-
Deja-vu
(fransk) er betegnelsen for det fænomen, at man mener at have oplevet den
nuværende situation engang før.
Jeg taler og læser overhovedet
ikke fransk, men dette udtryk kender jeg dog rigtig godt, for det dukker op i
mit hoved år efter år, når jeg i marts måned begynder at grave arbejdstøjet
frem, anskaffe bundmaling, polermidler, olie filter, brændstof filter, ny
motorolie, polish til apteringen, diverse pensler og så selvfølgelig alt det,
man ikke lige havde tænkt på. Listen er næsten uendelig lang og seancen gentager
sig år efter år. Derfor passer oplevelsen af deja-vu fremragende for en
bådejer.
For så ikke at glemme alle
arbejdstimerne, og de ufattelige mængder udstyr, som skal fragtes ned til båden
og pakkes væk.
Og pludselig – så ligger båden
der! – Klar til sejlads og pakket, som om man skal på jordomsejling med både
fast og flydende proviant. Tøjet er pakket, så man både kan klare næsten
arktiske forhold – fy føj – og en længere varende hedebølge.
Inden vi indledte sommerens
sejltogt, så skulle sæsonens indledes med den årlige tradition: første tur er
altid en week-end tur til Assens, som jeg kalder ”Bardins blæretur”. Hvorfor
det? – Jo, vi finder en god plads i Assens tæt ved søsætningskajen, vi klæder os
rigtig maritimt på og sidder og nyder synet af alle de travle bådejere, som i
deres smudsige arbejdstøj sveder med at gøre deres båd klar, synet af bådkranen,
som søsætter den ene båd efter den anden, og endelig - men ikke mindst
aktiviteten ved mastekranen.
Jeg kan godt berette, at en god
frokost under disse omstændigheder glider ekstra let ned i madsækken. I år
mødtes vi tilfældigvis med nogle gode venner, som havde fået samme ide – bl.a.
Svend og Hanne Vogt – og det gjorde jo ikke nydelsen ringere.
Fredag 15. maj drog Bardin så
endelig af sted efter at besætningen i de mellemliggende week-ender havde
deltaget i en af forårets favorit discipliner – 2 konfirmationer.
Vi forlod – som så ofte før –
Haderslev i sommertøj – shorts og T-shirts, vinden var let til frisk fra øst og
ikke en sky på den blå himmel. Vi konstaterede, som flere gange før, at det
tager lidt tid at drosle ned til den afslappede livsform på en båd, i hvert fald
som vi dyrker den. Ude i Lillebælt rullede vi genuaen ud, og så gik det
fredsommeligt med ca. 5 knob mod nord. Vi havde besluttet, at Kongebrogårdens
Marina skulle være destinationen. Da vi nåede lige forbi Fænø Kalv, fik vi
vinden lige i næsen, og vinden tog kraftigt til fra E-NE. Helt inden i bunden af
marinaen kunne vi lægge til med siden ud i mod Snævringen med frit udsyn til
vandet. Bortset fra den kraftige vind, som holdt båden væk fra molen, så lå vi
helt stille. God start.
I sommersæsonen yder Hotel Kongebrogården den service til sejlere, at man i receptionen kan bestille
forskellige retter, som man på et aftalt tidspunkt kan afhente i køkkenet – men
faktisk også få serveret på båden af en tjener – ekstra gebyr!
Vi havde sat næsen op efter en
gang stegt flæsk med persillesovs, men – ak. Sommer servicen var endnu ikke
opstartet, så vi måtte improvisere os lidt frem.
Lørdagen gik med slentretur i
Middelfart og diverse småindkøb. I Kvickly var lørdagens tilbud uimodståeligt:
Skinkeculotte og skinkemignon til kr. 20 pakken. Vi har nogen frysekapacitet om
bord, og vi var enige om, at der var plads til en pakke af hver slags. På den
store plads foran Kvickly var der stillet op til musik, to scenevogne med
forstærkerudstyr og mange mikrofoner. Musikken blev leveret af små skolebørn og
et par voksne – de har sikkert været musiklærerne. Instrumenterne var
blokfløjter, tværfløjter, guitarer, keyboards og trommer. Musikken blev leveret
med stor energi og entusiasme. En hel del af tonerne og akkorderne ramte også
rigtigt!
Søndag 17. maj forlod vi Kongebrogården med kurs mod Bogense. Vinden var forsvundet, og jerngenuaen
bragte os frem for moderate omdrejninger i skyfrit vejr. Bogense havn i sig selv
er ikke den store oplevelse, men vi opdagede, at skibsudstyrs shoppen havde
udsalg af visse beklædningsgenstande sat ned til halv pris. Min garderobe blev
lige forøget med en dejlig let vind- og vandtæt jakke.
Tæt ved havnefronten er opført
en masse fritidsboliger, og en del flere er under opførelse. Kun få af boligerne
har udsigt til vandet, men det er jo ikke sikkert, at alle har samme behov for
at kunne se hav.
Mandag formiddag gik vi en tur i
Bogenses forretningsstrøg, men vi faldt ikke for fristelserne, men vi blev tvært
imod enige om, at en jævn vind fra SW lige var sagen for at sejle til vores
næste planlagte havn – Juelsminde. Vi returnerede til båden, gjorde hurtigt
klar, og snart forlod vi Bogense havn med kurs mod Juelsminde og rullede genuaen
ud. Men ak, ca. ½ sømil fra Bogense døde vinden totalt ud og der blev helt
havblik. På med motoren, og vi tøffede langsomt mod Juelsminde. DMI havde truet
med enkelte byger hist og her, og jeg skulede mistænksomt bagud, idet jeg kunne
se en kæmpemæssige sort klat nede omkring Kolding. Den sneg sig nærmere og
nærmere, og det blev hurtigt tydeligt, at den afleverede vand, meget vand. Ca. 3
sømil før Juelsminde indhentede et veritabelt skybrud os. Det tonsede bare ned
med vand, og sigtbarheden svandt ind til måske ca. 50 meter. Der var stadigvæk
nul vind, så bådens egen fart gjorde, at jeg kunne sidde tørt under sprayhooden.
Efter ca. 15 minutters intens regnskyl stoppede det lige så brat, som det var
begyndt, og vi tøffede ind til Juelsminde som vi helst ser havnen – strålende
sol og lunt vejr. Vi fandt en rigtig god grøn plads i den gamle havn, og så var
vi klar til at være turister i en af vores favorithavne. Første projekt var at
indtage terrassen på restauranten ved havnen og bestille et stort glas køligt
fadøl – men ak og ve – restauranten har altid lukket om mandagen. Så jeg måtte
tilbage til Bardin og skylle ganen.
I Juelsminde kan man vælge at
fortøje i den gamle havn, hvis der er en ledig plads, hvilket ofte ikke er
tilfældet. Men det er dog her, hvor havnelivet udfolder sig livligst. Trænger
man mere til fred og ro, så skal man søge ind i den nye marina.
På dette sted vil jeg nævne, at
der i Juelsminde er gratis trådløst internet netværk. Dette bliver mere og
almindeligt i de danske havne, og hvis man er lidt af en teknologi nørd – som
jeg nok må vedkende mig – så er det helt dejligt med mellemrum at kunne koble
gratis og ubegrænset op til internettet og checke e-mails og ordne
bankforretninger. Dette er især en fordel, hvis man, som vi er, er væk fra
hjemmet flere måneder af gangen på vores båd. Jeg vil i teksten nævne
forekomsten af trådløst internet i de forskellige havne, når jeg husker det.
Vi ville blive i Juelsminde 3-4
dage, og vi var så heldige, at båden, som hørte hjemme på ”vores” plads, endnu
ikke var søsat.
Det er muligt, at læseren vil
opdage, at vi går meget op i kulinariske indkøbssteder, og Juelsminde er ingen
undtagelse. Ved havnen ligger en af de mest fristende fiskeforretninger, som vi
kender til. Man skal være ualmindelig kræsen for ikke at finde lækkerier, som
frister ganen. Vi er ikke specielt kræsne - tværtimod, så Dankortet bliver
svunget adskillige gange hos fiskehandleren. I Juelsminde findes også en
velforsynet slagter. Vi synes, at priserne hos slagteren over de seneste år er
steget temmelig meget, også sammenlignet med tilsvarende forretninger, som vi
ser andre steder, vi anløber. Til gengæld er slagteren og delikatessen i
Superbrugsen værd at besøge. Kvalitetsniveauet er højt, og priserne er moderate.
I stort set hele vores sejler
karriere har vi overholdt en tradition. Vi mødes Kristi Himmelfartsdag i
Juelsminde med nogle gode venner fra Horsens og grovindkøber i
fiskeforretningen, og så nyder vi en formidabel frokost med alt nødvendigt
tilbehør. Således også i år.
Lørdag den 23. maj var det tid
til at komme videre, og vi satte kursen mod Tunø.
Siden vores afgang fra Haderslev
havde vi set markant færre både på vandet, end vi synes vi er vant til i
slutningen af maj. Men Tunø var næsten fyldt til randen, næsten som midt i
feriesæsonen. Vi var heldige at ankomme lige som en sejlbåd forlod Tunø ved
pælepladserne på nordsiden af havnen, og snart lå vi perfekt fortøjet. Vejret
var dejligt varmt, solrigt, lunt og kun let vind. Cobb grillen kom op på kajen,
og snart var en stor kylling kommet ind i varmen. Dagen forløb let med udsigten
til en livlig havn og glade sejlere, og ikke mindst en god rødvin indenfor
rækkevidde. Kyllingen var perfekt, og med nyopgravede Tunø kartofler kunne det
ikke blive bedre.
Vi nød et par perfekte Tunø
dage, men mandag den 25. maj 0530 forlod vi Tunø og satte kursen østover. Vi
havde studeret DMI flerdagsprognose, og på mange dage forud lød udsigten på hård
vind til kuling, men på denne dag lød udsigten på let til jævn vind fra vest. Vi
rundede nordspidsen af Samsø og rullede genuaen ud. Det viste sig hurtigt, at vi
med ca. 5,5 knob for motor sejlede en del hurtigere end vores agtenvind, så
genuaen slaskede mere eller mindre for vinden. Vi havde besluttet os for at
sejle langt, indledningsvis til Hundested – ca. 51 sømil – men da vi rundede
Snekkeløbet ved Gniben, foreslog jeg min viv, at vi fortsatte hele vejen til
Helsingør, ca. 85 sømil. Det skabte lige et øjeblik lidt panderynken hos fruen,
men vi blev hurtigt enige om, at det ville være en fornuftig disposition, henset
til udsigten for de næste adskillige dage, blæst, blæst, blæst og blæst.
Vi ankom ca. 1930 til Helsingør
Nordhavn, som er marinaen. Vi gjorde samme erfaring, som vi gjorde i 2008:
marinaen er temmelig stor, men der er næsten ingen ledige pladser. Efter næsten
en halv times forgæves havnerundfart endte vi samme sted som i 2008, nemlig lige
ved siden af brændstofstanderen. Vi generede med vores placering ikke både, som
skulle påfylde brændstof, og der var ingen ”parkering forbudt” markering på
molen, så der lagde vi os altså på plads. Havnemesteren rynkede dog panden lidt,
da vi berettede om vores parkering, og han ytrede, at det altså ikke var
normalt, at både fortøjede der, hvor vi lå. På den anden side gav han os heller
ikke besked på, at vi skulle flytte os, så vi blev på samme plads i tre dage
uden problemer.
I havnediagrammet i ”Sejleren”
er der markeret en masse gæstepladser, men sådan er de virkelige forhold altså
ikke. Der var ganske vist nogle enkelte ledige grønne pladser, men ingen pladser
var bredere end max. 3 meter, og der kan vi ikke presse os ind. Noget af
forklaringen er, at Helsingør har gang i et mega kingsize havne byggeri lige syd
for Kronborg. Hele området med omliggende bygninger er ved at blive bygget op
til en stort kulturcenter, m.m. Store gamle industribygninger strippes totalt
indvendig, så kun murene står tilbage, og så bygges der op indefra.
Søfartsmuseet fra Kronborg flyttes til nybyggeri ved den nye sydlige mole. Dette
byggeri er specielt ved at toppen af byggeriet er i niveau med de omliggende
gader og stræder, og selve museet, m.m., ligger langt under vandoverfladens
niveau. Byggeplanerne ser meget spektakulære ud, og det forventes ikke afsluttet
før om 3-4 år. Hvis man har lyst til at udforske projektet, så kan
projektbeskrivelsen findes på internettet. Men som følge af dette byggeri er
alle turbåde, fiskerbåde og andre større både flyttet fra sydhavnen til
marinaen. Så de marginale forhold for gæstesejlere skal nok ikke forventes at
ændre sig til projektet er afsluttet.
Men vi fandt som sagt med besvær
en god plads, og aftensmaden sørgede havnens grill shop for. Vi fik et par
dejlige hamburgers, som var lavet helt fra bunden af, og rigeligt med pommes
frites. Det smager som ren luksus efter 14 timers sejlads for motor. Vi sov også
rigtig godt om natten. En af årsagerne til at vi besluttede at sejle igennem til
Helsingør var, at vejrudsigten for de næste dage som sagt truede med hård vind
til kuling, og det kunne vi godt lige undvære i farvandet nord for Sjælland. Og
efter 3 dage i Helsingør måtte vi konstatere, at vinden kom dagen efter vores
ankomst, og vinden blev så kraftig, som ”lovet”.
Vi havde i forvejen besluttet,
at vi i Helsingør ville bruge en dag på strøgtur, en dag på en færgetur til
Helsingborg og en dag på Kronborg.
Helsingør har en rigtig lang
gågade, et rigtigt strøg med mange spændende butikker. Det er iøjnefaldende, at
mange forretninger er fokuseret på svenske handlende. Ikke mindst er der et
større antal forretninger, som kun sælger øl, vin og spiritus. Vekselkursen er
for tiden ca. 0,70 Dkr for 1,00 Skr, og dette sammen med den eksisterende
finanskrise har betydet en tydelig afmatning på antallet af de nævnte
forretninger i Helsingør, så der er en synlig forskel fra sidste år, hvor vi
også besøgte Helsingør i et par dage. Men der er dog alligevel et markant islæt
af det svenske sprog, når man slentrer tur-retur igennem strøget.
En af de mere spændende
forretninger på gågaden – når man nu er glad for mad – er den største
osteforretning, som vi kan huske at have set. En stor del af facaden rulles til
side, og man går direkte ind i forretningen. Jeg har aldrig set så stort et
udbud af forskellige oste, som i denne forretning. Der er eksotiske dyre oste,
men også mere almindelige ostetyper til fornuftige priser. I nærheden ligger
også en bagerforretning, som skilter med, at de er Danmarks ældste
bagerforretning, den ser nu ret moderne og opdateret ud. Så hvis man har behov
for og trang til at få stimuleret det kulinariske gen, så er der mange
muligheder i Helsingør.
Den næste dag havde vi besluttet
at tage en dagsudflugt til Helsingborg. Det er virkelig nemt at tage færgen
mellem Helsingør og Helsingborg, vi benyttede Scanlines. Færgerne afgår med
præcis 20 minutters interval fra færgelejerne, og overfarten tager 20 minutter.
Jeg kunne klare mig med en pensionistbillet tur-retur kr. 28,00, Kirsten måtte
betale kr. 40,00 for samme ydelse. Vi skulle nærmest blot have ”kvalt” en
blæsevejrsdag, så derfor tog vi til Helsingborg. Vi havde gjort det samme i
2008, og vi vidste godt, at Helsingborg centrum ikke byder på de helt vilde og
interessante shopping muligheder. Byens ”strøg” kan slet ikke sammenlignes med
nabobyen Helsingørs gågade. Der er en del beværtninger med blandt andet udendørs
servering, men kun relativt få forretninger, mest med dametøj. Vi tog en tur
frem og tilbage ad strøget, og så var det tilbage på færgen og retur til
Helsingør. Vi var dog klar over, at der uden for Helsingborg – 5-6 km. nordøst
for Helsingborg – ligger et stort indkøbscenter, men vi forsøgte ikke at finde
ud af de offentlige transportmuligheder dertil.
Dagen efter var det så Kronborg,
som skulle have besøg. Dagen var som de to foregående dage præget af meget
kraftig blæst, så det var helt rart at komme i læ og hvile ørerne. Vi havde ikke
tidligere besøgt Kronborg, så der var nok at se på. Vi besøgte alle ”krogene” i
Kronborg, og der spenderer man nemt 3-4 timer, og så har man ikke en gang ofret
alle tingene fuld opmærksomhed.
På internettet er der en del
oplysninger om Kronborg, men det vil føre for vidt at beskrive vore oplevelser.
Det er dog værd at nævne Søfartsmuseet på Kronborg og de meget lange og skumle
kasematter langt under kronborg. Jeg troede først at det var fangekældre, men
sandheden er, at det var indkvartering for op til 1.000 soldater. Føj for en
ulykke. De har hovedsagelig levet af saltede sild, som opbevaredes i nogle
kæmpestore saltkar af sten, og de sanitære forhold må have været rædselsfulde.
Vi fik om eftermiddagen besøg af
vores datter, og det var en god afslutning på Helsingør opholdet.
I Helsingør er der gratis
trådløst netværk med meget kraftigt signal.
Fredag den 29. maj skete der
det, som vi ofte ser efter dage med kraftigt blæsevejr: stort set ingen vind, og
vi forlod Helsingør med kurs mod Höganäs i Sverige, kun ca. 10 sømil nord for
Helsingør, og lige syd for Kullen.
Nogle vil sikkert kunne huske
Höganäs specielt for fliser og klinker, det var i hvert fald et kendt mærke, da
vi i starten af 70’erne byggede hus. Höganäs havn består af en mindre
industrihavn med indsejlingen til marinaen lige syd for industrihavnen. Marinaen
består i hovedsagen af flydebroer, som er placeret vinkelret på land, samt
”pælepladser” ved den bro, som løber lige indenfor den granitmole, som omgiver
hele marinaen. Der var masser af ledige pladser, så vi søgte ind så tæt på
faciliteterne som muligt, og derhenne – inderst inde ved flydebroen lige ud for
toiletbygningen – var lige vores grønne plads. I Höganäs marina er i 2008
startet et omfattende projekt, som næsten 100 % har fornyet byggeriet, som har
facade ud mod marinaen. Min simplificerede version er, at det ser ud, som om det
hele er indledet med, at en bulldozer har jævnet alt det tidligere byggeri med
jorden, og så er man startet helt forfra. Der er fiskeforretning, er par
restauranter, skibsproviantering og udstyr og toilet- og brusefaciliteter. Det
ser rigtig pænt ud. Lige syd for marinaen var man ved at ”bygge” en strand. Med
dette udtryk mener jeg, at der var blevet kørt mange, mange, mange læs fint
hvidt strandsand ud og jævnet pænt ud, det så virkelig tiltalende ud. Der var
mange andre bygge- og anlægsaktiviteter i gang på havnearealet, og det vil uden
tvivl efter færdiggørelsen være et virkelig attraktivt fritidsområde, og som
allerede nu i høj grad var taget i brug.
Vi drog på opdagelse i Höganäs
by, og igen måtte vi konstatere, at en forretningsgade overhovedet ikke har
samme udseende som i Danmark. Vi fandt det lokale ICA marked i Höganäs. Det
svarer vel nærmest til Kvickly i Danmark, og i Höganäs var det et meget stort og
velforsynet supermarked, som havde åben alle dage 0900-2000. Så sultedøden stod
ikke akut lige for døren. Kød er generelt dyrt, selv vekselkursen taget i
betragtning, men mange andre dagligvarer er billige. I en veludstyret forretning
med el-artikler fik jeg købt en ny skægtrimmer til erstatning for min gamle
havarerede trimmer. Jeg gav ca. 500 Skr. for den, omregnet til Dkr. svarede det
til 348,00 Dkr. Jeg så senere den samme model til 550,00 Dkr. i Danmark, så det
var da noget af en besparelse.
Efter en stille og rolig aften i
Höganäs vågnede jeg op lørdag morgen med en mærkelig fornemmelse, båden var helt
rolig, men den lå helt skævt. Jeg måtte konstatere, at vandstanden var faldet
markant i løbet af natten, kølen stod godt og grundigt på havnens bund, og båden
hældede ca. 10 grader til styrbord. Alle forsøg på at bakke båden ud fra pladsen
var forgæves, hverken fuld kraft bak eller forsøg på at rokke båden med spillene
gav resultat. Fra flydebroen kunne jeg se, at vandspejlet i bagbord side lå ca.
20 cm. under det normale, så der var ikke andet at gøre end at resignere,
acceptere tingenes tilstand og vente på mere vand.
Vi forlod båden efter at lokale
sejlere havde ”forsikret” os om, at vandet ikke ville falde yderligere, og vi
vandrede op i Höganäs by og tilbragte et par timer. Da vi kom retur flød båden
igen, og vi gjorde klar til at flytte til en anden plads med mere vand under
kølen. Fortøjningerne blev taget ombord, og jeg bakkede ud mellem pælene – og
sad igen fast!
Dyb indånding!! Nå, jeg sejlede
båden helt ind til flydebroen, den flød igen, og så gav jeg fuld kraft bak. Det
lykkedes at få båden til at passere ud mellem pælene, men på vej ud mod dybere
vand kunne jeg høre og mærke, at undersiden af kølen skurrede hen over en ujævn
stenbund. Så fik jeg da godt og grundigt afrenset bunden af min jernkøl. Vi
hurtigt en ny grøn plads med rigeligt vand under kølen, og så lå vi igen godt.
Sidst på eftermiddagen kunne vi
se, at der var opsejling til et bryllup oppe ved restauranten, som bestod af to
etager, og åbenbart var totalt reserveret til brylluppet. Brudeparret ankom
standsmæssigt i en rød Ferrari, og der blev krammet og skålet i lange baner.
Efter middagen blev der gjort klar til resten af aftenen på øverste etage, hvor
en stor balkon vendte ud mod marinaen. Med alle dørene åbne startede alle
løjerne, og det var ikke lydløst, skal jeg lige hilse at sige. Til dansen var
engageret et decideret rockband, som spillede så kraftigt, at man skulle tro, at
de skulle spille op til en større Open Air koncert. Larmen fortsatte ufortrødent
til ca. 0130, hvor bandet blev afløst af et noget mere afdæmpet forstærkeranlæg.
Herefter faldt jeg endelig i søvn. Ikke en eneste af de lokale sejlere havde
gjort indsigelser over for støjniveauet, og dagen efter kunne jeg ikke lade være
med at lufte aftenens og nattens decibel niveau for en af de nærliggende
svenskere. Han kikkede nærmest forbavset på mig, og han forklarede, at det var
blevet mere og mere moderne de senere år at hyre et rockband til bryllupper, så
det var klart, at det måtte vi da bare finde os i, når de kære nygifte skulle
more sig. Tja, så fik han da lige lukket munden på mig!!
Vi vågnede op til en temmelig
varm og solrig dag i Höganäs. Vi havde fundet ud af, at der i den nordlige
yderkant af Höganäs var et såkaldt ”Outlet” for Alitalia produkter. ”Outlet”,
som vel er et forholdsvist nyt ord i den danske forbruger ordbog, har jeg
egentlig nærmest forbundet med en slags discount udsalgssteder. Alitalia vil
nogle nok vide er forbundet med keramik og glasvarer. De gamle begreb ” Höganäs
keramik” eksisterer nu kun under Alitalia navnet, som har overtaget ” Höganäs
keramik” produktionen, som altså ikke kun er keramik, men også glasvarer, f.eks.
vaser, vinglas, kopper, service og meget mere. Det ville vi da vandre ud og
besigtige. Efter en ret varm og lang vandretur kom vi denne søndag – pinsedag –
til Alitalia Outlet. Hele baduljen var indrettet i et par store bygninger, som
nærmest lignede tidligere lagerhaller, og der var masser af mennesker. Vi fik
tilfredsstillet vores nysgerrighed, og efter en times tid forlod vi stedet uden
at have brugt en eneste svensk krone. Der var mange forskellige produkter af den
type, som man kan forvente af sådan et firma, men intet fristede til indkøb. Vi
havde ikke behov for at indkøbe elegante glasvaser og langstilkede vinglas til
båden, så vi holdt shopping genet under stram kontrol. Men ikke mindst var
priserne slet ikke på det forventede ”outlet” niveau. Vi var enige om, at det
var mange flotte, men også meget dyre ting at bruge pengene på. Min forestilling
om et discount udsalgssted var i dette tilfælde helt forkert. Vi havde fået
nysgerrigheden tilfredsstillet, og vi startede vandreturen tilbage til båden.
Mandag 1. juni – 2. pinsedag –
forlod vi Höganäs med Gilleleje som næste destination. Vejret var varmt, ikke en
sky på himlen og lidt vind fra NV. Vi startede ud med sejl og forberedte os på
en del tålmodighed for at tilbagelægge de ca. 10 sømil til Gilleleje. Vi så kun
2,5-3 knob på loggen, men hvad, vi havde jo tid nok. Vi havde sejlet ca. 30
minutter, og jeg begyndte at synes, at der på det geografiske billede på
Sjællands nordkyst var et eller andet jeg ikke kunne få til at passe. Jeg synes,
at jeg tydeligt kunne se Gilleleje, men den kurs, som jeg skulle følge – ifølge
kortplotteren – var helt gal. Jeg genstartede kortplotteren, checkede, at det
virkelig var Gilleleje, som jeg havde plottet ind, men mit mentale billede blev
ikke bakset på plads. Hvad kunne problemet være? Bådens stævn pegede på et punkt
mellem Helsingør og Hornbæk, og Gilleleje lå – så vidt jeg kunne identificere
havnen på ca. 7 sømils afstand – ca. 30-40 grader til styrbord for stævnen.
Pludselig blev jeg klar over situationen: vi bevægede os gennemvandet med 2,5-3
knob, og vi lå ud for udmundingen af Øresund i et strømbælte, som løb nordpå med
ca. 2,5 knob. Da jeg kikkede agten ud kunne jeg se, at vi havde bevæget os et
godt stykke nord for Höganäs, og det var jo ikke planen. Suk – motor på og sejl
ned, og endelig begyndte billedet at se rigtigt ud, da vi selv fik ca. 6 knob
fart på, og ikke mindst da vi sejlede ud af strømbæltet. Hver dag sin
oplevelse!!
Vi havde forestillet os, at
Gilleleje i pinsen med det fantastisk flotte vejr ville være fyldt med
gæstesejlere, men også, at havnen ville være næsten tømt ved ankomst 2. pinsedag
midt på eftermiddagen. Det holdt stik. Vi fik en rigtig god plads langs med
kajen helt ind i den gamle havn, hvor man ellers normalt fortøjer med stævnen
mod molen og hækanker ude. Det var en virkelig god plads, og det lærte vi sandt
for dyden at sætte pris på i løbet af de næste dage, hvor vinden tog virkelig
kraftigt til – op til hård kuling – men vi havde vinden ret ind i stævnen, så
det var udholdeligt – omstændighederne taget i betragtning. Fra vores position
kunne vi se virkelig store sejlbåd i marinaen tage nogle ordentlige
overhalinger, de havde vinden lige på tværs. Godt at vi ikke lå derovre. Det var
helt voldsomt uroligt, men vi havde det relativt komfortabelt.
I sommersæsonen er der altid
meget aktivitet på Gilleleje havn, og det var ingen undtagelse denne 2.
pinsedag. Der er adskillige steder på havnen, hvor der sælges alt fra
hamburgers, pølser, fiskeretter, is, øl, vand, vin, og meget andet. Sommerglade,
sultne, tørstige mennesker, som nød denne 2. pinsedags herlige vejr. Der var
også adskillige mennesker på havnen, som fik de øvrige til at flytte sig lidt
uroligt i sæderne. Gæt en gang, når jeg beskriver deres fremtræden: Store
Harley’er, skallede fede mænd med medisterpølser i nakken, kraftigt pyntede med
tatoveringer, arme, som nærmest stritter ud fra kroppen, og sorte læderveste med
sære dekorationer på ryggen. Det var nu ikke synligt, at de generede nogen som
helst.
Vi fik besøg af meget jovial
havnefoged, som vi meddelte, at vi ville blive på stedet i mindst 3 dage. ”Så må
I hellere få en fornuftig rabat” var reaktionen. Rabat fik vi yderligere på de
poletter, skulle bruges til bruse faciliteterne.
Om aftenen fik vi besøg af nogle
venner fra Hornbæk – Jan og Lone – som skulle være værter for os og andre til et
årligt træf af en gruppe af nogle ex-flyvevåben kolleger den efterfølgende
weekend. De havde den opfattelse, at vi stadigvæk lå i Helsingør, og der havde
de så gennemsøgt marinaen for at finde os. Efter en telefonsamtale fik vi dem
dirigeret til Gilleleje, og vi havde en rigtig hyggelig aften.
Næste dag ville vi med
lokaltoget til Hillerød og være turister. Det er en tur på ca. 30 minutter
gennem smukt landskab, bl.a. igennem Gribskov. På vejen passerer man flere
mindre byer med stoppesteder, men før man ankommer til disse steder, hørte vi en
– for os - ikke tidligere hørt melding på lokaltogets højtaler: ”Hvis De ønsker
at stoppe ved næste station, tryk venligst på STOP-knappen”. Sådan!!
Vejret var varmt, men vinden var
begyndt at tage til. Hillerød har et par lange gågade strøg, som vi undslap uden
de større økonomiske udskejelser. Efter et par timer søgte vi mod
jernbanestationen igen. På vejen passerede vi en slagter forretning, som vi
tidligere havde lagt mærke til gennem vores mange passager af Hillerød i tidens
løb, men som vi aldrig havde handlet i. Det forholdsvis lille udstillingsvindue
præsenterede alskens lækkerier, mest i form af utallige pølsetyper, patéer og
lignende. Vi faldt for de synlige fristelser og gik ind i den lille butik for at
købe lidt ind. Forretningen er uden nogen tvivl en af Hillerøds mere eksklusive
forretninger, men hvad pokker, en pakke pølser, som vi bedømte var ”øl-pølser”,
kunne vi vel altid overkomme. Vi blev budt smilende velkommen af en ivrig og
entusiastisk indehaver af forretninger – slagtermester Zøfting - , og inden vi
så os om, var vi i gang med at fortære diverse smagsprøver, som dels blev
udskåret af pølse eller som paté smurt på sandwich brød. Samtidig fik vi en
hyggelig snak om slagtermestrene i Haderslev, som han kendte rigtig godt. Vi
faldt selvfølgelig for nogle af fristelserne – og det var vel også meningen – og
bestilte først en pakke med 4 stk. krydderpølser – det, vi kaldte ”øl-pølser”,
så bestilte vi 10 skiver af en meget lækker svineroulade og endelig ca. 5 cm af
en lækker paté. Så slog slagtermesteren beløbene ind i kassen, og så kom
sandhedens stund: kr. 345,00 – værsgo! Vi fortrak ikke en mine, men betalte med
et smil, vi havde jo selv bestilt varerne uden at tænke over prisen. Vi så nu,
at priserne på lækkerierne var angivet pr. 50 gr.
Det indkøbte har passeret vore
ganer og alt er blevet nydt med anstand, og vi er blevet en oplevelse rigere.
Vi fandt toget og returnerede
til Gilleleje. Som tidligere nævnt lå vi godt langs med kajen og stævnen i den
meget kraftige vind, men de næste dage gik mest med små gåture, læsning,
afslapning og ellers med at holde på hat og briller. En af dagene fik vi en
nabobåd, som lagde til bag os, en nok som bekendt medieperson, som ynder at
præsentere sig som ”blærerøven” – ja, det var Mads Christensen. Han lagde fint
til – han havde en gast ombord - og blev afhentet af kone og barn. Han nåede at
meddele, at han ville komme tilbage og sove i båden, for næste morgen ville TV2
komme og interviewe ham om sejlerlivets glæder, så hvis vi havde lyst til at
komme på TV, så kunne vi jo bare stille op i yderkanten af optagelserne, så
kunne det jo være at et kamera ville ramme os. Prøv lige at gætte på, om vi
hoppede på den.
Torsdag forlod vi Gilleleje med
kurs mod Hornbæk – overvældende 5 sømil. Som så mange gange før gik vinden fra
den ene yderlighed til den anden, fra stærk kuling til let til jævn vind. Vi
fandt en rigtig god plads med permanent grøn markering, og så var vi godt
placeret i Hornbæk, hvor vi om lørdagen 6. juni skulle til fest. Vi fik om
fredagen besøg af vores datter Sus og barnebarn Alma, og den meget fristende
fiskehandel på havnen fik lov at levere dagens måltid.
Først slentrede vi en lille tur
i Hornbæk by, og jeg syntes lige, at min viv ret målrettet dirigerede vores
datter i retning af en skobutik, kun damesko. Nå ja, kikke kan man vel altid.
Men så begyndte de ret målrettet at fiske sko op fra en større kurv foran
forretningen, og diskutere størrelser. Kort efter marcherede de ind i
forretningen med et par håndfulde sko, og den venlige indehaver gav god service.
Vores datter havde fundet to par sko, som bare måtte købes, og Kirsten havde
fundet et enkelt par. Pludselig hører jeg fru Thomsen sige til datteren:”Jeg
betaler det hele!!”
Jeg var lige ved at få spyttet i
gal hals, for jeg havde lagt mærke til de prissedler, som hang på skoene: 700,
650, 800.
Jeg forlod skyndsomt
forretningen for ikke at blive fristet til at fyre nogle bemærkninger af, som i
situationen garanteret ikke ville blive værdsat.
Men da de glade damer kom ud fra
forretningen blev jeg sat på plads. Kirsten havde med sit shopping instinkt
tidligere på dagen set, at hele kurvens indhold af sko var – uanset tidligere
pris – sat ned til 25-50 kr. pr. par. Så de glade damer forlod forretningen med
sko for knap 2.000 kr., som de betalte ca. 100 kr. for. Jeg fik mavesyren på
plads igen.
Det meste af lørdag eftermiddag,
aften og en del af natten forløb med at deltage i en fest. Det var jo denne
fest, vi var sejlet til Hornbæk for at deltage i, og alt forløb i
overensstemmelse med vore store forventninger.
Efter fælles morgenmad søndag
forlod vi Hornbæk med kurs mod Hundested med det formål at ende i Jyllinge sidst
på ugen, idet vi skulle deltage i en 70-års familie fødselsdag. Og det er jo
ikke så ring’ endda at kunne sejle fra fest til fest i sin sejlbåd.
Hundested er en by med en mindre
fiskerflåde, og tidligere den ene ende af færgeruten Grenå-Hundested. Nu er der
kun færgeforbindelse mellem Hundested og Rørvig, som ligger lige modsat
Hundested ved indsejlingen til Isefjorden. Selve Hundested by er ikke den helt
store oplevelse, det er i hvert fald vores private indtryk. Men selve havnen har
gennemgået en større forvandling fra erhvervshavn til en temmelig velindrettet
havn for fritidssejlere. Der er mange, mange gæstepladser og gode faciliteter.
Der er flere fiskeforretninger, take-away fiskeudsalg, havne ”griller”, et
mindre bryggeri med udskænkning og flere restauranter, også i den lidt dyre
ende. Hundested synes vi er en udmærket overliggerhavn, dog uden det vi normalt
forbinder med en hyggelig havn. Men udmærket for en overnatning, når man nu
alligevel skal denne vej mod Jyllinge.
Dagen efter mandag den 8. juni
forlod vi Hundested med kurs mod Roskilde Fjord. Vi passerede syd om Lynæs,
forsatte i Kulhus Rende syd om Sølager og nord om Kulhuse med kurs mod
Frederiksværk. Men kort efter Kulhuse forlod vi Kulhus Rende og drejede til
styrbord for at skyde genvej tværs over et noget lavvandet område og dermed
forkorte dagens rute til Frederikssund en hel del. Ifølge søkortet kan det lade
sig gøre at navigere lidt snørklet gennem området og undgå de rigtig lavvandede
områder. Vi har en enkelt gang tidligere sejlet over det samme område uden at
sidde fast i sandbanker, og det skulle nu prøves igen. Lad mig med det samme
afsløre, at vi ikke på noget tidspunkt sad fast i lavvandede sandbanker, men det
krævede i perioder ret meget koncentration og tilbageholdt åndedræt. Vi stikker
165 cm, og vanddybden varierer i området generelt fra 2-2,5 mtr., men med
sandbanker på 1,6 mtr., og vi havde tidligere fra en Lynæs sejler fået fortalt,
at sandbankerne langsomt flytter sig. Vi så både 1,7 og 1,6 mtr. på ekkoloddet,
men vi følte ikke, at vi mistede fart på noget tidspunkt. Vi åndede lettet op,
da vi igen løb ud i sejlrenden i Roskilde Fjord. Vejret var stort set
vindstille, og var vi rendt ind i en eller flere sandbanker kunne vi jo blot
have vendt rundt og sejlet ud til Kulhus Rende igen og fulgt sejlrenden til
Roskilde Fjord, men det lykkedes altså at passere området. Jeg tror ikke, at vi
fremtidigt vil eksperimentere med denne genvej, hvis ruten skulle gå mod
Roskilde Fjord igen. Lidt for spændende!!
Nå, men nu gik det så sydpå
gennem Roskilde Fjord med kurs mod Frederikssund. Men først skulle vi passere
Kronprins Frederiks Bro lige nord for Frederikssund. Som alle andre klapbroer er
der åbningstider og spærretider, altså perioder, hvor broen ikke åbnes for
skibstrafik p.g.a. stærk trafik, busser, tog eller lignende. Således også ved
Kronprins Frederiks Bro. Der åbnes kun en gang i timen, og vi havde jo afpasset
vores ankomst nord for broen i henhold til de publicerede åbningstider. På det
forventede tidspunkt skete der imidlertid ikke en dyt. Brovagten reagerede
hverken på kanal 12, kanal 16 eller mobiltelefon. Der var ikke andet at gøre end
at ruste sig med tålmodighed og padle rundt i vandet nord for broen og afvente
begivenhedernes gang. En time senere end forventet begyndte de røde lys at
blinke, trafikken blev stoppet og klapperne gik op, og endelig kunne vi sejle
igennem.
Efter passage af broen så jeg
bagud, og hvad fik jeg øje på? Et kæmpeskilt med de gældende åbnings- og
spærretider, som afveg temmelig meget fra de i havnelodsen publicerede perioder.
Men der var blot intet skilt på
nordsiden. Altså, altså, altså. Men i det mindste kunne vi nu orientere os om de
gældende perioder til vores retursejlads.
Når man vil anløbe
Frederikssund, så er der flere muligheder: Sydligst ligger Marbæk Marina og nord
for i umiddelbar tilknytning ligger Frederikssund Marina, begge to med ca. 1,5
km til Frederikssund. Ved selve Frederikssund ligger Frederikssund Havn, som vel
tidligere har været erhvervshavn, men nu er omdannet til lystbådehavn med en
flydebro og moleanlæg med strøm og vand. Hele havnen er omgivet af diverse nyere
boligblokke af dyrt udseende. Der har vi en gang tidligere ligget i fire dage
ved flydebroen i et voldsomt blæsevejr, det var ikke rart med en urolig havn,
frygtelig vindstøj i egen og andres rigning – ja, mange af jer kender fænomenet.
Der ville vi ikke lægge til
igen.
Derimod havde vi i forbindelse
med tidligere besøg i Frederikssund – søn, svigerdatter og børnebørn residerer i
nabolaget – lagt mærke til en lille bitte havn lige nord for Frederikssund Havn.
Der er en lille afmærket sejlrende til havnen og den hedder såmænd Skyllebakke
Havn. Havnen er faktisk en del af et beboelsesområde, som ligger helt ud til
Roskilde Fjord. Det kan visuelt bedst beskrives som at sejle ind i åbningen af
en hestesko, og hvor hesteskoens omkreds er boliger, pæne rækkehuse, som
omslutter hele havnen bortset fra indsejlingen. I stedet for at anlægge en
græsplæne som fællesareal, ja, så havde man simpelthen gravet en havn ud med
alle faciliteter. Broanlægget ligger umiddelbart uden for beboernes terrasser,
og der er vel ca. 25 pælepladser. Kun på et ganske lille stykke mole kan man
lægge til med siden til.
Lige så snart vi passerede
indsejlingen sprang beboere ned fra terrasserne og hjalp os med at lægge til.
Der var ikke meget plads at manøvrere på, men med vores 30 fods båd gik det
lige. Vi fik lagt til og fik straks en venlig og grundig orientering om
Skyllebakke Havn. Havneafgiften var kr. 70, som inkluderede gratis el, vand og
bad – sådan!! Man ligger fuldstændigt i læ for alle potentielle vejrtrusler.
Rækkehusene viste sig at være lejeboliger, og de fleste beboere viste sig at
være enlige mænd og kvinder på alder med os eller ældre, men flere af bådene i
havnen tilhørte beboere.
Vi tilbragte et par hyggelige
dage i Skyllebakke Havn og legede turister i Frederikssund.
Torsdag den 11. juni satte vi
kursen mod Jyllinge. DMI have truet med det mest frygtelige vejr de næste par
dage, så det gjaldt bare om at sejle den korte distance til Jyllinge. De sidste
ca. 2,5 sømil før Jyllinge Marina er en temmelig kringlet affære. På Jyllinge
Marinas hjemmeside finder man meget præcise anvisninger på anløbet. ”Sejlrenden”
– som i øvrigt er grundigt afmærket - er blot ca. 2 mtr. dyb, og det oplyses, at
man godt kan risikere at kysse bunden her og der på den sidste del af løbet, så
det gælder om at holde tungen lige i munden og forblive i midten af det smalle
løb. Vi kom helskindet igennem uden nærkontakt med bunden, og vi fandt en god og
ledig grøn plads i marinaen. Vi fortøjede, fik en strømledning i land og satte
cockpit teltet op, og kort derefter faldt de første dråber – plask, plask,
plask, o.s.v. – 36 timer stod det ned i stride strømme. Hele Danmark blev ramt
af et veritabelt skybrud, og så var der lige vinden: mellem kuling og stormende
kuling hele tiden døgnet rundt. Vi vidste, at det ville komme, men det var ikke
desto mindre temmelig træls. Fredag aften blev vi afhentet til Roskilde til en
bedre familie middag og senere returneret – det var temmelig rart at få hvilet
ørerne lidt. Lørdag morgen viste det sig, at den luv forfortøjning var blevet
slidt over i nattens løb, så vi hvilede mod båden ved siden af. Heldigvis var
den læ forfortøjning stadigvæk intakt. Nå, vi fik monteret friske fortøjninger
med ekstra forstærkninger på, og over middag forlod vi båden for at gå til fest
på Hotel Søfryd, som ligger ca. et par hundrede meter fra Jyllinge Marina.
70-års fødselaren – Kirsten bror – havde lejet værelser til alle gæster på
hotellet, så vi orienterede havnefogeden om, at vi ville være borte fra båden
natten mellem lørdag og søndag. Dejlig fest, god mad og vin, hyggeligt selskab,
møde med gamle venner og bekendte, som vi desværre stort set kun mødes med til
diverse runde fødselsdage og lignende.
Efter morgenmaden sejlede vi
nordpå igen, vi passerede den lavvandede sejlrende uden problemer og sejlede
retur til Skyllebakke Havn. Vi blev budt velkommen retur – næsten som om vi var
gamle venner.
Om mandagen blev vi afhentet af
vores søn, som med sin familie bor i Jægerspris. Vi skulle fejre fødselsdag med
vores barnebarn Sissel, og det blev selvfølgelig en dejlig dag. Vi blev
returneret til båden mandag aften, og efter en god nats søvn forlod vi
Skyllebakke Havn for at være klar til broens første åbningstid kl. 0900. Vi kom
igennem, sejlede nordpå mod Frederiksværk, men denne gang eksperimenterede jeg
ikke med den lavvandede genvej. Vi slog et hurtigt smut ind i Hundested havn,
som har et brændstof anlæg helt ude lige inden for molen. Efter påfyldning af
diesel fortsatte vi 7-8 minutter senere turen ud af Isefjorden og sejlede
vestpå. Målet var at nå Odden Havn om eftermiddagen, hvor vi ankom 1430 og fandt
en god plads at fortøje ved. Molerne er temmelig høje i Odden Havn, meget
sammenlignelig med molerne i mange bornholmske havne. Vi betragter Odden Havn
som et ”nødvendigt onde”, når vi fra Sjælland skal vestpå og ikke vil tage
Storebælt med i et enkelt hug. Havnen er efter vores opfattelse ikke særlig
spændende, men udmærket at overnatte i.
Næste morgen forlod vi Odden
Havn kl. 0430 og satte kursen mod Snekkeløbet ved Sjællands Odde med Tunø som
næste destination. Der blæste en temmelig frisk vind fra stik vest, lige i
snotten til vi passerede nordspidsen af Samsø. Vi er nu – for at udtrykke det
mildt – ikke medlem af Storebælts fanklub under disse forhold. Et ekstra
underholdende moment er den regelmæssige passage af hurtigfærgerne fra Århus og
Ebeltoft, som sætter nogle kæmpebølger, hvis de passerer tæt på, og det gør de
altså ret ofte. Man har nærmest indtryk af, at de sejler efter en lineal med
autopilot på, og kursen justeres ikke, hvis ikke der direkte er en risiko for at
ramle ind i en lystsejler. Så ind imellem skal der holdes på hat og briller og
alle løse genstande skal ryddes på plads igen.
Vi klarede strabadserne, og da
vi rundede nordspidsen af Samsø, løjede vinden betragteligt af, solen skinnede
fra en skyfri himmel, temperaturen steg, og pludselig fik jeg en umådelig trang
til at skifte fra mit hårdtvejrs sejlerdress til t-shirt og shorts, så vi kunne
ankomme til Tunø og se ud, som om vejret ragede os en høstblomst. Vi ankom til
Tunø knap 2 uger før Tunø festivalens begyndelse, og det var helt bevidst, idet
vi ville blive på Tunø til festivalen var slut. Vi blev af vores gode venner
Mogens og Elsebeth assisteret ind på en pæleplads ved nordmolen ved siden af
deres båd – lige nøjagtig og præcis hvor vi gerne ville ligge i ca. tre uger. Vi
indtog molen med Cobb grill, parasol, dug på et af bænke/bordene, og så var vi
etableret. Vi levede nu i tre uger et socialt, kulinarisk, musikalsk og meget,
meget varmt liv på Tunø.
Vi var kun handicappede af
temperaturen, som i næsten hele perioden lå og vippede omkring 25-28 grader i
dagtimerne og alt for megen varme i båden om natten. Men vi klarede det da med
passende tiltag mod dehydrering.
Men Tunø skal nu have nogle
ekstra ord med på vejen. For at kunne købe billet til Tunø Festival skal man
være medlem af Festivalforeningen Tunø. Det koster kr. 200,00, og selve
billetten koster kr. 600,00 for en voksen, og der sælges ikke enkeltdags
billetter, så der er en kontant udgift på kr. 800,00 for at deltage i selve
festivalen. Alle deltagere må nødvendigvis ankomme i egen båd eller med færgen.
Hvis man skal overnatte i telt koster det ekstra. Mange sejlere fra Hov,
Norsminde eller Århus sejler deres både til Tunø op til 14 dage før festivalen
for at blive fortøjet ved den nordlige mole med pælepladser. Det anses af de
fleste sejlere – inklusive os - for de mest attraktive pladser, idet man undgår
færdsel over båden. Når havnen er fyldt med 230-250 både, så er den fyldt,
og mange må tværs over 5-6 andre både i løbet af festivalen for at komme i land
og ombord, og man må forudse færdsel fra tidlig morgen til 3-4 tiden næste
morgen, og så på’en igen. Det undgår man ved pælepladserne på nordmolen. Den
sydlige bro med pælepladser er reserveret til tilsejlende festivalhjælpere, som
ligger gratis ved denne bro, så alle andre sejlende festivalgæster må fortøje på
langs af flydebroerne eller andre både. Stort set alle de førnævnte sejlere, som
op til 14 dage før festivalen sejler deres både til Tunø for at få en god plads,
forlader Tunø igen med færgen, og de returnerer ikke til deres parkerede både
før umiddelbart før festivalen. Da de som alle andre skal betale havneafgift må
man sige, at deres festival udgifter bliver ret omfattende, men vi kan se, at
det er de samme festival sejlere, som år efter år benytter sig af denne
procedure og sluger den samlede udgift – rigtige Tunø festival entusiaster må
man sige!! Kroerne, købmanden og grøntsags sælgerne er ikke ret begejstrede for
de langtidsparkerede både, idet de ingen handel gør på Tunø.
Selve opbygningen af festivalen
er et imponerende logistisk skuespil. Alt ankommer – og senere fjernes - i en
bestemt rækkefølge med færgen. Der er ca. 450 hjælpere i gang i løbet af
festivalen, og det forlyder, at de alle bespises gratis ved 3 daglige måltider
og overnatter gratis på øen, hvad enten det er i telt eller gratis havneafgift.
Der sælges 1500 billetter i alt, så det er et stort hjælperkorps til 1500
gæster. Vi har over årene lært mange af festival deltagerne og nogle af
hjælperne at kende, og der har med tiden udviklet sig et godt venskab med nogle
stykker. Specielt skal nævnes to par, nemlig Werner og Kirsten og Jørn og
Lissie. Disse to par har i næsten hele festivalens levetid været hjælpere,
nemlig som ”Festival Renerne”. Hvad ligger der så i denne betegnelse? Jo, de
soignerer toiletterne, så de døgnet rundt fremtræder rengjorte og tiltalende,
desuden rydder de op på festivalpladsen. Werner har i år tegnet festival
plakaten, som pryder forsiden på programmet, og på programmets side 44
overrækker festival formanden en erkendtlighed til Werner. Det var Werner
umådelig stolt af, og han forsømte ikke nogen lejlighed til af fremvise sit
kontrafej på programmets side 44. Resten af festivalen hed han udelukkende
Werner side 44 Pedersen. Digteren Jens August Schade skrev ordene: ”Mennesker
mødes og sød musik opstår”. Sådan har vi det også i forhold til førnævnte Jørn
og Lissie. De er også nogle dejlige mennesker, men også nogle gode musikanter.
Jørn spiller banjo og Lissie spiller harmonika, og så synger hun til sit
harmonika spil med en stemme, så sangerinden Inge-Marie fra ”Dræsinebanden” må
blive grøn af misundelse – og hun er ellers ret god! Som det nok er mange
bekendt, så hiver jeg også ved passende lejligheder frem og tilbage i en
harmonika, så vi var nogle aftener et helt lille orkester, hvor også vores
Horsens venner Mogens og Elsebeth faldt ind med guitar og sang på mange stykker
glad sømands musik.
Selve festival programmet skal
også have en kommentar: det er for mere en 20 år siden startet op som en jazz
festival, men det er over årene drejet mere og mere over i populærmusikken,
sikkert påvirket af tilbagemeldinger fra festival deltagere. I 2007 købte vi
billetter, idet 80 % af programmet var rigtig god jazz i alle variationer af
dette vidtfavnende begreb. I år var hoved attraktionerne fredag Lis Sørensen og
lørdag Peter Belli. Vi købte ikke billetter i år, men ”nøjedes” med de sociale
aspekter – og dog…. For på de to kroer, henholdsvis ”Mejeriet” og ”Tunø Kro” var
der nemlig også god, levende musik alle aftner, så vi fik hørt musik og drukket
vin og fadøl ad libitum alligevel. Vi havde en rigtig dejlig festival periode og
periode på Tunø.
Efter Tunø festivalens
afslutning blev vi et par dage ekstra, hvorefter vi sejlede sydøst på til
Kerteminde. Men det er en helt anden historie, den kommer måske senere på
sæsonen.
Jeg har nu delagtiggjort dig og
jer, som læser denne beretning om vores færden i Bardin til medio juli.
Vi har haft en dejlig periode i
Bardin, oplevet meget og glæder os over, at vores sæson ikke er slut endnu.
Jeg vil muligvis skrive videre
mod slutningen af sæsonen, men vi – Kirsten og jeg selv – vil gerne ønske alle
læsere en fortsat god sommer og sejlersæson.
Til de fleste:
Wil’l meet again,
don’t know where, don’t when, but we know wil’l meet again some sunny day.
