Fyn Rundt fra Kerteminde med Sylfiden fra Silkeborg. (Se billedserien)

 

Rune og jeg sejlede den 4.-6. juni Fyn Rundt Classic med vores finalekonkurrent fra Skanderborg, så det var 2 gange far-søn på samme alder i samme båd. I alt ca. 160 både var med til start fredag formiddag, heriblandt 3 L23’ere. Der var lagt op til en skarp duel med Tøsen fra Egensedybet (Odense fjord), mens den lokale L23’er fra Kerteminde havde motor på hækken, dvs. 25-30 kg ekstra, så den regnede vi hurtigt fra. I svag til let vind, undertiden jævn med Fyn om styrbord og spilersejlads til Sprogø Øst søgte vi flere gange ind mod Fyn for at undgå modstrøm, Tøsen valgte den direkte vej, og det var klogt, for vi så dem aldrig mere. Den kom med et førerfelt på 30 både først til Svendborgsund og drev igennem i medstrøm, vi kom samtidig med at det blev mørkt et par timer senere i modstrøm og måtte smide anker 2 gange for ikke at drive tilbage i den kraftige strøm, det gik der nok 2-3 timer med. Så slutresultatet efter en meget lang Fyn Rundt på 45 timer, var at Tøsen kom i mål som nr. 3 overalt ved midnatstid lørdag, vi søndag morgen.

 

Den største oplevelse var et legesygt marsvin syd for Sprogø. I vindstille legede det ca. en halv time rundt om båden. Jeg har ofte forsøgt at fange et med kameraet, men det bliver ofte kun til ryggen og rygfinnen. Men denne gang i klart vand, flot solskin og kameraet i sportsfunktion lykkedes det! Se billeder i det lille diasshow fra Fyn Rundt.

 

 

 

 Næste beretning vil nok indeholde følgende:

 

Lidt af hvert om L23

DM for L23 i Bogense i august

Kredsstævne i Skærbæk i begyndelsen af september

Brandsø Rundt fra Middelfart 1.søndag i sep. ( lige noget for os Haderslevsejlere)

Last Fight i Dyvig ultimo september

Fyrskibssejlads i Haderslev