Top_
Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/ 

   

Retur til
forrige side
HSC Arkiv

Haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Formandens statusberetning
4. Kvartal 2010

   

Formandens statusberetning vedr. 4. Kvartal 2010

Jeg vil gerne starte med at ønske alle medlemmer en rigtig god Jul samt et godt Nytår, med håbet om at sæsonen 2011 vil blive mindst ligeså god som 2010 hvor vi havde en længerevarende periode med rigtigt godt vejr.

Optagningen af både forløb som sædvanligt yderst tilfredsstillende blandt andet med stor assistance fra både havne- og pladsmester som hver week-end har været behjælpelige sammen med kranførerne at få det hele til at fungere.

På grund af, at vi i dag vinteropbevarer flere både efter broudvidelserne, at både er blevet udskiftet til større modeller samt at vi ikke kan anvende området ved X-Yachts tegnestue (nu den ny restaurant Café) var det nødvendigt at pakke bådene tæt for at være sikre på at der kunne være plads til alle bådene.

Det indebar at vi ikke har kunnet danne de brandveje som Haderslev Brand og Redning forlanger hvis de skal kunne bekæmpe en brand indefra gruppen af både. Derfor har det i samarbejde med brand og redning været nødvendigt i år at indføre restriktioner omkring afmontering af batterier samt at der ikke må benyttes strøm på vinterpladsen indtil foråret.

Med baggrund i erfaringerne for i år vil der blive lavet ændringer til næste år så der etableres brandveje på vinterpladsen.

Ellers stod 4. kvartal på klubbens ordinære generalforsamling med efterfølgende torskespisning og der var som sædvanligt fyldt op til sidste plads.

Vi sagde farvel til kasserer Jens Harder og næstformand Finn Laursen som begge har udført et kæmpearbejde for klubben. Heldigvis har vi fået 2 nye yderst kompetente bestyrelsesmedlemmer, nemlig kasserer Jytte Steentoft samt næstformand Steffen Yde.

Der var en livlig debat på generalforsamlingen, hvilket jo også er det der er meningen, men jeg vil blot referere til mødereferatet fra generalforsamlingen som kan læses på vor hjemmeside.

Den meget hårde vinter med ekstreme kuldegrader er heller ikke gået sporløst hen over klubben, idet vi har haft en mindre frostskade i teknikrummet, samt må konstatere at vort klubhus ikke isoleringsmæssigt lever op til de krav vi må stille bl.a. omkring udlejninger, mødeaktiviteter m.v. Vi er ved at kigge på hvilke muligheder vi har for at forbedre forholdende.

Ungdomsafdelingen afholdt deres årlige velbesøgte andespil og tilmeldingerne til Ølsmagningsaftenen i Januar går også fint frem af.

Hjemmesiden er ved at få en ansigtsløftning uden at det betyder radikale ændringer i udseende og funktionalitet. Formålet er at lægge flere generelle informationer såsom vedtægter, love, regulativer, lokalplaner, mødereferater, regnskaber, indbydelser m.v. ud på de primære sider så man lettere kan opsøge disse informationer uden at skulle ind på sekundære steder på hjemmesiden. Ved hjælp at funktionen SØGNING kan man blot ved at indtaste et søgeord få hjemmesiden finde alle informationer som er indeholdt i søgeordet.

Vi kan desværre konstatere at tyveknægtene stadig er på spil både på vinterpladsen, men også i de private skure til stor irritation for os alle. Vi har indledt et forsøg med lysmaster og videoovervågning som et forsøg i 2011 for at konstatere om disse tiltag virker og om vi skal udbygge det yderligere. Vi skal ikke kaste penge efter noget før vi kender effekten og vil evaluere det nuværende tiltag efter sæsonen 2011.

Jeg har besøgt ejeren af den nye restaurant som hedder Café og har fået et meget positivt indtryk af ham og hans koncept. Vi får en restaurant hvor man til en rimelig pris kan spise sig mætte i salater og bøffer som man kan få i mange forskellige varianter. Han regner også med at lave et koncept hvor man f.eks. for ca. kr. 70 kan få en bøf med salat med ud af huset, hvilket jeg synes vi har savnet muligheden for. Spændende at se hvordan konceptet ser ud når han starter op omkring 1.3.

Med sejlerhilsen

 
https://www.haderslevsejlclub.dk/ https://haderslevsejlclub.dk/_ARKIVET_/

Disse arkivdata er rettet 05-04-2022