Top_
Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/ 

   

Retur til
forrige side
HSC Arkiv

Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Formandens statusberetning
4 kvartal 2007

   

Formandens statusberetning vedr. 4 kvartal 2007

Min første beretning som formand vil jeg påbegynde med hvert års højdepunkt generalforsamlingen, hvor medlemmerne sammensætter den nye bestyrelse, stiller kritiske spørgsmål til regnskab og andre dispositioner foretaget i årets løb.

Nogle generalforsamlinger går næsten ubemærkede hen i historien, medens andre virkelig har nerve og intensitet som følge af vanskelige og betydningsfulde beslutninger, som skal træffes indenfor få timer.

Generalforsamlingen 2007 bliver nok en af dem, som vil blive husket i årene fremover bl.a. fordi vor formand gennem 14 år Hans Olling valgte at trække sig tilbage og overlade styringen til nye kræfter, hvilket betyder, at den nuværende bestyrelse nu består af "nye medlemmer med kun 10-15 års medlemskab af klubben".

Det er nok sundt, at der løbende sker en udskiftning i en bestyrelse, så arbejdet ikke blot bliver en ekspeditionssag, men at det er ildsjæle som i en periode er villige til at bruge masser af fritid på arbejdet, og derefter selv finder tidspunktet hvor ilden er ved at være slukket og takker af inden metaltrætheden indtræffer.

Generalforsamlingen skulle også på baggrund af bestyrelsens indstilling tage hensyn til om forpagtningen skulle nedlægges og restauranten omdannes til klubhus.

På papiret var det en gammel traver som var trukket på græs igen mente mange, og der var en god portion skepsis omkring projektet, idet der jo også var nogle økonomiske konsekvenser ved at nedlægge forpagtningen.

Man må vel også sige, at de seneste års forpagtninger ikke har været nogen succesoplevelse for klubben og stort set kun har bidraget til vor økonomi ved at vi har undgået nogle omkostninger til rengøring og opvarmning.

Efter en længere debat for og imod i et stopfyldt klubhus, blev det enstemmigt vedtaget at forpagtningen skulle nedlægges og at der skulle nedsættes et hurtigt arbejdende klubhusudvalg som havde til opgave at få etableret rammer for det fremtidige klubhus og få det i gang i begyndelsen af det nye år.

De 6 medlemmer har arbejdet utroligt målrettet og har holdt masser af møder og der danner sig nu allerede et mønster af hvordan vi alle får glæde af klubhuset som samlingssted, møder, foredrag, fester, udlejning m.v.

De sidste bulletiner jeg har modtaget fortæller, at alarm- og adgangssystemet er ved at blive installeret, brandtilsynet kommer i næste uge, udlejningsdatoer er ved at blive plottet ind og der forventes en afklaring omkring forskellige udskænkningsmuligheder.

Også samarbejdet med HSF blev yderligere styrket da Sejlforeningen i samarbejde med vore folk på pladsen slog alle pælene til vor nye 40 meter lange E bro. Der var virkelig tale om teamwork hvor HSFs 8 mand arbejdede på flåden, medens 4-5 mand fra HSC slæbte telefonpæle til søsætningskajen hvor de blev skåret i de rigtige længder. Brodækket monteres medio Januar hvorefter broerne kun mangler el.

Der er et stigende antal medlemmer som nu tilbyder deres hjælp til små og store opgaver, og jeg håber, at foråret 2008 vil være året hvor mange flere vil være med til at forskønne vort område. Her tænker jeg på oprydning, beplantning, maling af klubhus, renovering af vore grillpladser, rengøring af vort brodække, samt andre ting som vil gøre, at man får lyst til at opholde sig i vor klub.

Jeg har også besluttet. at vi igen skal se på alle de gode ideer der kom frem på vor brainstormingsmøde i foråret, og som vi ikke fik færdigbehandlede og ført ud i livet. Forslagene er ikke glemt – tværtimod.

Jeg så desuden gerne, at vi virkelig prøver at integrere de nye medlemmer og at de nye medlemmer er åbne for at lade sig integrere. En form for mentorordning hvor "ældre" medlemmer havde 2-3 nye medlemmer som ansvarsområde, og som ville hjælpe de nye med rent praktiske informationer, men også ville "invitere" dem ind i fællesskabet generelt. Jeg mener ikke man skal overdrive ordningen, men en snak på broen eller i klubhuset, et besøg i båden og senere en invitation til et klubarrangement.

Vinteren lægger sig snart tungt over landet, men det er ikke ensbetydende med, at man først dukker op på havnen iført Harboøre habitten i april måned. Vi skal have gang i vinteraktiviteterne og jeg håber at vi er klar i løbet af januar måned med spændende aktiviteter i vort nye klubhus.

Jeg ønsker Jer alle et rigtigt godt Nytår 2008

Med venlig hilsen

 
https://www.haderslevsejlclub.dk/ https://haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Disse arkivdata er rettet 05-04-2022