var havnen næsten tømt. På nær 6 svenske både – store motorbåde og motorsejlere – som vi sjovt nok var løbet over i flere havne, første gang i Fur havn. De sejlede sammen, og de førte et gult/orange flag, hvor der stod et navn og så ”eskadren”. Men vi bemærkede deres adfærd, som var den samme de steder, vi så dem. De var 14 voksne personer, som stort set samledes som en flok, så snart alle havde fået fortøjet. Og så snakkede de, spiste de, drak de, snakkede de, drak de og så snakkede de til de skiltes og gik seng. Og så forfra næste dag, hvis de stadigvæk var i havnen. De var ikke spor støjende, men Kirsten og jeg er enige om, at godt nok kan vi lide fest og farver og samvær med gode venner. Men dette uophørlige floksamvær er i hvert fald ikke noget, vi ville sætte pris på dag efter dag efter dag efter dag. Nå, dem om det, men så fik jeg det lige nævnt. Og i øvrigt hørte vi senere, da vi omtalte fænomenet for andre Limfjordssejler, at det er en meget almindelig set svensk sejler adfærd i Limfjorden. Venø er – som nogen måske ved – i meget høj grad ejet af en vis kammerherre Christian Kjær, og det er bestemt ikke lige værdsat alle steder – fremgår det af nogle af de lokales omtale. Det siges, at lige så snart en eller anden bolig eller ejendom er ledig eller skal sælges, f.eks. et dødsbo, så byder Hr. Kjær over alle andre bud, indtil han går af med sejren. Det er bestemt ikke lige værdsat på Venø. Vi kom ikke længere end til havnearealet, men det var så det!

 

Vi forlod Venø efter morgenmaden og satte kursen mod Jegindø, ca. 7 sømil nordøst. Vi fandt en god langskibsplads ved en mole og gik på havnebesigtigelse. Der var ikke sket meget, siden vi sidst var på Jegindø. Den lokale restaurant, hvor vi havde spist et dejligt måltid - wienerschnitzel - i 2005, lignede nærmest et sted i en døende fase. Værtsparret så ud til at være over midten af halvfjerdserne og så temmelig trætte ud. Men vi kunne da købe nybagte rundstykker, så vi overlevede. Vi traskede en tur til Jegindø Nærbutik – ca. 1 km. Fra havnen – og på vejen så vi også, at mange huse var til salg – bl.a. større parcelhuse, som vi i 2005 så med store, dyre biler parkeret udenfor - i tiltagende misligholdelse, grænsende til forfald. Nærbutikkens vareudbud var meget begrænset, sikkert præget af ”slangen-der-bider-sig-selv-i-halen” fænomet: færre penge, færre kunder, færre varer, endnu færre kunder, endnu færre varer, o.s.v. En trist tendens.

Vi så en opløftende ting: der var en meget stor aktivitet af FDF søspejdere på havnen. De lå i en teltlejr tæt ved havnen, og de var i dagtimerne meget beskæftiget med at sejle med mange forskellige bådtyper, lige fra små joller til større sejlbåd ejet af nogle FDF søspejder lederne. Der var ved at blive opført adskillige bygninger, som var til rådighed for søspejderne til ophold, magasiner til grej, madlavning, o.s.v. Vi faldt tilfældigt i snak med en af lederne, som viste sig at være noget af en ildsjæl. Han var en lokal tømrermester, som havde været leder i søspejderkorpset i mange år, og han havde måttet se en konstant tiltagende afgang fra søspejderkorpset, og korpsledelsen drøftede seriøst at lukke søspejderkorpset ned. Men sørme nej tænkte han. Han allierede sig med 5 andre ligesindede, og så blev der på Jegindø nærmest etableret et center for FDF søspejderne med ham som primus motor. Alle de nye bygninger og faciliteter er opført i trykimprægneret træ, og mon ikke vi sporer tømrermesterens professionelle hånd. Det var da en opløftende historie. I den sommersamling, som fandt sted på Jegindø, mens vi var der, var der 100 personer, 70 søspejdere fra 14-22 år og 30 ledere og hjælpere. Good show.

Om aftenen sad vi mest af alt og ventede på, at vi skulle blive ramt af et forrygende uvejr, som DMI meget vedholdende havde varslet. Vi slog alt fra, tog ledningen ud af el-standeren med stikket nede i cockpittet. Det var lummert og kulravende sort omkring sydvest. Vi fik flere SMS’er fra Kiel, Haderslev og andre steder, som berettede om et forrygende uvejr. Det kom også til Jegindø i et par timer, men ikke så slemt som vi hørte om i den sydligere del af Jylland og Nordtyskland. Ved køjetid var det meste overstået, og vi kunne gå roligt til ro. Men næste dag kunne vi i nyhederne høre, hvordan uvejret havde raseret en stor del af Danmark med rekordstore nedbørsmængder. Det har nok ikke været så morsomt i søspejdernes teltlejr, selvom Jegindø ikke blev så hårdt ramt som mange andre steder.

 

Vi havde besluttet om tirsdagen at tage bus og tog en tur til Struer, dels for at gense byen, men også fordi handlemulighederne var så sparsomme i Jegind by. Som sagt så gjort – og så gik dagen med det. Jeg konverterede til pakæsel og slæbte til sidst rundt på en hundetung rygsæk, orange juice og andre større ting, som i runde tal vejer et kilo pr. liter. Vi var tilbage på båden ved halvfire-tiden, godt trætte og med møre gangvorter. Aftenen blev tilbragt på ryggen med bog og TV.

 

Vi begav os denne onsdag morgen på en større tur – ca. 3,5 sømil til Sillerslev havn lige overfor Jegindø. Den var af flere lokale sejlere blevet beskrevet som meget hyggelig. Det var den også, men det rigtigt hyggelige var, at vi fik lavet en aftale med en lokal muslingefisker om at få leveret 2,5 kg. muslinger næste morgen. Sillerslev havn er et muslingecentrum og langt til begge sider af havnen er anlagt muslingefarme, hvor muslingerne vokser på liner, som hænger fast på bøjer. Om morgenen så jeg muslingerne blive hevet direkte op af vandet fra et kar, det skruede lige forventningerne op til det forestående muslingefråseri i Nykøbing Mors. Vi kastede fortøjningerne og satte kursen mod Nykøbing Mors, lige knap 3 timers sejlads for motor – for selvfølgelig var der ingen vind. Vi løb ind i den nye marina og fandt vist nok havnens sidste pæleplads, stort set samme sted, som vi havde ligget for et par uger siden. Jeg gik i gang med at rense muslinger i klubhusets køkken, og det er simpelthen tålmodighedsarbejde, det tog ca. 2 timer at rense muslingerne, indtil jeg syntes, at de var så rene på skallerne, at jeg ville smide dem i gryden. Så vandrede vi til Løvbjerg og købte fennikel, løg og gulerødder. Fonden blev sat over med masser af hvidvin, grønsagerne blev suppleret med hvidløg, salt og peber. Efter en lille time blev fonden siet, og så blev muslingerne dampet og vendt i fonden, og så var der muslingefråds på Bardin med hvidløgsflutes og kølig hvidvin. Det kunne godt og vel gå an.

 

Torsdagen i Nykøbing Mors går med afslapning og diverse husholdningsindkøb. Det er meget lummert med høj temperatur og kraftig blæst – ca. 15 m/s – fra syd. Jeg får en klipning ved en billig herrefrisør i en kælderbutik. Forud havde jeg undersøgt på DeGuleSider, hvor jeg i Nykøbing Mors kunne finde en frisør. Således veludrustet med 5 adresser skrevet ned vandrede jeg op til byen for at finde en herrefrisør. Det blev ikke en succes. For det første skulle der alle steder bestilles tid, og kalenderen var booket ud for de næste par dage, og dernæst var der lige prisen: kr. 240,00 for at få trimmet min beskedne hårpragt. Det lignede næsten kartel-aftaler, og jeg ville ikke betale prisen. Jeg returnerede til båden med mine tjavsede lokker, men så fik jeg fra nabobåden et tip om den tidligere nævnte kælder-frisør. Så lykkedes missionen, og uden ventetid af betydning fik jeg for kr. 150,00 håret trimmet til en rigtig sejlerfrisure – kort og godt!! Den kraftige vind fra syd plagede stort set alle både i den store marina på mere end en enkelt måde. Nykøbing Mors er nemlig ved at fylde et meget stort areal i bugten lige syd for marinaen op med sten, granitblokke, grus og sand. Dette er indledningen til en gang byggemodning for et meget ambitiøst projekt med 45 såkaldte hotellejligheder, andre bygninger med diverse forenings- og klublokaler, konferencefaciliteter og en større restaurant. Men da projektet som nævnt ikke er nået længere end til byggemodningsstadiet, så blæste der en veritabel sandstorm hen over marinaen. Vi lå heldigvis delvis i læ af en række træer og marinaens facilitetsbygning, så vi var ikke de mest plagede, men det var nu slemt nok. Alle kender sikkert fornemmelsen, når det knaser under fødderne, og det knaser når man åbner lugerne til kistebænkene i cockpittet. Vi skyllede dagen igennem jævnligt båden af, og det lignede næsten fortyndet kakaomælk, som løb ned på dækket fra cockpittelt og ruffet. Marinaen er udstyret med mange gode grillpladser rundt om på molerne, men selv om det var meget varmt, så fristede blæsten og sandstormen ikke til ophold på molerne med COBB-grillen. Vi så nogle få, som forsøgte sig med forberedelser til grillmad, men ret hurtigt blev mad og rødvin, o.s.v. fragtet ned i bådene igen. Vi gemte os også under cockpitteltet med siderne rullet ned i vindsiden. Så menuen blev frikadeller fra delikatessen i Kvickly – de var faktisk ret gode – samt stuvet spidskål og frisk opgravede asparges kartofler fra Jegindø. Det var da en ret lækker menu. Vi tilbragte en hyggelig aften med at sludre med nabobådens jævnaldrende besætning – Finn og Birgitte – som var hjemmehørende i Lemvig. Vi havde også været naboer i Thyborøn havn, så nu var det næsten, som havde vi kendt hinanden i længere tid. De havde naturligvis et omfattende kendskab til Limfjordens havne, så vi fik lige nogle nyttige Virksund og Skive informationer.

 

Fredagens vejr var stort set som torsdagens vejr: lummert, blæsende, sandfyldt. Hen på eftermiddagen løjede vinden af, og så fik båden lige den helt store soigneringstur med bådshampoo og kost, igen nærmest tynd kakaomælk at se på – puha -, men til sidst så båden fin ud igen, klar til afgang næste morgen. Hvis man skulle have lyst til at vide mere om havnens byggeprojekt, så kan jeg tilbyde dette link – www.fjorden.nu – hvor der findes en detaljeret beskrivelse af det imponerende byggeri.

 

Vi forlod Nykøbing Mors om morgenen ved ottetiden med kurs mod Virksund helt inde i bunden af Lovns Bredning. Her havde vi ikke tidligere været, og hvordan var så lige vejrforholdene? Sammenlignet med de sidste dagens kraftige blæsevejr, så var vi vendt tilbage til det, som nærmest ligner standarden for vores sejlads fra den ene til den næste havn: Ingen vind overhovedet. Vi har næsten vænnet os til, at dette lader til at være standarden, hvis ikke vi lige vil ud i 15 m/s vind i Limfjordens vande – og det vil vi ikke!! Vore samtaler med diverse Limfjordssejlere viser også, at dette heller ikke er normal praksis for sejlere, som kender til forholdene. Vi ankom midt på eftermiddagen til den hyggelige havn i Virksund, den er godt gemt af vejen i læ rundt om en pynt. Alle havneforretninger ordnes fra havnegrillen, som også er køkken for klubhusets restaurant. I restauranten serveres ”Dagens Ret” til kr. 85,00 hver eneste dag i sejlersæsonen. Lørdagens ret var ”Du vælger selv”, og damen i grillkiosken forklarede, at det bestod af en buffet med 3 slags kød, 10 slags salat og 3 slags kartofler i fad. Det måtte da prøves af, og det var rigtig fint med et stort glas fadøl til. Efter eftermiddagsankomsten vandrede vi rundt og besigtigede havneområdet. Vi kunne se, at der lå et mindre bjerg af galvaniserede stålrør ved søsætningskajen, og en nærmere besigtigelse afslørede, at det var materialer til at samle bådstativer med hjul på, alle i samme størrelse men justerbare. Der lå nok materialer til et halvhundrede stativer, så det er nok uden tvivl et tiltag, som sejlklubben er blevet enige med medlemmerne om at gennemføre. Der var et mindre hold mænner i gang med at skrue stativer sammen, så projektet var godt i gang. Da vi returnerede til broen, hvor båden var fortøjet, kunne vi se, at der var sket et eller andet. Det viste sig, at en lille sejlerdreng på 5-6 år, som ellers var behørigt udstyret med redningsvest, var snublet over en fortøjning, da han forlader båden og dumper i havnen, men han dumper i uden vest, fordi båden skulle forlades. Uheldigt! Moderen tøvede ikke overhovedet, men sprang i havnen med alt tøjet på, og snart var drengen og moderen på molen igen, våde, noget chokerede, men ellers OK. Mest utilpas så bådejeren – som vistnok var farfar – ud, da det var hans lidt klodset anbragte fortøjning, som barnebarnet var snublet over. Nå, senere var familien da oppe i restauranten og spise samtidig med os, og alt så normalt ud, bortset fra at farfar ikke var med, han havde lidt svært med at komme sig oven på oplevelsen.

 

Vi forlader Virksund søndag d. 18. efter at havde tanket diesel fra en bekvemt placeret dieselstander lige ved mastekranen, selvbetjening efter udlevering i grillshoppen af en nøgle til en hængelås. Det virkede perfekt. Vi satte kursen mod Hvalpsund, hvor vi tirsdag ville få besøg fra Jægerspris af søn, svigerdatter og tre børnebørn. Vejret: 2-3 m/s lige i næsen – hvor heldig kan man være? Vi finder havnens bedste plads, når man nu skal være værter for bl.a. 3 livlige børnebørn, som farer til og fra båden uophørligt: langskibs ved en fin træmole, helt, helt inde i bunden af marinaen med15 mtr. til bænke og borde på grillpladsen. Gummibåden bliver pustet op, og Kirsten går i gang med – atter en gang – at få bund i vores akkumulerede vasketøj. Hvalpsund er atter en af de efterhånden adskillige havne, vi har besøgt, hvor vaskemaskine og tumbler er gratis, bruseren er gratis, og der er et fremragende sejlerkøkken til fri afbenyttelse. Hvor nemt kan det være? Nå, vi ville jo op til byen og besigtige forholdene, så vi begav os af sted. Kort efter marinaen mødte vi et stort skilt med teksten ”CENTRUM”. Det besluttede vi at følge, og det blev adskillige steder med kort mellemrum fulgt op af identiske skilte – store skilte. Efter 5-600 mtr. nåede vi ”centrum”. Det var simpelthen kun en eneste enkelt forretning, nemlig en Superbrugs. Der er ikke andre forretninger i Hvalpsund, bortset fra grillshop og lignende ved færgelejet. Jeg blev enig med mig selv om, at der har siddet en fyr i teknisk forvaltning med udpræget sans for humor, som har udtænkt anvisningen på at komme til Hvalpsund ”CENTRUM” og fået placeret disse skilte 5-6 steder i den bette by. Da vi nærmer os Superbrugsen, kan vi se, at byens ”hovedgade” er fyldt med en masse mennesker på fortovene, udstyret med terrassestole, øl, vin eller andre læskedrikke, og alle er i et gevaldigt humør. Jeg spørger, hvad anledningen er, og svaret er, at man sidder og venter på det store optog, som skal passere, og anledningen er, at der er havnefest i Hvalpsund. En ældre ”pige” i opløftet stemning, med en dåseøl i hånden og en smøg i den anden og adskillige manglende tænder tilbød mig, at jeg bare skulle komme til havnebal om aftenen, så kunne jeg få en kinddans – meget sødt og venligt! Efter vore indkøb i Superbrugsen følger vi vejen til havnen, og vi ser nu, at hele havnearealet er omdannet til en stor festplads med snesevis af kræmmerboder, tivoli, salgssteder for øl, is, pølser, pizza, og meget andet. Vi var glade for at erfare, at havnefesten i 2010 var flyttet fra marinaen til selve havnen ved færgelejet. I marinaen kunne man næsten ikke høre støjen fra havnefesten, dejligt! Men vi er sikkert lidt sarte.

 

Mandagen går med generel afslapning, læsning, vandreture, bl.a. til byens ”Centrum” for at handle ind til aftensmaden, som skulle tilberedes på COBB grillen. Vi har mange gange købt grill ribben fra Jensens Bøfhus, og det er fint til en COBB grill. Nu så vi i Superbrugsen at Jensens Bøfhus lancerede to nye grill versioner, bl.a. kalve spareribs, det skulle da prøves. Det var en skuffelse. Kødet var rimelig mørt, men også fyldt med brusk og mange sener. Det værste var, at benene måske udgjorde næsten halvdelen af pakkens indhold. Netto kød udbyttet var skuffende og irriterende lavt. Det vil vi ikke gentage.

Vejret havde hele dagen være med temperaturer i nærheden af 30 grader, det virkede lummert, og selvom man kan finde skygge under en parasol eller et solsejl, så virker det trættende. Vi er mere til temperaturer i starten af tyverne.

 

Dette er dagen, hvor søn, svigerdatter og 3 børnebørn skulle besøge os i Hvalpsund. De forlod deres bolig i Jægerspris temmelig tidligt, krydsede Kattegat med Odden-Ebeltoft hurtigfærgen og tog til Kattegatcentret i Grenå, lige noget for vores nysgerrige børnebørn. Vores søn havde bestilt en dykkertur med en instruktør i hajbassinet. Børnene kunne udefra betragte farmand svømme rundt i en halv times tid blandt bassinets hajer. De var ret imponerede. Sidst på eftermiddagen ankom den trætte familie, COBB grillen var gjort klar til at massefabrikere hamburgers, Kirsten og vores søn Claus hentede fritter henne ved færgehavnens grill shop. Men da det kom til stykket, så var trætheden ved at indfinde sig, og appetitten var ikke overvældende. Så adskillige stegte hamburgers røg i køleskab til en senere gang biksemad. Efter en lang dag skulle der endelig overnattes på farfars båd, det havde de glædet sig til i rigtig lang tid. Sov godt.

 

I Hvalpsund er der mange mole pladser, hvor det er helt ideelt for børnene at hygge sig med favoritdisciplinen: krabbefiskeri med små krabbefiskestænger. De var medbragt hjemmefra, idet vores erfaring er, at det kan børnene simpelthen få en hel dag til at gå med. Da jeg efter et par timer skulle besigtige fangstresultatet måtte jeg gøre store øjne. De havde faktisk fået fyldt 2 store spande med krabber. Det var nogle ordentlige krabater, mange så store som frokost tallerkener. Og så kom overraskelsen: Claus – som er inficeret med det Thomsenske madlavningsgen, og som er rigtig god til det – meddelte, at han vil koge krabbe bisque som forret til aftensmåltidet, og som sagt så gjort: i sejlerkøkkenet var alle de redskaber, som skulle bruges til sådan en gang madlavning. Børnebørnene, som selv havde bidraget med hovedparten af krabberne, var naturligvis vildt interesserede i at se, hvordan deres fangst blev omdannet til en velsmagende ret. De er vokset op med at se, hvordan diverse råvarer bliver omdannet til mad. De har f.eks. været med til at partere et stykke råvildt i køkkenet – hele vejen fra at trække ”pelsen” af til at skære dyret op og udtage indvolde og endelig finpartere dyret. Så det fænomen at se levende krabber bliver flækket på langs og ryge til svitsning i hed olie og senere koge med hvidvin, løg, hvidløg og diverse krydderier, det synes de er vildt spændende, og de nyder slutresultatet: den kraftige krabbe bisque. Og det gjorde vi – de voksne – for resten også. Og så var det snart slut på en spændende og meget varm dag, og familien lå snart spredt på alle ledige pladser i båden – vi var trods alt 7 personer ombord.

 

Efter en solid morgenmad serveret ved ”vores” grillplads, gik børnene igen i gang med at fange krabber, denne gang dog til senere udsætning igen. Men dillen greb om sig, og inden længe var børnene omgivet af flere børn fra andre både, som også fik engageret fædrene i den spændende aktivitet. I mens gik søn og svigerdatter i gang med at rydde vores båd for bagage og pakke bilen, som skulle fortsætte til vores bolig i Haderslev. Vores bolig er blevet det årlige ”sommerhus” for vores familie, som bruger boligen som basis for udflugter til Legoland, Rømø eller ren afslapning på terrassen med grill og bålsted tændt om aftenen. Men det er en helt anden historie. Da familien futtede af sted ved 12-tiden gik jeg i gang med oprydning og med at fjerne sporene fra bådens storfamilie besøg, og Kirsten gik i gang med at vaske håndklæder, m.m., i marinaens gratis vaske faciliteter. Ved 15-tiden var vi klar til afgang og satte kursen mod Skive, hvor vi ikke tidligere har været. Det er altid spændende at anløbe et nyt og ukendt sted. Skive har opbygget et ”søsportscenter” – en større marina – nord for industrihavnen. Hele marinaen er omkranset af den type byggeri, som man ser i mange marinaer efterhånden, d.v.s. en ensartet række sammenbyggede feriehuse, men i Skive er det faktisk et hotel, et lidt fint et af slagsen. I Skive er det pæne, sorte rækkeboliger, som nærmest må betegnes som hotellejligheder. Det hele bestyres af hotellets store flotte reception, som også er stedet, hvor man betaler havnepenge og får udleveret chipkort til toilet og bad. I forbindelse med hotellet findes også en restaurant af den lidt finere slags. Det er ikke et sted, hvor man kan gå ind og bestille en gang biksemad eller en gang stegt flæsk med persillesovs. Men der var mange gæster om aftenen. Der er i det hele taget et lidt eksklusivt præg over både boliger og restaurant. Vi fandt dog lige ved marinaen en lille kineserrestaurant, som solgte China-food ud af huset. Vi bestilte 2 gange 5-retters menu til senere afhentning. Det smagte virkelig dejligt, og der var rigelig mad til to dage.

 

Efter indtagelsen af vores medbragte morgenmad gjorde vi klar til vandretur til Skive. Vores morgenmad bestod af nogle halvtørre boller medbragt fra Hvalpsund, der er nemlig overhovedet ingen handlemuligheder i nærheden af marinaen. Nærmeste mulighed for frisk morgenbrød er mindst 3 km væk ved et par tankstationer. Vandreturen til Skive er på ca. 2,5 km til centrum, men en del af turen, som er køn, kan foregå langs med Karup å, som løber ud i Limfjorden ved Skive. Selve Skive er en hyggelig by at slentre rundt i, men vores hovedmission var at få grundigt husholdningshandlet i en stor Kvickly. Det gjorde vi så, og jeg blev igen konverteret til et pakæsel med rygsæk og lange arme, og så gik vandreturen tilbage til marinaen. Så havde kroppen også fået sin bekomst af motion denne dag. Et emne, som satte sit tydelige præg på Skive, var, at Skive skulle være vært for et internationalt KFUM spejder arrangement, som skulle begynde lørdag d. 24. august og vare 10 dage. Der forventedes ca. 16.000 spejdere, og forberedelserne var synlige mange steder i Skive, og ikke mindst i nærheden af marinaen ved skibsværftet, hvor en større flok voksne – spejdere? – var i gang med at bygge et antal mega meget store flåder, som skulle udstyres med bl.a. toiletter. Flåderne skulle slæbes nordpå og ankres op ud for den nærliggende campingplads. Meningen var så, at nogle af spejderne på skift kunne få en overnatning på flåderne, det har sikkert været noget af en udfordring for mange af de unge mennesker.

Vi besluttede at forlade Skive næste morgen før den store spejder invasion.

 

Fredag d. 23. juli forlader vi Skive og sejler nordpå til Rønbjerg, som ligger lige overfor Livø. Vi fandt en udmærket plads i lystbådehavnen, og så skulle aftensmaden stå på fiskehandlerens verdensberømte – sådan da - Stjerneskud. Fiskehandleren hævder i hvert fald selv, at det er Danmarks bedste Stjerneskud. Vi havde også prøvet det af i 2005, og kunne det nu leve op til erindringerne? Det kunne det. Det var stort, flot og meget velsmagende. Rønbjerg er især kendt for sit store feriecenter med mange feriehytter, badeland, restaurant og et mindre dagligvare udsalg. Det blev erklæret konkurs for nogle år siden, men er nu i fuld gang igen. Vi husker især fra vores ophold i Rønbjerg i 2005, at ekspeditionen i feriecentret var ualmindeligt sløv og uengageret. Det havde virkelig ændret sig til det bedre.

 

Dagen efter satte vi kursen mod Thisted, tværs over Løgstør Bredning og gennem Feggesund til Thisted. Begivenhedsløs tur, endnu en gang for motor, ingen vind, godt at båden er udstyret med en velfungerende selvstyrer til de lange lidt monotone strækninger.

Vi finder ind i bunden af Thisted lystbådehavn og fortøjer tilfældigvis ved nøjagtig den samme plads, hvor vi også fortøjede i 2005.

Thisted havn er meget tydeligt en større havn, som målrettet er konverteret fra erhvervshavn til et rekreativt område med restauranter, cafeer og lignende. Der ligger en McDonald’s burger restaurant lige ned til molen, en Shell station, hvor man betaler havnepenge og køber chipkort, og som også har et drive-in bageri. Et par hundrede meter længere væk ligger et større indkøbscenter med bl.a. en stor Føtex.

Så som det ses, så lå alle diverse nødvendige faciliteter til livets opretholdelse inden for en bekvem afstand.

Når man bevæger sig i gågaden i Thisted, så bekræftes jeg i det indtryk, som vi har oplevet i mange af Limfjordsbyerne: man får indtryk af nogle meget velplejede, velsoignerede byer, som gør meget ud af at fremtræde indbydende og tiltrækkende. Meget behageligt.

Vi nød at slentre rundt i Thisted, spise lidt frokost på en fortovsrestaurant, handle lidt ind i Føtex, og så for resten bare retur til båden og besigtige det livlige havneliv.

 

Men vi skulle nu til at tænke lidt fremad, for målet med vores Limfjordstur var at ende på Livø, hvor vi skulle deltage i Livø Jazzfestival. Vi havde købt billetter på internettet i maj, og vi vidste, at vi skulle ankomme tidligt til Livø for at få en bekvem plads i havnen, som under festivalen er 100 % fyldt med både. Havnen er lille og fuldstændig firkantet som en skotøjsæske, og vi ville gerne helt ind i bunden på højre side, hvor vi i øvrigt lå i 2005. Det er den eneste plads i havnen, hvor man med sikkerhed undgår trafik over båden i festival dagene. Det ville desuden give let adgang til båden både sideværts og foran over prædikestolen. Vi havde nemlig inviteret vores venner Anne-Marie og Ges til at besøge os under festivalen, og Anne-Marie havde haft et uheld som indebar, at det ene ben var lagt i en skinne fra hofte til ankel og to krykker var også nødvendige, så den beskrevne plads ville gøre det meget nemmere for Anne-Marie at komme til og fra borde.

Desuden havde DMI 5-døgns prognose truet med noget ubehageligt vejr om en 3-dages tid, så vi forlod Thisted og tøffede østpå igen mod Amtoft, hvor vi ville tage en enkelt overnatning inden turen gik videre til Livø. Amtoft er en lille lystbådehavn, som har de nødvendige faciliteter uden at være prangende – så er det sagt. Havnens største aktiv er vel den fine udsigt ud over Løgstør Bredning. Sjovt nok, så er der placeret en temmelig stor Kvikspar forretning helt nede ved havnen, få meter fra molerne. Den var lige blevet indviet, da vi besøgte Amtoft i 2005, men den var stadigvæk ”still going strong”. Der er ingen større bebyggelse i umiddelbar nærhed, men der må jo trods alt være et tilkørende kundegrundlag, forretningen manglede i hvert fald ingenting.

 

Næste morgen satte vi kursen mod Livø, vi kom til en næsten tom havn og pludselig lå vi godt fortøjet på favoritpladsen, og så var vi for resten festival klar. Vi gik til købmandsbutikken, som bestyres af Kirsten og Christian Schmidt, som også bestyrer vedligehold og udlejning af de mange kursusfaciliteter, samt ikke mindst er ene arrangører af den årlige jazzfestival. Vi har stort set kun set dem arbejde næsten i døgndrift under festivalen, og de gør en kæmpeindsats. Vi fik udleveret vore internet bestilte billetter, vi vandrede lidt rundt i ”byen”, og konstaterede, at alt så ud som i 2005.

Livø har jo en noget mere mørk fortid. 1911 overtog "Den Kellerske Anstalt" øen Livø. Den blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. De kunne gå frit rundt på øen, hvor de skulle passe landbrug, skov, mejeri og værksteder. Dette varede ved i 50 år. I dag er de tidligere institutionsbygninger de tidligere nævnte kursusfaciliteter.

Der også en kro på Livø. Vi noterede os, at man kunne købe frokostbuffet til kr. 85,00 hver dag fra 1100-1400. Næste dag var nemlig dagen, hvor vejrguderne endnu en gang ville svinge pisken over i hvert fald det sted, hvor vi befandt os, så vi ville kæmpe os gennem regn og kuling og spise kroens frokost buffet. Vi bemærkede også, at kroen er udstyret med et kæmpestort køkken. Kroen er nemlig mod bestilling leveringsdygtige af forplejning til kursusdeltagere, og kapaciteten er 276 kursus sengepladser.

Livø er også speciel ved at have eget el-værk, fjernvarme og vandværk.

 

De følgende dage vandrede vi ture, slappede af, kikkede på de første ankommende sejlende festivalbåde. Det er også fascinerende at overvære hele det store logistiske cirkus det er at fragte alt festival udstyr med en lille færge til Livø. Man kan se, at der kommer flere og flere hjælpere til øen, teltet rejses, borde og bænke stilles op, scenen bygges op, og der rejses en større teltlejr ved festivalteltet. Disse telte kan lejes for kr. 60 pr. person pr. døgn.

Som vi nærmer os selve festival weekenden begynder gæsterne at ankomme og øen summer af liv.

Fredag d. 6. august starter festivalen, og så kører det bare derudad. Der er musik både i festivalteltet og på kroen, og i et vist omfang også foran købmandsbutikken.

Bortset fra morgenmad købte vi alt vores fortæring i festival teltet, god kvalitet, rimelig pris. 

Musikken er stort set udelukkende baseret på musikalske gengangere, men sådan skal det altså være til Livø Jazzfestival.

Og pludselig er en god jazzfestival overstået.

I løbet af en halv time var havnen til min store overraskelse pludselig tømt efter den afsluttende jamsession. Vi havde egentlig planlagt at forlade Livø om mandagen, men vi fik pludselig travlt med at rydde op og gøre båden sejlklar, hvorefter vi dampede til Løgstør.

 

Og her slutter så beretningen om Bardins sommertogt 2010.

 

Fra Løgstør satte vi simpelthen kursen mod de hjemlige farvande, og nogle få dage senere var vi i Juelsminde, og så synes vi næsten, at vi er i de hjemlige farvande.

 

Hvis nogle læsere skulle få lyst til at kommentere vores oplevelser, så er vores e-mail adresse bardin@webspeed.dk.

 

Med sejler hilsen

 

Besætningen på Bardin

 

Kaj og Kirsten

_Startside_