Top_
Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/ 

   

Retur til
forrige side
HSC Arkiv

Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Formandens statusberetning
3. Kvartal 2010

   

Formandens statusberetning vedr. 3. Kvartal 2010

Vi står nu med det ene ben i efteråret og det andet i vinterperioden og jeg lader sæsonen passere revy og når til den erkendelse at vejret er blevet blandet som det plejer, men med en tydeligere inddeling end de seneste år. Jeg synes man kan sige at foråret var rimeligt fornuftigt, sommeren over gennemsnittet medens efteråret har været en lidt kedelig fornøjelse.

Sådan er sejlsport og efteråret har også budt på sejladser herunder fællesturen Blå Bånd til Assens som blev en hyggelig vellykket tur som ser ud til at have fundet en trofast skare som synes at denne form for uforpligtende sejlads er en god måde at være sammen på.

Også Fyrskibssejladsen som appellerede til de mere hardcore sejlere som ønsker at dyste mere seriøst havde et pænt fremmøde og vejret betød at sejladsen blev en udfordring i sig selv. Kraftig vind skabte også dramatik da en sejler faldt overbord, men godt sømandskab reddede situationen fra at udvikle sig.

Vi er vel også nok nogle som har trukket på smilebåndet når vi har set tyske sejlere eller udlejningsbåde med redningsflåder, redningskranse, flagvagere, kasteliner med blink, radarreflektor i mastetoppen og hele familien udstyret med redningsveste og livliner med karabinhager.

Men er det i virkeligheden os der har slækket på den sikkerhed vi i ”gamle dage” blev tudet ørene fulde af og er det derfor man hyppigere ser sejlere uden veste. Er det ikke på tide man selv ser på sin egen og familiens sikkerhed inden det går grueligt galt.

På arbejdsfronten fortsætter vi med at vende hver sten og løse de problemstillinger der derved dukker op. Det betyder undertiden at vi må træffe nogle beslutninger som ikke altid er lige populære, men som er nødvendige for at vi kan overholde vore forpligtelser.

For at anskueliggøre problemstillingen vil jeg her nævne 3 eksempler:

I vor lejeaftale med kommunen har vi en forpligtelse til at holde de røde skure i en god vedligeholdelses- og sikkerhedsmæssig stand. I april 2010 gennemgik vi alle skurene sammen med en uvildig fagmand og alle skurejerne fik en rapport over de forhold som skulle udføres inden 30. november. Der skete intet indtil vi måtte skrue bissen på omkring 1. oktober hvorefter alle de implicerede skurejere enten gik i gang med udbedringerne eller overdrog deres skrue til andre medlemmer.

I forbindelse med inspektion af beddingsområdet som vi allerede for 2 år siden havde i kikkerten på grund af skinnemateriellet kunne vi konstatere, at det ville blive nødvendigt at bekoste et større beløb hvis vi fortsat på forsvarlig vis skulle anvende det som optagealternativ. Da vi kun havde 1 måske 2 både tilbage som anvendte denne form for optagning meddelte vi at optagning kunne foretage på eget ansvar. Samtidig konstaterede vi at vor anvendelse af området til vinteropbevaring iflg. lokalplanen ikke var lovlig. Derfor måtte vi kontakte kommunen og få en præcisering af anvendelsesområdet.

Vor vinteropbevaringsplads er efterhånden meget trang på grund af en øget tilgang af både som samtidig er blevet større. Det er meget vanskeligt for havne- og pladsmesteren at placere bådene på en sådan måde at der kan etableres 2 køreveje ned gennem ”flokken” af både, idet det derved er tvivlsomt om der vil blive plads til alle bådene. Placeringen er i år derfor blevet meget kompakt og vi fandt det derfor nødvendigt at kontakte Haderslev Brand og Redning for at få deres vurdering af risikoen ved en brand opstået inde i ”flokken”. Meldingen var desværre temmelig kontant, idet de måtte meddele at de ikke ville sende røgdykkere ind i området og bekæmpe ilden indefra. Det betyder, at vi har måtte følge Brand og Redning anvisning om ikke at anvende strøm på pladsen, afmontere polerne på akkumulatorerne samt fjerne gasflasker og benzindunke.

Jeg har nævnt eksemplerne for at illustrere at der er en mening med galskaben og at beslutningerne ikke træffes for at genere enkelte grupper eller som nogen mener er alt for restriktive og bureaukratiske.

Vi sluttede sæsonen af med at sætte renoveringen af EL på vinterpladsen i gang og nåede også at blive færdige med en totalrenovering af standerne samt trækning af helt nye tidssvarende kabler så vi er klar til den nye sæson. Det har længe været et ønske at foretage denne renovering og da vi indenfor vort indeværende budget kunne foretage denne investering uden at skulle tage penge fra vor formue eller komme ud med et negativt regnskabsresultat slog vi til og gik i gang med opgaven.

Der blev samtidig råd til at lave en forebyggende tyverisikring fase 1, hvor vi opførte 3 master med lys som dels tænder via bevægelsescensorer men også tænder i andre forudbestemte situationer. Det er vort håb at vi kan undgå ubundne gæster i vore både i vinterperioden, som desværre er et stigende problem rundt omkring i havnene.

Vi nærmer os nu generalforsamlingen og det er der vi som bestyrelse skal stå til ansvar for vore gerninger og jeg håber I vil møde talstærkt op og give Jeres mening til kende.

I sidste klumme nævnte jeg at det ville blive svært at få en erstatning for Finn Laursen (næstformand) og Jens Harder (kasserer) men det er dejligt at bestyrelsen har kandidater vi vil bede generalforsamlingen om at vælge ind på de ledige poster.

Jeg håber på en god generalforsamling og ser frem til at møde mange af Jer til den efterfølgende torskespisning.

Med sejlerhilsen

 
https://www.haderslevsejlclub.dk/ https://haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Disse arkivdata er rettet 05-04-2022