Top_
Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/ 

   

Retur til
forrige side
HSC Arkiv

Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Formandens statusberetning
1. Kvartal 2010

   

Formandens statusberetning vedr. 1. Kvartal 2010

Vinteren har i år har været den længste og koldeste jeg har oplevet i mange år, og man synes næsten den ikke ville slippe taget før vi kom et godt stykke ind i april måned.

Vi havde derfor i bestyrelsen og specielt havnemester Lars Knudsen løbende overvejelser om vi skulle udskyde den første søsætnings week-end en uge hvis vejret fortsat ville være koldt med risiko for slud og sne.

Vi kom imidlertid til det resultat at ligegyldigt om vi fastholdt eller udskød den første søsætning ville der være delte meninger om den rigtige beslutning. Derfor valgte vi at fastholde den oprindelige plan så de medlemmerne som havde deres både klar kunne blive sat i vandet umiddelbart efter påske. Det danske vejr er en sær størrelse og det artede sig pludselig i positiv retning og det betød omsider liv på havnen.

Mastekranen som i vinter er blevet modificeret blev også klar inden første søsætning og der er indkøbt nye stropper til både med centerløft.

I det hele taget er alle regler omkring løft af vore både blevet gennemgået fra a – z af sikkerhedsgrunde og udstyr og uddannelse af vore kranførere er blevet ajourført.

I marts havde vi foredrag om sikkerhed til søs og det var synd at kun omkring 30 medlemmer havde fundet vej til klubhuset den aften. Det var et interessant og dygtigt udført foredrag med en foredragsholder som vidste hvad han talte om. Kender du reglerne for hvornår du skal have speedbådskørekort eller om du skal have redningsveste til alle passagerer ombord på din båd samt hvad promille du må sejle rundt med i danske eller tyske farvande.

Vor kasserer har igen i år måttet slås med en mindre gruppe medlemmer med en restance på små 100.000 kr. som på trods af 3-4 henvendelse stadig ikke betaler deres kontingent. Kontingentet skal hvert år være rettidigt indbetalt med 15. februar, og det er tidskrævende og frustrerende at man som frivillig kasserer hvert år skal bruge alt for megen tid på at få kradset kontingenterne ind. I klubbens vedtægter § 8 kan alle læse om reglerne samt konsekvenserne af ikke at overholde tidsfristerne.

Klubbens røde skure har gennemgået en tiltrængt renovering så de lever op til vore forpligtelser overfor kommunen i henhold til vor lejeaftale, og derfor er der netop afholdt møder med de resterende skurejere for at gennemgå hvilke forbedringer/renoveringer den enkelte skurejer skal foretage for at kunne leve op til disse krav.

Vi har gennem det sidste halve år arbejdet med at få gennemført den længe planlagte legeplads med boldbane under ledelse af Finn Laursen. Det er en megen kompliceret sag at få tilladelse til at etablere en legeplads, idet mange forhold, tilladelser, forsikringer samt løbende kontroller skal være på plads inden man kan få tilladelse til at påbegynde og opstille legeredskaber m.v. Vi håber på at få de endelige aftaler på plads så arbejdet kan påbegyndes i slutningen af april måned så legepladsen kan stå færdig inden gæsterne begynder at ankomme til klubben.

Med stor velvilje fra vort korps af havneopkrævere er det igen i år næsten lykkedes at få alle 25 opkrævningsuger besat. Det er dog primært de havneopkrævere som også har deltaget de sidste 2 år som igen melder sig under fanerne, sammen med enkelte nye. Vi har i dag 15 havneopkrævere og mangler stadig 4-5 stykker og jeg vil derfor opfordre Jer medlemmer til at melde Jer for en uges opkrævning. Det fremgår at hjemmesiden samt udhængsskabet hvilke uger som fortsat er ubesatte.

Jeg har indkaldt havneopkræverne til informationsmøde i klubhuset den torsdag den 22. April og alle som måtte være interesseret i at høre om emnet er velkomne.

Teamet med Marius og Erling blev færdige med renoveringen af kajkanten samt nedgangspartiet til Bro E og der skal lyde en stor tak til dem for det store arbejde som har resulteret i et meget smukt resultat. Der mangler nu blot en lampe samt beplantning omkring ”kosten” optil verandaen.

Hvis nogen ikke skulle have bemærket det kan jeg oplyse at årsagen til at både bro A og bro B fremtræder som nye, ikke beror på flyveaske fra vulkanen på Island som har slebet træet rent, men Sømanden og Marius arbejde med vor højtryksrenser.

Hvis der måtte være nogen på de andre broer, som synes det kunne være kønt om deres bro også så sådan ud, kan de henvende sig til Sømanden eller Lars og høre om de kan låne udstyret.

Morgensvømningen har været en stor succes og er blevet forlænget med 2 week-ends i denne sæson. Undersøgelser har vist at svømning er den klart bedste motionsmåde, langt bedre end løb og cykling så vi vil overveje om sæsonen næste år også kan forlænges.

Aktivitetsudvalget med Gunnar Nielsen i spidsen må konstatere, at der kun har meldt sig 1 medlem til at hjælpe med arrangementerne og derfor må det påregnes, at kun pinsefesten på Årø og Sank Hans aften bliver til noget i år. Der forventes dog nogle sociale arrangementer i forbindelse med kapsejladsudvalgets aktiviteter.

Kaj ”Bardin” Thomsen og hans kone har gennem vinteren forsøgt at holde liv i fredagshyggen efter fyraften, men det har været med op ad bakke med hensyn til fremmøde. Derfor slutter disse arrangementer med udgangen af april hvor vi må forvente at medlemmerne er sejlet på week-end i stedet.

Sæt kryds i kalenderen den 27. Maj som er klubbens årlige arbejdsdag hvor vi alle giver et bidrag til i fællesskab at få lavet malerarbejde, oprydning og lign. så vi vort areal kommer til at fremstå pænt og ryddeligt sommeren igennem.  

 

Til sidst henleder jeg opmærksomheden på standerhejsningen lørdag den 24. April kl. 15.00 og håber at I alle må få en rigtig god sæson.

Med sejlerhilsen

 
https://www.haderslevsejlclub.dk/ https://haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Disse arkivdata er rettet 05-04-2022