Nogle af HSCs medlemmer kan sikkert - håber jeg - huske, at jeg i 2006 og 2007 har bidraget til underholdningen i HSCs klubblad med beretninger fra vore sommerture i vores MAXI 909 BARDIN.

Det har glædet mig at få mange positive tilbagemeldinger, og således motiveret og inspireret vil jeg sætte mig til PCens tastatur og bidrage endnu en gang med diverse indtryk fra de steder, vi har været. HSC har jo bevæget sig ind i den elektroniske tidsalder og nedlagt det trykte medlemsblad, men jeg håber, at denne epistel alligevel når frem til dem, som har interesse i at følge BARDINs oplevelser.

Her begynder den:

Onsdag 21. maj begyndte som alle andre dage - og dog! Vi vågnede op i vores hjem som så mange andre morgener, men det ville blive sidste opvågning i hjemmet i længere tid, idet denne dato var dagen, hvor vi ville forlade Haderslev i en rum tid for at indlede sommerens ”togt”. Ganske vist havde vi allerede siden ca. 1. maj været på ca. 14 dages tur i de nære havne, men nu skulle det altså være!!

Vi havde læsset båden ved det gamle søsætningssted i ”Andedammen”, en del mere bekvemt end fra vores faste plads på den nye nordkaj, hvor man ikke - som tidligere - kan køre bilen hen til bådpladsen, når en større mængde bagage, tør og flydende proviant, m.m., skal læsses i båden. Jeg har dog senere konstateret, at min trailer kan trækkes igennem afspærringsstolperne med ca. ½ cm luft til begge sider, så det går endda.

Allestedsnærværende Lars Knudsen stod lige hos os, da vi glade meddelte: ”Nå Lars, nu ser du ikke os i lang tid!” Lars’s reaktion var med olm mine: ”Det gider jeg slet ikke høre om”! - Hvorefter ansigtet flækkede i et stort grin med: ”Kan I nu ha’ en rigtig god tur!!”

Vi tøffede ud gennem Haderslev Fjord i lunt ”shorts-vejr”, sol - og ingen vind. Den vind, som skulle vise sig at være den fremherskende i de næste ca. 2½ uge var østlig, mest svag til jævn, og enkelte dage frisk. Det var ikke så godt for os, idet den første del af vores tur havde et specifikt mål: Vi skulle være til en fest 7. juni med eks-kollegaer i Höllviken, som er en mindre by, som omkranser Falsterbo kanalen i Sydvestskåne.

Vi ”slentrede” i magstempo til Lyø, hvor første anløb og overnatning fandt sted. Lyø lignede sig selv, og det betød for os et dejligt gensyn.

Vi vandrede et par lange ture, sov godt, og næste morgen gik turen videre.

Vi var dog om eftermiddagen og aftenen blevet underholdt af besætningerne på tre Fulton størrelse skibe, 2 tyske og et hollandsk, hver med 40-50 teenagers om bord. På trods af alderen så det ikke ud til at begrænse indtaget af diverse flydende varer. Humøret var højt og støjende.

Vi sejlede til Faaborg, hvor vi oplevede det, som  - sikkert på grund af datoen - var meget typisk det meste af juni: ganske få gæstebåde i havnene.

Vi gik den obligatoriske bytur, besøgte den fantastiske - og dyre - slagter på strøget, vi slog et smut forbi shipshoppen ”Båd og Motor”, for at købe nogle dimser til båden, og for at lade os friste af sejlerens dilemma: tingene, som du ikke ved, du har brug for, før du falder over dem i marineshoppen!

Vi nåede lige at afprøve havnens annoncerede gratis trådløst internet. Det virkede perfekt. Gratis trådløst internet er et fænomen, som bliver mere og mere almindeligt i diverse havne. Til orientering for andre IT-nørder, kan jeg meddele, at der på følgende link http://www.openwifi.dk/ er en aldeles fremragende oversigt over trådløse netværksforbindelser i hele Danmark, både havne, hoteller, restauranter, m.m. Det opdateres løbende, jeg har brugt det meget i denne sommer, og jeg synes, at det er rigtig informativ. Jeg kan endvidere oplyse, at det gratis trådløse netværk hovedsageligt er ”NoPayNet”, som – i de mange havne, vi er stødt på det - sponsoreres af f.eks. selve havnen, evt. lokale firmaer med tilknytning til havne eller marinaerne. Visse steder er det kommunen, som er NoPayNet sponsor. Som sagt: det virker fremragende, og det er gratis.

Da det var overstået, og da havnen var meget ”død”, besluttede vi at sejle videre til Skarø, hvor vi ikke havde været, siden vi sejlede Maxi 77, og den solgte vi i 1986. Dengang var Skarø ret kendt i medierne på grund af en lokal ø-strid. En driftig fyr havde opstillet en grill-shop - hvor også andre småting kunne købes - lige over for den aldrende købmand, som syntes, at ”hans” handel blev narret fra ham. Det delte stort set de få Skarø beboere i to grupper, som tog parti for og imod med- og modpart. I dag er grillshoppen væk, det ser ud, som om der står en lille pølsevogn i købmandens have, og på døren ind til købmandens forretning - som nærmest ligner en købmandshandel i et museum - står: ”Hvis du ønsker at handle, så ring på dørklokken”

Sådan!!

Vi vandrede den sædvanlige ø-tur, og det var hurtigt overstået.

Selve broanlægget ser noget aldrende ud, men der er bygget en servicebygning ved havnen. Den ser pæn og ret ny ud, og den var velsoigneret indvendig.

Vi nød igen en solskinsaften, og gik tidligt til ro.

Næste morgen stod vi op til noget absolut uønsket: havnen så næsten ud, som om den var dækket af ”Sort Sol”, det var bare ikke stæreflokke, men småfluer. Ca. en milliard af dem - sådan sagde mit hjerte mig - havde slået sig ned på båden, det så hæsligt ud.

Der var ikke andet at gøre, end at komme hurtigt af sted mod Svendborg.

I Svendborg fik vi en ny overraskelse. Der var kraftig håndværker aktivitet i gang på alle broer plus i og omkring servicebygningen, som ligger klods op af Bendiksens fiskeforretning. Nogle broer var flyttet, man var i gang med at skifte el-standere og vand ud på alle broer, og ikke mindst: man var i gang med at bygge en flydende to-etagers service bygning af træ, som på øverste etage skal indeholde havnekontor, m.m. Den skal slæbes på plads bag den gamle servicebygning. Det var kun muligt at få vand fra en enkelt laaaang slange, som var tilsluttet en vandhane i den gamle servicebygning. Jeg var nødt til at foretage en grundig bådvask på grund af Skarø fluerne, så slangen blev slæbt til båden, og arbejdet blev gjort. Jeg fandt en flytbar el-stander, hvor jeg tilsluttede bådens ladestrøm, og så var vi klar til bytur.

Vejret var stadigvæk sommerligt, og Svendborg var allerede fyldt med turister. Vi aflagde Føtex et besøg, da byturen var færdig, og opdagede til vores overraskelse, da vi returnerede til båden, at vores el-ledning var rykket ud af standeren og kastet på båden.

Så havde vi fået nok af arbejdslarm og støv og en ufærdig gæstehavn.

Vi forlod Svendborg og satte kurs mod Rudkøbing.

Jeg vil dog i sandhedens interesse berette, at jeg senere har hørt, at alt i Svendborg gæstehavn nu er færdig og på plads og ser rigtig godt ud.

Vi forlod Svendborg og sejlede langsomt mod Rudkøbing i det skønne Thurø Sund. Rudkøbing marina var forbavsende fyldt, men det skyldtes ikke mange gæstesejlere, men mere, at de lokale både var på plads og havde besat næsten alle pladser. Vi fandt dog en god plads efter en gang havnerundfart. Vi søger i Rudkøbing altid så langt ind i marinaen som muligt, idet marinaen ved kraftig vest/sydvestlig vind kan være meget urolig. Vi nød et par lune aftner med grill-mad ved de store fælles griller, som findes foran bygningen med havnekontor og service faciliteter. I Rudkøbing er der gratis trådløst netværk, men man skal være ret tæt på havnekontoret for at det virker, ellers er signalet for svagt. Vi synes, at Rudkøbing by er en rigtig hyggelig by, og det blev også bekræftet denne gang. Jeg fik købt en æbleskivepande af støbejern til fyrfadslys på et loppemarked - 20 kr. Panden var ikke tjenlig til umiddelbart at blive taget i brug, der var helt klart lavet mange æbleskiver på den i tidens løb, så den skulle have en grundig afrensning senere på turen.

På næste etape skulle vi nord om Langeland for at passere Storebælt med kurs mod Omø. Igen havde vinden besluttet sig for at være i det drilagtige hjørne: den var drejet til øst-nordøst, 7-8 m/s, lige i snotten til nord for Langeland, og ikke for god til Storebælt. Vi lod ”jerngenuaen” arbejde for føden og drog af sted. Vi lagde til i Lohals i ca. 10 minutter for at fylde diesel på. Tankanlægget er bekvemt lige ved molehovedet, og prisen var forbavsende lav: 8,99 kr. pr. liter. Forklaringen var, at prisen ikke var rettet siden sidste opfyldning af hovedtanken, og det var lang tid siden, at det var sket.

Vi sejlede videre mod Omø, hvor vi fandt en god plads med stævnen mod vest så langt inde i havnen, som vi kunne komme. DMI havde nemlig varslet et ubehageligt kortvarigt vejrskift den følgende dag, og DMI fik ret: det blev nærmest efterår. Vinden drejede til vest, vindstyrken tog til - 15-20 m/s -, temperaturen faldt drastisk, og regnen væltede ned. På trods af dette vandrede vi en lang tur iført vores vind- og vandtætte sejlertøj. Købmanden på Omø ligger ret langt oppe på øen, så det giver god motion at benytte sig af provianteringsmulighederne. På de fleste øer findes der opslagstavler til fælles information, og Omø er ingen undtagelse. Man kunne her læse om endnu en ø-strid: teksten meddelte, at købmanden så sig nødsaget til at lukke efter denne sæson, hvis ikke beboerne tog sig sammen, og lagde mere af deres handel ved købmanden. Papiret meddelte endvidere, at man agtede at politianmelde årsagen til miseren, nemlig en udsalgsvogn, som jævnligt etablerede sig på havnen og solgte varer til ublu lave priser. Indehaveren af denne vogn var ifølge teksten et usocialt udskud, som sikkert var på kontanthjælp og ikke afregnede moms.

Der blev ikke lagt fingre imellem. Medvirkende til købmandens utilfredshed og irritation har det sikkert også været, at man på havnen kunne se planer for bygningen af en ny servicebygning, med nye faciliteter og en lille skibsproviantering. Forberedelserne til fundamentarbejdet var godt i gang, så det har sikkert bidraget yderligere til købmandens mavesår.

Så endnu en gang måtte vi konstatere, at ø-liv ikke nødvendigvis er lyserød Morten Korch romantik.

Den efterfølgende dag satte vi kursen mod Karrebæksminde. Uvejret var drevet over, solen skinnede, temperaturen var steget 7-8 grader, og vinden - ja, vinden var drejet til øst og var ca. 2-3 m/s, igen lige i næsen. Vi havde snart vænnet os til det. Det var mange år siden, vi sidst var i Karrebæksminde, men vi vidste, at der var bygget en ny marina ved indsejlingens nordlige side. Det viste sig at være en rigtig dejlig marina, gode pladser, god udsigt og gode læforhold. Karrebæksminde er en rigtig turistby, og også hjemsted for et større kursuscenter. Men det var klart og tydeligt, at turistsæsonen ikke var i omdrejninger endnu. Mange af forretningerne var slet ikke åbnede endnu, der var dog en DagligBrugs, en rigtig god bager og et par fine fiskeforretninger. Frokosten stod på et par store Stjerneskud fra en af fiskeforretningerne - mums!! Vi gik vores sædvanlige vandre- og besigtigelsestur, og vi besluttede, at vi dagen efter ville tage rutebilen til Næstved, som ingen af os tidligere havde besøgt. Næstved er en hyggelig by med både mange nye bygninger i centrum, men også mangle rigtig gamle bygninger, hovedsagelig centreret omkring den gamle kirke i centrum. Den kunne godt give visse associationer til Ribe centrum i området omkring domkirken. I Næstved spenderede jeg på mig selv et par rigtig gode Reebok vandresko, som Intersport som et special tilbud havde sat ned til halv pris. Disse sko har glædet mig dagligt lige siden. Vi kan godt lide at gå rigtig lange ture, og jeg havde hidtil plaget mine gangvorter med sejlersko. Men de er – i hvert fald mine sejlersko – ikke egnede til lange vandreture, så fødderne fik nyt liv og energi.

I løbet af dagen blæste det rigtig kraftigt op fra øst. Da vi returnerede til marinaen larmede det rigtig voldsomt i bådenes rig. Der var ingen bølger i havnebassinet, kun skvulp, men bådene svajede hid og did for riggen alene. Nå, vi have ingen planer om at forlade Karrebæksminde, så dagen gik med læsningen, gratis trådløst netværk – NoPayNet hører hjemme i Karrebæksminde -, men ikke mindst dagens havneshow: Da vi returnerede fra Næstved lå en meget stor coaster fortøjet langs molen, der var lige plads til den. Den var ved at få fyldt brændstof på fra tankvogne, og jeg begyndte at spekulere på, hvorledes man ville få den bakset ud igen. Vinden var nok omkring 20 m/s lige i stævnen, og der var ca. 4 knobs udadgående strøm. Indsejlingen er temmelig smal, og bassinet er ikke bredt nok til at den kunne svaje rundt. Jeg kunne lige forestille mig, at vind og strøm ville tage stævnen, når skibet skulle forlade Karrebæksminde. På skibsbroen stod to personer, som helt tydeligt i længere tid var i gang med en ophedet diskussion. Den ene – en lidt ældre firskåren person – slog ud med armene og rev sig i håret, den anden person snakkede i telefon meget af tiden, og det var tydeligt på hans mimik og hånd/armbevægelser at se, at han forsøgte at overbevise den ældre person om et eller andet. Det viste sig, at den ældre person var kaptajnen, og den anden person var den danske lods. Jeg fulgte nysgerrigt med i udviklingen hele eftermiddagen, og endelig så det ud til, at der skulle ske noget. Matroser – det hedder sikkert skibsassistenter i dag – blev på skibet placeret for og agter ved fortøjningerne og coasterens motor varmede op. En mand på molen var ved at gøre klar til at tage fortøjningerne af pullerterne, og jeg spurgte ham, hvad planen var. Til min forbløffelse fortalte han, at coasteren skulle til Næstved med 4000 tons granitskærver. Karrebæksminde er forbundet til Enø med en mindre bro til biler, cykler og fodgængere. Broen består af en sindrig konstruktion, der er kun en enkelt broklap, og hele baduljen hæves på én gang, når fartøjer skal igennem. Broen kaldes ”græshoppen”, og den er malet, så man på afstand godt kan se relationen. Strømmen gennem den snævre bro åbning løber normalt temmelig kraftig øst eller vest. Den skulle coasteren altså igennem. Jeg forstår godt kaptajnens hændervridende og gestikulerende bekymring, men coasteren havde en kraftig bovpropel, og kursen blev sat mod åbningen, og coasteren blev linet op med gennemsejlingskursen. Man følte næsten trang til at holde vejret, da den gled ind i broåbningen. Vi stod naturligvis i første parket og kikkede på showet, og da den sejlede igennem, var der lige godt en meter til hver side. Kaptajnen har sikkert åndet lettet op, da den var passeret sikkert igennem.

Næste dag var vinden løjet af til frisk vind fra øst, og vi forlod Karrebæksminde på en sydlig kurs mod Knudshoved Odde med Vordingborg som næste destination. Vi kunne sejle for sejl et stykke op i Storstrømmen – en helt ny fornemmelse -, med da vi nærmede os Storstrømsbroen, blev genuan bjerget og vi fortsatte for motor med vind og strøm i næsen. lndsejlingen til Vordingborg lystbådehavn foregår via en ”sejlrende”, en ambitiøs betegnelse, idet sejlrenden kun er 1,7-2,0 meter dyb. Vi stikker 1,65, så øjnene var fast klistret til ekkoloddet, og man skulle ikke vige ret meget til siden, før visningen blev kriminel. Vanddybden i lystbådehavnen er ikke meget anderledes, og både, som stikker dybere end vores båd, vil få svært ved at finde en plads med nok vand under kølen. Vi lagde os ved søsætningskajen, fik placeringen accepteret af havnefogeden, og så var vores bekymring overstået. Vi så et par tyske ret store sejlbåde forsøge at lægge til. Deres dybgang har utvivlsomt været en del mere end vores 165, og de må have ”møvet” sig gennem sejlrenden med motor. Vi så det ikke lykkes for dem at komme ind til en bro. Vi fik den oplysning af havnefogeden, at hele havnen og sejlrenden efter planen skal uddybes i 2009, og det er bestemt også tiltrængt. Vi drog på den obligatoriske vandretur i byen, som ikke har noget specielt at byde på, men naturen omkring den gamle slotsruin og museum er meget flot og velplejet.

I løbet af dagen løb jeg ind i en tidligere kollega fra Flyvevåbnet, som havde afsluttet karrieren med at være chef for Flyveskolen på Avnø, inden den blev lukket og flyttet til Karup. Vi blev inviteret til drinks hos ham om aftenen. Han boede kun 100 meter fra havnen med en fantastisk udsigt over Storstrømmen og lystbådehavnen, hans nærmeste nabo er en vis fodboldlandstræner ved navn Morten Olsen, som han dog sjældent så, idet hans primære bolig er i Belgien. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor mange gamle fælles minder blev frisket op. Vi nævnte, at vi næste dag havde tænkt os at vandre til Masnedø Marine Center for at se det ”live”. I tidens løb har vi handlet en del ved MMC ud fra firmaets omfattende årlige katalog, og det kunne da være interessant at besigtige det. Vi fik tilbudt biltransport til MMC næste dag, og vi takkede ”ja tak”. Det var en interessant og ret upersonlig oplevelse. MMC er en meget stor sag. Flere steder i ”butikken” er placeret ekspeditions diske, de ligner nærmest hotel receptioner. Ingen kommer og spørger, om de kan hjælpe med noget, så man må hente assistance ved en reception. Jeg efterspurgte ved receptionen en ting, som jeg ikke kunne finde. Jeg fik blot at vide, at jeg kunne gå til den og den reol, og kikke på den og den hylde!! Vi har aldrig haft en dårlig oplevelse, når vi har handlet med MMC efter katalog og på internet. Men oplevelsen i selve MMC var meget kølig og upersonlig. Det er vores subjektive oplevelse, andre kan opleve det anderledes.

Næste morgen blev kursen sat mod Kalvehave. Selve turen er en meget snoet og køn naturoplevelse. Vi ankom til Kalvehave, og måtte igen til at lede efter en plads med nok vand under kølen, og det var faktisk ikke så ligetil. Flere steder i det store havnebassin løb vi på grund, men til sidst fandt vi en plads næsten ude for enden af en af broerne. Dagen efter ville jeg fylde diesel på ved havnekontoret, men det var kun lige netop muligt at få båden ind til kajen på grund af lavt vand. Det var godt nok lidt sølle! Jeg fik den samme sang af havnefogeden som i Vordingborg: Man var fuldstændig klar over de beklagelige dybdeforhold, og det var også planen, at uddybe hele havnen næste år. Han forklarede, at det er de kraftige og skiftende strømforhold i Storstrømmen, som fylder havnene med mudder.

Kalvehave er dog en rigtig hyggelig havn, og naturen inviterer til vandreture langs bredden. Der er anlagt en vandresti helt til Præstø, men en hedebølge havde invaderet Danmark, så det blev til en moderat vandretur. Vi fik besøg af vores søn, svigerdatter og børnebørn fra Jægerpris, og resten af dagen gik med hyggeligt samvær og grill mad om aftenen. Der var meget fine legeredskaber på havnen, så børnene var ellevilde.

Næste dag ville vi til Nyord, en lille hyggelig ø i Bøgestrømmen. Men først ville vi sejle en tur til Stege, som vi ikke tidligere har besøgt. Vi er altid sejlet forbi Stege, når vi skulle gennem Bøgestrømmen for nordgående, men nu skulle det være. Vejret var 0-1 m/s vind, 26-27 grader og skyfrit – det føltes varmt og lummert.

Vi sejlede langsomt mod Stege i den godt afmærkede sejlrende. På ruten passerede vi Lindholm Forsøgsstation, en lille ø med nogle høje markante bygninger. På øen forskes – i hvert fald tidligere – i Mund- og Klovsyge. Øens personale har levet helt isolerede på øen, og når personalet skulle til og fra øen, skulle de gennem en større desinficerings procedure. Stege havn er ikke helt lille, der er ingen decideret marina, men i selve havnen lå en del lystbåde. Vi fandt en god plads langs kajen, og tog en strøgtur i byen. Strøget – det var vist nok ikke en gågade – var forbavsende langt, mange spændende butikker, som antyder, at et større opland skal serviceres. Stege er da også den eneste lidt større by på Møn.

Efter byturen satte vi kursen mod Nyord nord om Lindholm, stadigvæk uden vind. Nyord, som ligger midt i Bøgestrømmen er en lille ø, som er forbundet til Møn med en dæmning. Den skal anduves med en del forsigtighed. Der er en kort sejlrende til moleindløbet, og renden er dyb nok, men temmelig smal. Et øjebliks manglende koncentration, og båden løber på grund, sandbund, men alligevel…. Vi så et par tyske både, som fik en lille hovsa-oplevelse. Selve moleanlægget i havnen ser ret nyt ud, men det er noget sparsomt med el-standere, og vand skal hentes helt inde i land. Vores vandretur i den lille landsby afslørede ingen større ændringer, og bekræftede vores tidligere indtryk: den er beboet af fortrinsvis pensionister og ser ellers ud til at være nærmest soveby for folk med jobs andre steder. Byen er en rigtig gammeldags Morten Korch landsby, og den eneste spændende attraktion var tidligere en rigtig gammeldags købmandshandel, som blev drevet af en gammel kone. Forretningen kunne stadigvæk beses udefra, men var lukket, og bygningen så meget misligholdt ud. Om aftenen fik vi gang i COBB grillen, og vi nød en stille aften på Nyord. Den næste dag blæste vi – som alle andre – inde på Nyord. Vi har ingen vindmåler, men jeg vil skyde på, at det blæste 15-20 m/s fra øst, og vi skulle ikke nyde noget af at passere Fakse bugt under de vindforhold.

Næste dag forlod vi Nyord for at sejle gennem Bøgestrømmen over Fakse bugt til Rødvig. Vinden var løjet af til ca. 10 m/s, og jeg vurderede, at den var fra øst, og at det dermed skulle være muligt at holde højden og sejle for sejl til Rødvig. Jeg tog fejl. Vinden var mere nordøst, da vi kom ud af Bøgestrømmen, Fakse bugt blev passeret med vinden kun ca. 25-30 foran for tværs og støttemotor, og de sædvanlige Fakse bugt bølger. Vi var glade, da vi 2½ time senere kom til Rødvig. Rødvig er sådan set en hyggelig havn, der er ikke meget by i tilknytning til havnen, og havnen bærer præg af at være en transithavn for mange sejlere: stor tilgang i løbet af dagen og stor afgang næste morgen. Vi blev en ekstra dag i Rødvig og forberedte os på at krydse Øresund for at sejle til Höllviken Marina ved Falsterbo kanalen. Höllviken var – som tidligere nævnt – det egentlige mål for vores tur, hvor vi skulle mødes til vores årlige træf med tidligere kollegaer fra Flyvevåbnet, et træf, hvor værtsskabet går på skift hos alle deltagerne. Man kan vælge fra Rødvig at sejle ca. 020 grader for at ramme sejlrenden til Falsterbokanalen. Det er en meget lang omvej, så med god planlægning og GPS støtte kan man sejle betydeligt tættere på selve indsejlingen til Falsterbo kanalen og dermed spare en masse sømil, så det gjorde vi.

Falsterbo kanalen er en gravet kanal, som i Skånes sydvestligste hjørne forbinder Øresund og Østersøen. I begge ender af kanalen er der sluseporte og en klapbro til biler, cykler og fodgængere forbinder det hjørne af Skåne, som selve kanalen har delt. Klapbroen åbnes for skibstrafik fra tidlig morgen til sen aften, og det sker meget præcist én gang i timen, når uret passerer et helt timetal. På Øresundssiden af kanalen, lige før klapbroen, ligger Höllviken marina, en temmelig stor marina uden særlig meget hygge, men med udsigt til den livlige trafik af sejl- og motorbåde, som skal igennem kanalen. Sluseportene er normalt åbne, og de tages kun i brug, hvis der er væsentlig forskel på vandstanden i Øresund og Østersøen. Selve portene er specielle: De består ikke af lodrette porte, som lukkes op og i. Porten er en stor plade i hele kanalens bredde, som i åben tilstand ligger nede på bunden af kanalen. I begge sider er der nogle kraftige motorhuse, som drejer pladerne på højkant, når kanalen skal lukkes af. Vi så aldrig overkanten af sluseporten stikke mere end ca. 10 cm. op af vandet, så man skal holde øjnene åbne. I begge sider viser der sig også nogle store ”stave” med gul/rød advarselsbemaling, og deres tilsynekomst viser, at porten er lukket. Ydermere så er der lige ved siden af klapbroen et stort ”kontroltårn”, som kontrollerer åbning og lukning af klapbroen, men som også holder et vågent øje med trafikken i kanalen, såfremt nogle både kommer betænkeligt nær på de lukkede sluseporte. Vi så det i nogle tilfælde, og reaktionen: gennem en meget kraftig højtaler råbes de formastelige fartøjer an af slusevagten og advares om de lukkede porte. Det oplevede vi en del gange, men aldrig på andet end svensk. Vi så mange nationaliteter passere kanalen, og gad vide, hvad de har fået ud af slusevagtens anråb.

Området er fladt og rigtig dejligt at cykle i, og det blev det flittigt brugt til på mange af de anlagte cykelstier gennem skovområder. Det benyttede vi os af, og vi cyklede en dejlig tur fra Höllviken Marina til Skanör Marina og retur. Höllviken Marina er en stor men livløs marina, et sted, hvor sejlerne henter deres både og tager af sted, eller returnerer til og tager hjem. Vores værtspar bor meget tæt ved Höllviken Marina, og derfor valgte vi den som destination. Men Skanör Marina er en dejlig og livlig marina med en flot strand på begge sider af marinaen, sådan lidt ”Anholt-agtigt”. Der er to gode fiskebutikker, og man kan gratis låne cykler mod et mindre depositum. Hvis vi af andre årsager skulle vælge mellem at sejle til Höllviken eller Skanör Marina, så vil valget helt klart falde på sidstnævnte. Eneste ulempe: da det er en dejlig marina er den også meget fyldt med svenske og danske lystbåde, som lå i lag uden på hinanden, udover at alle pælepladser var besat. Når man tænker på, at vi cyklede til Skanör 7. juni - før den rigtige feriesæson -, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan den vil se ud midt i ferien i en periode med rigtig ferievejr.

På vejene i området så man i trafikken den største koncentration af eksotiske biler, som vi nogen sinde har set. Det var Aston Martin, Porche, Ferrari, Maserati, o.s.v. Jeg fik oplyst af vores vært, at området kaldes ”SAS-ghettoen”, idet en stor del af Höllviken og den nære omegns beboere er piloter fra SAS, og da bilerne i Sverige er væsentligt billigere end i Danmark, så ligger noget af forklaringen der.

Efter lørdagens festlige udskejelser hilste vi ved vores båd af med gamle venner og veninder og takkede værtsparret for en dejlig og hyggelig fest.

Vi forlod Höllviken marina og Falsterbo kanalen i en nordvestlig retning med kurs mod Kastrup Strandpark. Vi havde stort set vænnet os til, at vi kun oplevede to typer vindforhold på vores tur: enten en frygtelig masse vind, som regel lige i næsen, eller også overhovedet ingen vind. Denne dag var det option nr. to: ingen vind!! Vi ankom til Kastrup Strandpark, som er en nogenlunde stor marina, som bærer præg af ikke at være helt ny, men faciliteterne var absolut fine. Det tog lidt tid at finde en ledig plads, og årsagen var ikke antallet af gæstesejlere, for vi var stadigvæk kun nået til d. 8. juni, men årsagen var, at alle bådene så ud til at være kommet i vandet, og kun få af de lokale var ude at sejle. Men OK. det var først på sæsonen, og det var søndag eftermiddag.

Vi havde planlagt at tilbringe et par dage i Kastrup, og mandagen skulle bruges på at besøge det meget omtalte ”Fields” indkøbscenter, ren og skær nysgerrighed. Ca. 15 minutters gang fra marinaen lå en Metro station, og den skulle vi også prøve at benytte for første gang. Metroen kan vi klart anbefale, den er nem at benytte og det går hurtigt og kvikt. Vi blev hurtigt - med et enkelt skift - transporteret til Metro stationen ved Fields og steg ud. Næsten nået til indgangspartiet standser min viv pludselig op og udbryder: ”Jeg har glemt Dankortet på båden!!”. Forklaring: vi medbringer altid kun en enkelt pung, og deri et enkelt Dankort. Problemet var blot, at Dankortet lå i den pung, hvor de svenske kroner befandt sig, og det var på båden. Vi var ikke i besiddelse af kongens mønt, men kun to returbilletter til Metroen. Det blev et uventet og særdeles billigt besøg i Fields. Men vi fik da set Fields, og hvad så vi så? Vi så et storcenter, som indeholder stort set alle de samme butikstyper, som findes i Kolding Storcenter plus nogle få ekstra. Alt er dog i lidt større format, og i hvert fald spredt ud på et større areal i en større bygning. Taget var af glas, der var tilsyneladende ingen temperaturregulering, og indeklimaet var klamt, lummert og ulækkert. Der var udvendigt ca. 28 grader, og det kunne i hvert fald tydeligt mærkes indendørs i Fields. Tørsten kunne vi kun få slukket ved at drikke vand fra håndvaskene på toiletterne. Det blev en billig tur, og første og sidste gang vi er i Fields. Vi returnerede til båden. Næste dag tog vi Metroen til København og gennemvandrede Strøget fra Nyhavn til Rådhuspladsen og retur igen. Vi handlede ind til aftenmenuen - ost, pate, flute og rødvin - i kælderetagen i Magasin, hvor der ligger en stor og dejlig delikatesse forretning. Vi vandrede til Nyhavn og nød et glas køligt fadøl i sommervarmen, som faktisk var begyndt at køle lidt af på grund af tiltagende blæst. Vi sluttede Københavner besøget af med en sejltur i en af kanalbådene, den længste af turene på godt en time. Vi fik set alle de spændende ting fra vandsiden, Operaen, Den Sorte Diamant, o.s.v. En ting skuffede os: vi har flere gange ligget med båden ved Wilders Plads, som ligger ved kanalen, som på den modsatte side har gaden med det mærkelige navn ”Overgaden Ovenvandet”. Man kan faktisk ringe til Trangraven Marina og bestille plads flere dage i forvejen - hvis der er ledige pladser i den tit meget fyldte kanal marina. Men vi så på kanal turen, at kanalbådene knap kunne klemme sig igennem det ledige kanal vand. Årsagen var, at siden af kanalen ved Overgaden Ovenvandet - modsat Trangraven Marina - var tæt besat i flere lag med gamle tilsyneladende synkefærdige både, i hvert fald ekstremt dårligt vedligeholdte både. Mange af beboerne så ud til at være i samme tilstand som bådene, og det var synd at sige, at det bar præg af stilfærdig hygge. Vi kommer sikkert ikke igen til Wilders Plads/Trangraven Marina.

Men ellers var turen med kanalbåden helt klart en god oplevelse, som kan stærkt anbefales.

I Kastrup Strandpark ligger der i øvrigt en meget stor marine forretning ”Hellers Yacht Værft og Udstyr”. Vi skulle bruge et overtræk til vores forluge. Det fik vi købt i forretningen efter en særdeles venlig, grundig og personlig betjening. Det skal de have ros for, og det var en skarp kontrast til vores oplevelse ved MMC i Vordingborg.

Næste dag var planen at sejle til Helsingør. Vejret havde ændret sig en del: temperaturen var faldet til ca. 20-22 grader, hvilket passede os fint, men vinden var taget til, og vejrudsigten truede med 15 m/s fra en vestlig retning, i stødene op til 20 m/s, men ingen nedbør af betydning. Vi skulle jo sejle i læ af Sjællands østkyst, så det kunne godt gå an. Vi iførte os en passende påklædning, sejlede ud og satte rullegenuaen ca. halvt ud, og af sted det gik for foran for tværs til halvvind. Det blev faktisk en helt OK sejltur, men jeg var noget træt i højre skulder og arm efter ca. 5 timers styring i kraftig vind. Vi ankom til Helsingør Marina Nord, og det var nu helt rart at komme i roligt vand. Det tog lang tid før vi fandt en plads i den næsten fyldte havn, og havnefogeden gav forklaringen: der havde næsten ingen afgang være på grund af de forudsagte vindforhold.

Vi var taget til Helsingør blandt andet for at besøge vores datter, som har sommerhus tæt ved Espergærde, men først havde vi et par dage for os selv. Vi tog turist skoene på og gik på opdagelse i Helsingør. Der er et par rigtig lange gågader i Helsingør fyldt med mange både spændende og ret ligegyldige butikker. Når jeg mener ”spændende”, så betyder det som regel noget, som kan fyldes i hovedet, når Kirsten mener ”spændende” så betyder det som regel noget, som kan hænges på kroppen eller tages på fødderne. Sådan er det. Men der er nok at hvert. Der er et stort udvalg af vin-, øl- og spiritusbutikker, helt klart baseret på svenske handlende. Sproget i gågaderne er mere svensk end dansk. Vi ville indkøbe lidt vin til båden, og da vi kom til betalingsfasen og fremdrog Dankortet, så viste det sig, at man kun kunne betale med svenske betalingskort!!! Altså, altså, altså. Vi forlod butikken igen. I flere ”sprit-forretninger” havde de kun svensk talende personale. I gågaden så vi den største osteforretning, som vi nogensinde har set. Fantastisk fristende. Vi måtte ind og handle. Det var utroligt at se udvalget af forskellige oste, og begrænsningens kunst er vanskelig. Der var mange andre fristelser i gågaden, men vi holdt stand.

Næste dag ville vi en tur til Helsingborg med færgen. Det virker næsten lige så præcist som Metroen. Færgerne går præcist på slaget hver halve time. Ca. tre minutter før afgang lukkes simpelthen for yderligere passagerer, uanset om der er folk i kø. Prisen er 40 kr. for en retur billet, så det er da billigt. Vi gik en tur i byen, specielt i gågaden, men den var nu hurtig overset. Vi synes i det hele taget, at Helsingborg manglede en form for hygge, som man finder i mange danske byer. Efter et par timer returnerede vi til Helsingør - præcis afgang, 20 minutters sejltid, 10 minutter til at få folk fra borde og nye ombord.

Week-enden stod i familiesamvær og det er jo altid hyggeligt.

Næste destination var Hornbæk, hvor vi ikke tidligere har været. Vi skulle besøge nogle venner, som har sommerhus i Hornbæk og båd i Gilleleje. Vi vidste, at deres båd tidligere havde ligget i Hornbæk, og hvorfor så nu i Gilleleje? Forklaringen er, at Hornbæk havn er omgivet af ret høje sandklitter, næsten som Vesterhavsklitter. Sandet fyger simpelthen ved visse vindforhold ind over bådene, og hovedrengøring er en tilbagevendende plage. Derfor er båden flyttet til Gilleleje. Vi slap for oplevelsen, havde en hyggelig aften med vennerne og satte næste dag kurs mod Gilleleje.

Vi har været i Gilleleje adskillige gange, og altid har vi ligget i inderhavnen. Det var simpelthen ikke muligt. Hele inderhavnen var godt og vel fyldt med fiskefartøjer og andre lignende fartøjer, så vi var henvist til marinaen, som i øvrigt er en aldeles udmærket marina. Vi havde besøg af vores barnebarn Sissel, som kom med bus, og som om aftenen blev afhentet af sin mor. Det var en dejlig og hyggelig dag.

Næste dag sejlede vi til Hundested for endnu en gang at være familiemennesker. Vores søn, svigerdatter med børn bor i Jægerspris, Kirstens fødselsdag nærmede sig, og den skulle afholdes i vores båd i Hundested. Vi ankom til Hundested, og vi havde hørt, at den er blevet bygget virkelig meget om, og vægten er lagt på lystfartøjer. Det var ikke nogen løgn. Hele den del af havnen, som vi husker som tæt belagt med fiskefartøjer, var nu helt klart indrettet til lystfartøjer. Der var virkelig mange pladser, men der var ikke særligt mange både i havnen. Vi vidste, at det ville blæse op næste dag, så vi fandt en plads langs kajen helt i læ af en lagerbygning. Vi kunne simpelthen ikke komme mere i læ. Vi tog den sædvanlige fodtur i Hundested, men vi må sige, at hvis nogen er udstyrede med et udpræget shopping-gen, så skal de ikke tage til Hundested. Byen virker faktisk lidt fattig. Vi holdt udkik efter et spisested, hvor vi eventuelt kunne invitere familien ud, men i byen var der intet, som virkede tillokkende. Ved havnen er der et par gode fiskeforretninger, som også sælger lidt mad ud af huset, som man kan indtage på bænke ved forretningerne, men intet som virkede tilstrækkeligt fristende. Vi besluttede at udsætte beslutningen vedrørende traktørsted, indtil vi havde konsulteret familien. Vi skulle efter planen afhentes ved båden og tilbringe første aften og nat i Jægerpris og næste dag retur til båden og holde fødselsdag i Hundested. Men i løbet af aftenen, natten og næste dag blæste det op, og op, og op, og regnen kom. Svigerdatteren - som ikke er en udpræget søulk - så mere og mere betænkelig ud, og vi var helt på det rene med, at opholdet i båden i Hundested ville blive en urolig affære. Jeg foreslog, at jeg købte ind til fødselsdags dinner i Jægerpris og selv stod for hele seancen i deres hjem i stedet for i båden, og igen blev i hjemmet natten over.

Det tør vist siges, at det skabte en udpræget lettelse.

Næste dag monterede vi igen sømandstøjet, forlod Hundested og satte kursen vestover. Vi ville til Tunø, men var klar over, at vi sikkert ikke havde lyst til at gøre det i et enkelt hug. Vinden lå nemlig stadigvæk på ca. 12-15 m/s lige på næsen. Så efter godt 3 timers sejlads for motor i Kattegat bølger ankom vi til Odden Havneby. Vi var svært glade for at få båden inden for molen og finde en plads i god læ. Snakkesalige sejlere kom til os fra de både, som allerede befandt sig i Odden Havneby, og de var nysgerrige efter at høre, hvorfra vi kom. Deres kommentar var, at vi måtte være bindegale at sejle under disse forhold. Stort set alle havde tilbragt 4 indeblæste dage i Odden Havneby, og nu havde de fået nok. Odden Havneby er for os en typisk transithavn, og bestemt ikke særlig spændende. Vejrudsigten for næste dag var som vi tit havde oplevet: den totale modpol til de sidste dages kraftige blæsevejr: ingen vind overhovedet et stykke op af dagen og dernæst kun lidt vind fra syd/sydøst. Vinden viste sig nu at blæse op til mindst frisk vind i løbet af dagen, men fra en OK retning. Vi stod rigtig tidligt op og satte kursen mod Tunø, næste destination. Efter en ret begivenhedsløs sejltur ankom vi til Tunø først på eftermiddagen, men havnen var allerede moderat fyldt. Vi fik senere at vide, at næsten ingen havde forladt Tunø denne dag, men vi fandt en plads ved en af flydebroerne uden på en ældre motorsejler, et rigtig flinkt par som mødte os med denne hilsen: ”Vi har simpelthen ventet på jer hele dagen og holdt denne plads ledig til jer!!”

Sikken dejlig og hjertelig hilsen at blive mødt med.

Næste dag var det helt klart ”store flyttedag”, både diverse fartøjer, som forlod Tunø, men også mange, som var på spring til at overtage ledige pælepladser. Vi var ingen undtagelse, og vi fik os manøvreret os ind på en god pæleplads på havnens nordside, lige hvor vi helst vil ligge på Tunø.

Tunø er for os næsten ”hjemme”, og Tunø er ubetinget det sted, hvor vi oftest tilbringer flest sammenhængende dage. Naturen, de friske grønsager, livet på havnen, de rigtig gode muligheder for at grille på kajen finder vi ikke bedre andre steder. Flere gode sejlervenner har det på samme måde med Tunø, og vi finder altid andre sejlere at rende sammen med.

Vi slog os ned på Tunø og blev det meste af en uge på samme plads. Tunø var, som Tunø skal være!

Vi skulle 29. juni til kobberbryllup ved venner i Horsens, så Tunø blev forladt, og kursen sat mod Horsens.

Vi var til et dejligt kobberbryllup, men det er en helt anden historie.

Vi satte nu - via Juelsminde - kursen mod Haderslev.

Tiden var kommet til, at vi ville besøge hjemmet og se, om alt stod godt til. Vi er meget heldige at have nogle gode venner, som også er gode naboer, som holder øje med huset, slår græs og sorterer post, o.s.v.

Vi kunne egentlig godt være blevet væk, men vi tog alligevel på en kortvarigt fransk visit i vores hjem.

Dette slutter så denne del af beretningen. Jeg kan fortælle, at vi blot blev hjemme i ca. 4 dage, så derefter sejlede vi af sted igen.

Men det kan være, at der kommer en lille beretning om det senere.

Kaj Thomsen

BARDIN