Jollesejlere
Vil du lære at sejle?
Er du til vand, sjov og godt kammeratskab?
Så er sejlsporten lige noget for dig.
Her vil vi informere dig – både om nogle praktiske – og nogle generelle ting.
I Haderslev Sejl-Club har vi både en ungdomsafdeling og en voksenafdeling.
Færdighederne på vandet søges opnået ved kvalificeret undervisning, som skal give de nye sejlere tryghed og glæde ved at sejle.
I den videre udvikling tages hensyn til både alsidighed, det sportslige aspekt og ambitioner.
I ungdomsafdelingen skaber vi rammerne for et trygt miljø, hvor der er fokus på læring, ambitioner, det gode sportslige aspekt, sikkerhed og sammenhold for børn, unge og deres forældre i et socialt miljø både på land og på vand. Vi deltager gerne i aktiviteter på tværs af ungdomsafdelingen og voksenafdelingen. Jollesejlads er for børn og unge i alle aldre.
I Haderslev Sejl-Clubs voksenafdeling har vi jollesejlere der aldersmæssigt spænder fra 20’erne og helt op til i 70’erne, så der er plads til alle sejlglade mennesker m/k..
Voksensejlerne sejler hovedsageligt i Man O War og i OK- joller. Andre jolletyper/klasser er naturligvis også mere end velkomne i HSC.